Shamanisme som kulturel bevægelse

Shamanisme er mere end åndelig genfødsel og en god forretning. Det er også en katalysator for en postsovjetisk kulturel vækkelse blandt Burjatiens indfødte. På bredden af Bajkalsøen, der er verdens dybeste ferskvandssø og en af Sibiriens største helligdomme, oplever jeg shamanismen som et middel til selvforståelse – et ritual udført af burjater for burjater.

6. december 2012

Shamanisme er mere end åndelig genfødsel og en god forretning. Det er også en katalysator for en postsovjetisk kulturel vækkelse blandt Burjatiens indfødte. På bredden af Bajkalsøen, der er verdens dybeste ferskvandssø og en af Sibiriens største helligdomme, oplever jeg shamanismen som et middel til selvforståelse – et ritual udført af burjater for burjater.

Burjaterne er et mongolsk folk, der også bekender sig til buddhismen og kristendommen. For ca. 300 år siden blev de opslugt af det russiske rige, der ubønhørligt ekspanderede tværs over den eurasiske landmasse. I sovjettiden led de og andre indfødte folkeslag store tab, og deres kultur blev undertrykt. I dag udgør burjaterne under en tredjedel af befolkningen i Burjatien.

Bajkalsøens vande skvulper bag et lille højdedrag, og skyerne på himlen hænger så lavt, at det ser ud, som om man kan løfte hånden og gribe om en tot. Det er sceneriet for tre shamaner i henholdsvis grøn, violet og blå dragt, der er samlet for at bede ånderne om en god høst og sammenhold. De står lidt for sig selv og mumler nærmest uhørlige påkaldelser, mens de stænker mælk og vodka på et lille bål. Der er ingen trancer, intet åndeligt festfyrværkeri, bare lavmælte bønner og knitren, når væsken rammer bålet.

Ved siden af mig står en hyperaktiv, alfeagtig mand ved navn Petr Asjunov med hestehale og pjusket skæg, der selv er både shaman og antropolog. For ham er shamanisme lige så meget en politisk markering som en religiøs bevægelse – et middel til at genoprette burjaternes nationalfølelse efter det russiske overherredømme. Under kommunismen måtte ritualer som dette undertiden afholdes midt om natten, fortæller Petr Asjunov.

Alligevel tolererede mange lokale kommunistiske embedsfolk shamanismen, og nogle kom endda selv hos shamaner.

"Moskva er bange for ægte shamaner som os," siger Asjunov. "Muslimer er til at kontrollere, buddhister er til at kontrollere, organiserede grupper som Tengeri er til at kontrollere – men ægte shamaner kan ikke holdes under kontrol." Som ofring hælder han nogle dråber af den lokale bryg tarasun – en kras drik brygget på gæret mælk – ud på jorden, inden han selv tager en slurk.

Petr Asjunov har en traditionel opfattelse af shamanisme og mener, at kvinder bør udelukkes fra visse shamanistiske ceremonier. "Din fotograf, Carolyn, kan ikke fotografere under ceremonien," siger han undskyldende. "Kvinder kan risikere at være urene."

Ved et andet helligt sted et par hundrede meter derfra møder Carolyn Drake og jeg tre kvindelige shamaner, der udfører deres eget ritual. Deres leder, Ljudmila Losovna Lavrentjeva, der er iført gult tørklæde, røde bukser og klirrende halskæder, ler ad tanken om, at det skulle være forbeholdt mænd at blive shamaner.

"Burjaterne tror på, at der engang for længe siden var en flyvende ørn, som så en gravid kvinde sove under et træ og fyldte hende med en hellig ånd. Hun fødte en dreng, og han blev shaman. Så du kan nok se, at den første shaman rent faktisk var en kvinde," siger hun med tydelig tilfredshed.

Måske er du interesseret i ...

Læs også