Fra myte til varemærke

Knap 20 km fra den gamle mesters dødsleje, i en dal i nærheden af Song-bjergene, ankommer turistbusserne til Shaolin-templet med deres daglige last af turister, der kommer fra hele Kina. Der er uniformerede soldater på orlov, forretningsfolk på udflugt, pensionister på pakkerejse og unge par med forventningsfulde børn, som overstadigt laver kung-fu-spark og håndkantslag i luften. De er her alle for at se stedet, hvor Kinas vigtigste kung-fu-legende har sit udspring.

6. oktober 2010

Knap 20 km fra den gamle mesters dødsleje, i en dal i nærheden af Song-bjergene, ankommer turistbusserne til Shaolin-templet med deres daglige last af turister, der kommer fra hele Kina. Der er uniformerede soldater på orlov, forretningsfolk på udflugt, pensionister på pakkerejse og unge par med forventningsfulde børn, som overstadigt laver kung-fu-spark og håndkantslag i luften. De er her alle for at se stedet, hvor Kinas vigtigste kung-fu-legende har sit udspring.

Ifølge overleveringen underviste en indisk mystiker i det femte århundrede munkene i det nyetablerede Shaolin-tempel i en række øvelser, eller stilarter, som var efterligninger af dyrs bevægelser. Munkene tilpassede stilarterne, så de kunne bruges til selvforsvar og i krig. Deres efterkommere finjusterede kampkunsten yderligere. I de næste 14 århundreder blev den brugt i forbindelse med utallige opgør. I opstande mod despoter, nedkæmpelse af oprør og bekæmpelse af invasionsstyrker. Mange af bedrifterne er beskrevet på stentavler i templet og i romaner, som stammer helt tilbage fra Mingdynastiet.

Er den historie en myte?

Forskere afviser det meste som en myte, der dog indeholder et vist gran af sandhed. For der har været udført kampkunst med de bare næver i Kina længe før det femte århundrede, og traditionen kom formentlig til Shaolin med tidligere soldater, der søgte tilflugt i templet. I lange perioder af templets historie har det i bund og grund været et velhavende gods med en veltrænet, privat hær. Jo mere munkene sloges, desto dygtigere krigere blev de, og deres berømmelse voksede.

Men de var ikke uovervindelige. Templet blev gentagne gange plyndret, og det mest ødelæggende slag kom i 1928, da en hævngerrig krigsherre brændte det meste af templet ned, inklusive biblioteket. Århundredgamle skriftruller med detaljerede beskrivelser af kung-fu i teori og praksis samt buddhistiske skrifter og videnskabelige afhandlinger om kinesisk naturmedicin – altså hele templets sjæl – gik tabt. Kung-fu-teknikkerne måtte derefter sammen med tankerne bag gå i arv fra mester til disciple via mænd som Yang Guiwu.

Shaolin som et varemærke

I dag er templets ledelse tilsyneladende mere interesseret i at gøre Shaolin til et varemærke end i at genskabe stedets sjæl. I de seneste 10 år har den 45-årige abbed Shi Yongxin opbygget et internationalt forretningsimperium, som bl.a. omfatter store, turnerende kung-fu-trupper, der eksempelvis netop har besøgt Danmark, film- og tv-projekter og en netbutik, der sælger Shaolin-te og -sæbe. I Australien er der sågar planer om at bygge et tempel i tilknytning til et golfcenter. Derudover erkender mange af de mænd, som passer templets talrige kasseapparater – mænd med glatragede hoveder og munkedragt – at de ikke er munke, men ansatte, der bliver betalt for at spille en rolle.

Over en kop te på hans kontor i templet fortæller Shi Yongxin roligt, at det alt sammen er med til at promovere zenbuddhismen. Abbeden har den sjældne evne til at udstråle, at han tror fuldt og fast på det, han selv siger. “Ved at registrere Shaolin-varemærket i andre lande og markedsføre traditionel Shaolin-livsstil som kung-fu udbreder vi kendskabet til zenbuddhismen, og dermed også troen, over hele verden.”

Det har Shi Yongxin udtalt mange gange før i både kinesisk og udenlandsk presse. Og uanset om Shaolin-templet er en missionerende eller profitskabende faktor, så har dets position uden tvivl været med til at give kung-fu en renæssance, som er kommet samtidig med Kinas egen genopblomstring som en international magtfaktor. Det kan man ikke mindst konstatere i byen Dengfeng med 650.000 indbyggere. Byen ligger bare 10 km fra templets porte, og her er der i løbet af de seneste 20 år opstået omkring 60 kampkunstsakademier med over 50.000 elever. En tur ned ad byens hovedstrøg bringer én forbi de største af skolerne, der på det nærmeste ligner Las Vegas-kasinoer med deres kolossale sovesale dekoreret med vægmalerier af kung-fu-kæmpere, drager og tigre.

Måske er du interesseret i ...

Læs også