Er det kvaksalveri eller er den god nok?

Da jeg forlader Bajkalområdet, kommer jeg til at tænke på noget, Oleg Dorsjijev har sagt. Inden for shamanistisk tænkning ses universet som et hele – et kæmpe netværk, hvor vi mennesker er forbundet med bjerge og søer såvel som med hinanden og vores forfædre. "For os," sagde han, "er vores guder først og fremmest vores bedstefædre og bedstemødre, og de er vores skytsengle. De er rigtige mennesker. Og vores kærlighed til dem er stærk. Det er børns kærlighed til deres forældre og forældres kærlighed til deres børn og børnebørn. Og denne energi forsvinder aldrig."

6. december 2012

Da jeg forlader Bajkalområdet, kommer jeg til at tænke på noget, Oleg Dorsjijev har sagt. Inden for shamanistisk tænkning ses universet som et hele – et kæmpe netværk, hvor vi mennesker er forbundet med bjerge og søer såvel som med hinanden og vores forfædre.

"For os," sagde han, "er vores guder først og fremmest vores bedstefædre og bedstemødre, og de er vores skytsengle. De er rigtige mennesker. Og vores kærlighed til dem er stærk. Det er børns kærlighed til deres forældre og forældres kærlighed til deres børn og børnebørn. Og denne energi forsvinder aldrig."

Det er en tanke, der griber mig, ligesom jeg er betaget af andre aspekter af shamanismen – den stærke følelse af individualisme, den dybe respekt for naturen og tilknytningen til fortiden. Når shamanisme er værst, er det kvaksalveri og potentielt farligt, som da jeg så en shaman binde en strimmel stof stramt rundt om hovedet på en mand, der muligvis havde fået kraniebrud. Manden vendte det hvide ud af øjnene og skreg, i hvad der lød som uudholdelig smerte. Nogle shamaner hævder, at de kan kurere kræft, hvilket er meget svært at tro på.

Tilhængere sværger på, at den er god nok, og fortæller om mirakelkure og om at få et nyt liv. I 2007 tog forfatteren Rupert Isaacson og hans kone, Kristin, deres femårige søn, Rowan, der er autist, med over til en tsaatan-shaman ved navn Ghoste i Mongoliet. Da jeg for nylig taler med Rupert Isaacson, erkender han, at han ikke kan bevise, at shamanen har hjulpet hans søn – han kan kun påpege de forandringer, der indtraf nærmest med det samme:

"Da vi tog af sted," fortæller han, var Rowan "inkontinent, fik konstant hysteriske anfald og var ude af stand til at forme venskaber. Og da han kom tilbage, var han sluppet af med disse tre funktionsforstyrrelser." Og han får det hele tiden bedre.

Alt i alt er jeg ikke på vej til at konvertere til shamanisme. Men ulveknoglen, jeg fik af Nergui, har jeg nu stadig – for en sikkerheds skyld.

Måske er du interesseret i ...

Læs også