Hvorfor holder muslimer ramadan?

Hvert år holder muslimer i hele verden ramadan, men hvorfor skal man som muslim faste i en hel måned, og hvad siger islam om ramadanen?

Hvad er ramadan?

Ramadan er navnet på den niende måned i den islamiske kalender og betegnelsen for den muslimske fastemåned.

Religionen islam foreskriver, at rettroende muslimer i denne periode ikke må indtage mad eller væske eller være seksuelt aktive fra solopgang til solnedgang. Ordet ramadan er arabisk og betyder egentlig "hed måned" eller "glødende ørkensand".

Når ramadanen ligger netop i den niende måned, skyldes det, at det var i denne måned, at Koranen blev åbenbaret for profeten Muhammed og dermed for menneskeheden.

Islams fem søjler

Ramadanen udgør en af de fem søjler i islam. De består af:

  • 1. At fremsige trosbekendelsen

  • 2. At overholde de fem daglige bønner

  • 3. At betale religiøs afgift

  • 4. At faste

  • 5. At tage på pilgrimsfærd til Mekka mindst en gang i livet.

Ramadanens ophør fejres med en tredages fest, Id al-Fitr.

Ramadanen flytter sig hvert år

Den islamiske kalender følger Månens faser og flytter sig årligt ca. 11 dage i forhold til vores gregorianske kalender. Det betyder samtidig, at datoer for ramadanen flytter sig fra år til år.

Kalenderen tager udgangspunkt i det år, profeten Muhammed udvandrede fra Mekka til Medina, dvs. i 622 e.Kr.

Måske er du interesseret i ...

Læs også