Sådan er det at vende tilbage fra døden

Det er de færreste, der slipper helskindet fra et stævnemøde med døden. Men disse mennesker har på mirakuløs vis formået at gøre det. Læs om deres fascinerende livtag med døden her.

18. april 2016 af Robin Marantz Henig // Foto: Lynn Johnson

En “cowboy-ånd” sagde til hende, at hun ikke skulle være bange

Ashlee Barnett var studerende, da hun kom ud for en alvorlig bilulykke på en afsides landevej i Texas. Hendes bækken blev knust, milten var sprængt, og hun blødte stærkt.

På ulykkesstedet, siger hun, bevægede hun sig mellem to verdener: på den ene side kaos og smerte, mens ambulancefolkene brugte hydraulisk udstyr til at få hende ud af bilen, og på den anden side en verden med hvidt lys, ingen smerte og ingen angst.

Flere år senere fik hun kræft, men hendes nærdødsoplevelse gjorde hende sikker på, at hun ville overleve. Hun har tre børn og rådgiver overlevende, der har været udsat for traumatiske hændelser.

Han mærkede, hvordan han bevægede sig gennem vægge mod et lys

Under en familieskovtur ved Sleepy Hollow Lake i delstaten New York havde ortopædkirurg Tony Cicoria netop ringet til sin mor. Et uvejr trak sammen og sendte et lyn gennem telefonen ind i hans hoved og standsede hjertet.

Tony Cicoria siger, at han mærkede, hvordan han forlod sin krop og bevægede sig gennem vægge mod et blåhvidt lys, ivrig efter at blive forenet med Gud.

Efter sin nærdødsoplevelse fik han en pludselig forkærlighed for klassisk klavermusik og begyndte at skabe melodier, der lod til at komme til ham af sig selv. Med tiden blev han overbevist om, at han var blevet skånet for at kanalisere “himlens musik”.

Hun så sin sørgende stedfar trække chokolade i en automat

Efter et frontalsammenstød kom Tricia Barker på et hospital i Austin, Texas, med brækket ryg og kraftige blødninger. Hun siger, at hun mærkede sig selv glide ud af kroppen på operationsbordet og svæve op under loftet, hvorfra hun så sit hjerte gå i stå på monitoren.

Hun fløj hen ad gangen og så sin stedfar trække chokolade i en automat. Det var denne detalje, en stress-udløst trang til at trøstespise, som han ikke havde fortalt nogen om, der fik Tricia Barker til at tro på, at hun virkelig havde bevæget sig omkring.

I dag underviser hun i kreativ skriveteknik og siger, at hun stadig vejledes af de ånder, der var hos hende på den anden side.

Vil du læse mere om det fascinerende grænseland mellem liv og død - og høre eksperternes bud på, hvad der sker med os, når vi dør? Så hent hele artiklen ned her:

Måske er du interesseret i ...

Læs også