Syndernes skytsengel

Det er ikke til at sige, hvornår El Niño kommer ud af fængslet, men han har grund til at være håbefuld: Han sætter sin lid til en beskytter, der ifølge ham selv forhindrede fængselsbetjentene i at opdage et par strengt forbudte ting, han havde på sig. Ting, som kunne have lagt årtier til hans straf. “Vagterne så ingenting, selv om de stod lige ved siden af,” siger han.

7. juli 2010

Det er ikke til at sige, hvornår El Niño kommer ud af fængslet, men han har grund til at være håbefuld: Han sætter sin lid til en beskytter, der ifølge ham selv forhindrede fængselsbetjentene i at opdage et par strengt forbudte ting, han havde på sig. Ting, som kunne have lagt årtier til hans straf.

“Vagterne så ingenting, selv om de stod lige ved siden af,” siger han.

Dette overnaturlige væsen passer på ham, når hans fjender kredser om ham. Og hun er der, tilføjer Antonio samtykkende, når alle de venner, man troede, man havde, har glemt selv ens navn. Når man er så alene, at man ikke engang har en hund til at gø ad sig, som et mexicansk ordsprog siger.

Hvem er denne mirakelmager, der beskytter de værste syndere og de mest forsvarsløse? Det er La Santa Muerte, Den Hellige Død.

Hun er blot én af de overnaturlige skikkelser,

som mexicanerne er tyet til, mens deres land er blevet rendt over ende af alle tænkelige problemer: tørke, et udbrud af svineinfluenza og det efterfølgende sammenbrud i turismen, udtømningen af de oliereserver, som er landets vigtigste eksportvare, et økonomisk sammenbrud og først og fremmest narkohandelens elendige velsignelser og dens meget omtalte og grusomme vold.

Det samlede drabstal i Mexico er ganske vist faldet støt over de seneste 20 år. Men de forbrydelser, narkohandlerne begår, er stadig lige grufulde og har forstyrret retssamfundet i en sådan grad, at almindelige mexicanere jævnligt diskuterer, om las mafias, narkokartellerne, allerede har vundet over den mexicanske stat.

“Det følelsesmæssige pres og anspændtheden ved at leve i en krisetid får folk til at søge efter symbolske figurer, der kan hjælpe dem med at klare farerne,” siger professor José Luis González, der er specialist i folkereligion ved Mexicos nationale institut for antropologi og historie.

Blandt disse hjælpende ånder finder man afro-cubanske guddomme, der for nylig har fundet vej til nye kyster, og lovløse forbrydere, som er blevet forvandlet til mirakelmagere, såsom en mytisk bandit fra Nordmexico ved navn Jesús Malverde. Der er endda helgener fra Det Nye Testamente, som er blevet tillagt nye evner til at skaffe succes i stedet for frelse.

I dette ekspanderende spirituelle univers er dyrkelsen af et skelet, der er iført lange rober og bærer en le – La Santa Muerte – nok den hurtigst voksende og mest ekstravagante af de nye kulter, i hvert fald ved første øjekast.

“Dette skelet er en meget konkret og klar symbolsk henvisning til den nuværende situation i Mexico, hvor døden er blevet en faretruende hjemmevant gæst gennem de seneste 10 år,” siger José Luis González.

Indtil for nylig kendte de færreste mexicanere denne dødsfigur, som ligner middelalderlige gengivelser af Døden med sin le. La Santa Muerte er også helt anderledes end de lystige skeletter, man ser på de dødes dag – den dag, hvor mexicanernes kære afdøde kommer tilbage i nogle få timer for at feste med de levende og blive husket. Nu kan man finde altre for La Santa Muerte over hele Mexico, på gadehjørnerne og hjemme hos de fattige. Både mænd og kvinder dyrker hende.

Midt i Mexico City, i et kvarter, der altid har været højrøstet og kampklart, leder Enriqueta Romero et bønnemøde til skelettets ære den første i hver måned. Enriqueta Romero er på én gang benhård, rapkæftet og moderlig. Hun var blandt de første og mest effektive til at sprede budskabet om kulten, som nogle mener opstod i byerne langs Den Mexicanske Golf, men nu dækker hele landet. I Californien såvel som i Mellemamerika tænder unge også lys til ære for La Santa Muerte og får hende tatoveret på huden.

For nogle få år siden omstødte det mexicanske indenrigsministerium sin registrering af La Santa Muerte som en statsanerkendt religion, men uden virkning. Kioskerne sælger instruktionsvideoer, som viser, hvordan man beder til helgeninden, og selv smarte intellektuelle er begyndt at tale om, at kulten er muy auténtico, meget ægte.

Måske er du interesseret i ...

Læs også