Kung-fu mesterens dødsleje

Nogle af gæsterne er iført munkedragter og fremsiger velsignelser, da de træder ind i det lillebitte murstenshus. Andre er i jeans og hyttesko og skodder deres cigaretter, før de går ind. Mesterens kone tager de nyankomne om skuldrene, som var de hendes egne sønner, og fører dem gennem køkkenet, forbi det kulfyrede komfur ind til resten af familien og de andre disciple, som er samlet omkring hendes mands seng.

6. oktober 2010

Nogle af gæsterne er iført munkedragter og fremsiger velsignelser, da de træder ind i det lillebitte murstenshus. Andre er i jeans og hyttesko og skodder deres cigaretter, før de går ind. Mesterens kone tager de nyankomne om skuldrene, som var de hendes egne sønner, og fører dem gennem køkkenet, forbi det kulfyrede komfur ind til resten af familien og de andre disciple, som er samlet omkring hendes mands seng.

Konen bøjer sig ned over den godt indpakkede skikkelse og fortæller, at den sidste discipel, som mesteren tog ind i sin kung-fu-familie 15 år tidligere, er kommet. “Det er Hu Zhengsheng,” siger hun. Hu Zhengsheng er i dag en bredskuldret mand på 33 år. Han bøjer sig ned over den indskrumpede person.

“Shifu,” siger han blødt og respektfuldt, idet han bruger mandarinsprogets ord for lærer. “Kan du høre mig?” Den gamle mands øjenlåg, der er blege og tynde som rispapir, sitrer. I et kort øjeblik ser det ud, som om hans pupiller fokuserer på den unge mands ansigt, men så er han væk igen.

Yang Guiwu har ofte fortalt Hu Zhengsheng om en drøm, hvori han får besøg af sine kung-fu-forfædre – de for længst døde munke fra Shaolin-templet. Deres livsvisdom er indsamlet gennem århundreder fra mange generationer af mænd, hvis fødder har slidt sandstensfliserne i templets træningssal skæve, og hvis jordiske rester er begravet i Pagode-skoven lige uden for templets mure.

Munkene viede deres liv til at udvikle de forskellige kung-fu-stilarter – med navne som blommeblomst-knytnæven og mandarinand-håndfladen – til fuldkommenhed. Stilarterne er hver for sig en hel symfoni af fysiske bevægelser, hvor variation efter variation presser de menneskelige muskler og knogler helt ud til grænsen. Nogle ville sige ud over grænsen. Måske, tænker Hu Zhengsheng, er forfædrene lige nu ved at indfinde sig ved min mesters side.

For mesterens dygtigste disciple ligger der en helt særlig ironi i, at det i sidste ende skulle blive den gamle mands lunger, der svigtede ham. Yang Guiwu ville have sat pris på, at livets hjul tog denne drejning. En sidste lektion i ydmyghed til den mand, som selv har indprentet andre, at vejrtrækningen er helt afgørende, når man skal udnytte chi – livskraften. Det første, han lærte dem, var at trække vejret ind gennem navlen og ånde ud gennem næsen. Roligt, kontrolleret og i harmoni med hjerteslaget og de øvrige organers rytme. En ordentlig vejrtrækning, sagde han, var første skridt på den svære vej til det sted, hvor man kan drikke af livskraftens kilde og dermed låse en af universets skjulte porte op.

Nu står Yang Guiwu – med eller uden usynlige ånder – ved en anden af universets skjulte porte. Disciplene lytter efter noget i hans vejrtrækning, som antyder, at han forsøger at mobilisere sin livskraft til den forestående rejse.

Måske er du interesseret i ...

Læs også