Miraklet i Sinaloa

På overfladen er de mexicanske narkohandlere de eneste, der ikke har nogen grund til at være desperate under den krise, som optager deres landsmænd i øjeblikket. De mexicanske narkohandlere er i en ideel position til at videre­sende næsten al den kokain, der bruges nord for grænsen i USA. De dyrker og smugler også meget af den marihuana og en stigende andel af de kemiske stimulanser, nordamerikanerne foretrækker.

7. juli 2010

På overfladen er de mexicanske narkohandlere de eneste, der ikke har nogen grund til at være desperate under den krise, som optager deres landsmænd i øjeblikket. De mexicanske narkohandlere er i en ideel position til at videresende næsten al den kokain, der bruges nord for grænsen i USA. De dyrker og smugler også meget af den marihuana og en stigende andel af de kemiske stimulanser, nordamerikanerne foretrækker. De bruger vold som et særdeles virkningsfuldt kommunikationsmiddel: De lemlæster deres ofre forfærdeligt og lader ligene ligge – synlige for enhver – så alle forstår, hvor magtfulde narkobaronerne er, og frygter dem.

Oprindeligt var narkohandlerne en lille gruppe folk ude på landet forbundet af tætte familiebånd, især fra den lille nordmexicanske stat Sinaloa. Staten ligger mellem Den Californiske Havbugt og bjergkæden Sierra Madre Occidental, mindst 480 km fra grænsen til USA. Sinaloa er et fattigt landbrugsområde, som lå ideelt for den hemmelige handel, der forsynede det nordamerikanske marked. I begyndelsen begrænsede de handlendes aktiviteter sig stort set til at dyrke marihuana i bjergene eller købe det fra andre, der dyrkede det langs Stillehavskysten, og derpå smugle det ind i USA med pæn fortjeneste. I årtier var det en forretning med forholdsmæssig lille risiko og et beskedent omfang, og volden holdt sig inden for narkoens verden.

I 1970’erne foretog den mexicanske stat i samarbejde med USA

en række aktioner mod de handlende fra Sinaloa. En række af narkoens “fodsoldater” – som de var begyndt at blive omtalt – blev sat i fængsel eller dræbt, men de fleste af lederne slap ud af Sinaloa og flyttede forretningen til nabostaterne eller de større byer langs grænsen mellem USA og Mexico. For hvert nyt militært fremstød forsvandt de handlende ind i nye områder og blev stærkere. Jo mere der stod på spil, desto flere handlende kom der til med flere våben, og i hver ny by og region bestak de nye politikere og politifolk.

Det var ikke muligt at standse selve narkohandelen, for den foregik efter en perfekt opskrift: Sælg illegale varer med enorm fortjeneste til forbrugere med penge. Rekruttér først og fremmest arbejdsstyrken blandt unge mænd uden penge eller fremtid, som er desperate efter at se smarte ud, føre sig hårdkogt frem og føle sig magtfulde. I 1980’erne var den nye orden på plads. Narkokartellerne kontrollerede underverdenen og centralt placerede medlemmer af sikkerhedsstyrkerne i byer som Guadalajara, Tijuana og Juárez. Der blev opretholdt en skrøbelig fred, som ikke desto mindre holdt i årevis, fordi narkokartellerne overlod hver enkelt by til en bestemt familie.

I 1990’erne brast den spinkle fred

mellem de familier, der var udvandret fra Sinaloa. De bekæmpede hinanden for at sikre sig kontrol med de vigtigste transitpunkter langs grænsen og begyndte derefter at kæmpe sammen med – og indimellem imod – en nystartet gruppe handlende uden forbindelse til Sinaloa. Det var det selvbestaltede Golf-kartel fra den østmexicanske stat Tamaulipas. En udløber af denne gruppe, kaldet Los Zetas, var en bande forbryderiske militærfolk, der oprindeligt var udlært som elitetropper til bekæmpelse af narkohandel. I september 2006 fik almindelige mexicanere den første anelse om, hvor meget mere brutal narkovolden var ved at blive, da en flok mænd i sort tøj gik ind på et diskotek i staten Michoacán og hældte indholdet af en plasticsæk ud på gulvet. Fem afhuggede hoveder trillede ud.

Den nye tid var kommet, og ved udsigten til så forfærdelig en død henvendte fodsoldaterne i de optrappede narkokampe sig stadig oftere til døden selv for at søge beskyttelse. Det var under de første kampagner mod narko, at myten om Jesús Malverde, den første narkohelgen, spredte sig uden for Sinaloas grænser. Ifølge legenden var Jesús Malverde en lovløs forbryder fra 1800-tallet, som stjal fra de rige og gav til de fattige. Han blev hængt for disse forsyndelser, og derefter udvirkede han mirakler fra sin grav. Kulten blev udbredt i 1970’erne, efter at en tidligere gadehandler, Eligio González, begyndte at tilbede helgenen. Eligio González’ unge, robuste og lidet smilende søn, Jesús, sidder uden for Malverde-helligdommen i Culiacán og fortæller mig historien om miraklet.

Eligio González arbejdede som chauffør, da han i 1976 blev holdt op med kniv, skudt og ladt døende tilbage. Han bad til Jesús Malverde, hvis eneste mindesmærke på det tidspunkt var en dynge sten på det sted, hvor han efter sigende var begravet, og lovede at opføre en rigtig helligdom til ære for ham, hvis bandithelgenen reddede hans liv. Da han overlevede, holdt han ord. Eligio González indså åbenbart, at folk kun ville forstå, hvor vigtig Jesús Malverde var, hvis der var et billede af ham, de kunne ære. Men desværre fandtes der ingen fotos af Malverde – ja, faktisk ingen beviser for, at han overhovedet havde levet. I 1980’erne bad Eligio González så en kunsthåndværker i sit nabolag om at lave en gipsbuste. Han bad kunstneren om at lave busten som en blanding af en berømt filmstjerne fra Sinaloa og en lokal politiker.

Malverde-helligdommen er et hastigt opført tempel i gasbeton lige over for staten Sinaloas regeringskontorer. Helligdommens grønne vægge er både udvendigt og indvendigt dækket af vidnesbyrd skrevet af de troende. Gipsbusten har en glasmontre som helgenskrin og er omgivet af snesevis af blomsterbuketter, hvoraf de fleste er af plastic. På mange af de fotos og indgraverede plaketter, der også er lagt her, ses en cannabisplante eller et “gedehorn”: slang for en AK-47-riffel. Ingen tvivler for alvor på Jesús Malverdes status som narkohelgen. I Sinaloa bliver hele gaden lukket af, når som helst en prominent narkohandler ønsker at tilbede Jesús Malverde i fred og ro. Men som en af fængselsbetjentene i Culiacán-fængslet påpegede, er Jesús Malverde efterhånden så populær blandt alle samfundsgrupper i Sinaloa, at han nærmere er en slags identitetssymbol.

Måske er du interesseret i ...

Læs også