Shamanisme var forbudt

Da Nergui er kommet sig oven på sin trance, åbner han den flaske vodka, jeg har haft med til ham, og skænker os hver en dram i en flad tekop. Jeg tager imod koppen med højre hånd – at modtage noget med venstre kan være en blodig fornærmelse – og inden jeg drikker, ofrer jeg i tre retninger til ånderne ved at dyppe fingerspidserne i væsken, kaste et par dråber op i luften og ned mod jorden og til sidst duppe min pande.

6. december 2012

Da Nergui er kommet sig oven på sin trance, åbner han den flaske vodka, jeg har haft med til ham, og skænker os hver en dram i en flad tekop. Jeg tager imod koppen med højre hånd – at modtage noget med venstre kan være en blodig fornærmelse – og inden jeg drikker, ofrer jeg i tre retninger til ånderne ved at dyppe fingerspidserne i væsken, kaste et par dråber op i luften og ned mod jorden og til sidst duppe min pande.

Shamanisme er noget, man er født til, siger Nergui og slubrer en ordentlig kop vodka i sig. Man kan ikke bare beslutte sig for at blive shaman – man skal være udvalgt af ånderne. Shamankaldet går som regel i arv fra generation til generation. "Min far er shaman," fortæller Nergui og tilføjer, at han var 25, da han blev klar over, at han også havde anlæg for at kommunikere med åndeverdenen. "Nu har jeg gjort det i 25 år, og jeg har 23 ånder, jeg kan påkalde."

Men, tilføjer han, at have anlæg for shamanisme er kun en begyndelse. Alle shamaner skal igennem en intensiv læretid for at lære shamanismens gamle skikke at kende. Disse ritualer fremmer shamanens kommunikation med åndeverdenen – som den trance, jeg netop har overværet – og udstikker retningslinjerne for, hvordan ånderne omgås med respekt. Shamanerne tilfører deres eget rituelle udstyr en åndelig kraft; det bliver "levende". Blandt Nerguis udstyr er en tromme af rensdyrskind, en mundharpe, de farvede stofstrimler og hans kostume.

I sovjettiden blev alle religioner, også den shamanistiske tradition, undertrykt. Mange shamaner døde i arbejdslejre. "Jeg kendte en shaman ved navn Gombo, der blev pågrebet under et ritual og smidt i fængsel i halvandet år," fortæller Nergui. Da Nergui selv begyndte at praktisere, var de værste af udrensningerne overstået, men shamanisme var stadig forbudt, og shamanerne måtte udføre deres ritualer i det skjulte. "Vi gemte vores tro, for at den ikke skulle uddø," siger han.

"Der var to steder, hvor vi kunne udføre ritualet. Det ene var derhjemme, hvor vi fik en til at sidde ved døren og holde udkig efter, om der kom nogen. Det andet sted var et skjul i bjergene. Omkring 1995 ændrede tingene sig, og vi kunne praktisere frit igen."

Nu oplever shamanismen en renæssance overalt i sit historiske kerneområde i Centralasien, Sibirien og Mongoliet – efter 70 års påtvunget ateisme opfylder den et stort behov for åndelighed.

Nergui ser nu endnu mere tungsindig ud og lader til at være sunket hen i dyb melankoli. Shamanisme handler mest af alt om at tjene lokalsamfundet, fortæller han. "Bliver man shaman, har man ansvar for at tage vare på folk omkring sig."

"Det er en stor psykisk belastning, som måske kan forklare, hvorfor alkoholmisbrug lader til at være udbredt blandt shamaner. "

"Sommetider er man nødt til at gøre sorte ting," siger han og bliver tavs.

Måske er du interesseret i ...

Læs også