Den Hellige Død

Direktøren for fængselsvæsenet i Mexico City afslår at lukke journalister ind, medmindre de underskriver en erklæring om, at de ikke vil skrive “propaganda” til fordel for La Santa Muerte-kulten. Men på centret for håndhævelse af kriminalitetens juridiske konsekvenser lader fængselsdirektøren mig tale med nogle af de indsatte om deres tro uden at stille betingelser. Nogle fængselsbetjente eskorterer mig forbi en række kontrolposter og gennem korridorer.

7. juli 2010

Direktøren for fængselsvæsenet i Mexico City afslår at lukke journalister ind, medmindre de underskriver en erklæring om, at de ikke vil skrive “propaganda” til fordel for La Santa Muerte-kulten. Men på centret for håndhævelse af kriminalitetens juridiske konsekvenser lader fængselsdirektøren mig tale med nogle af de indsatte om deres tro uden at stille betingelser. Nogle fængselsbetjente eskorterer mig forbi en række kontrolposter og gennem korridorer. Forbløffet ender jeg ved en lang gang i det fri, hvor der på væggen til venstre er malet muntre tegneseriefigurer som Snehvide og Svampebob Firkant. En af vagterne forklarer, at de er blevet malet på opfordring af de indsatte, for at børnene skal blive knap så skrækslagne, når de kommer for at besøge deres fædre i ferierne.

Over for tegneserievæggen er der et højt ståltrådshegn og bag det en samling hangarlignende bygninger, som er omgivet af græsplæner og endda nogle få træer. Det er her, Antonio, der er anklaget for kidnapning, skriver sine corridos, dvs. sange om forbrydere – et par af dem er endda blevet indspillet. Det er også her, den morddømte El Niño stikker nåle i sort fløjl og vikler farvet tråd omkring dem i komplekse mønstre for at indramme udklip af Vor Frue af Guadalupe, Kristus og La Santa Muerte. Første gang, han hørte om Den Hellige Død, var i fjernsynet. Det virker måske som en usædvanlig kilde til en spirituel åbenbaring, men det var den vej, der lå åben for ham bag indhegningen. Nu er der intet, der kan rokke ham i troen på sin nye beskytter.

Vi taler sammen i skyggen af et løvtræ i fængselsgården, hvor flere af os sidder omkring et vaklevornt bord, som et par af de indsatte har hentet ud og omhyggeligt gnubbet rent. En sværm af andre indsatte, som først havde dannet en truende cirkel om os, står stille og nikker samtykkende, da Antonio forklarer, hvad det er, der gør La Santa Muerte så vældig tiltrækkende:

“La Muerte er altid hos én – selv hvis det kun er et lille frimærkebillede, man sætter op over sin seng, ved man, at hun ikke går nogen steder, at hun aldrig forlader én.”

El Niños bedstemor har sagt, at hvis han nogensinde kommer ud af fængslet, vil hun ikke se ham, og hun vil heller ikke have, at hans datter nogensinde skal se ham igen. Men i modsætning til familien har La Muerte brug for ham:

“Hvis man lover hende en hvid blomst, og man ikke giver hende den, føler man sig skidt tilpas. Hun græder, og så føler man sig skidt tilpas.” Derfor holder han, hvad han lover hende.

Klokken nærmer sig 12, og temperaturen stiger hurtigt. Mændende skubber lidt til hinanden, og en af dem går hen for at hente vand i en revnet plasticdunk, som han hælder op til deres usædvanlige gæst i en uventet høflig gestus. Jeg spørger til de rygter, der går, om at ritualerne til ære for La Santa Muerte – Santísima, Den Lille Benede, Det Hvide Barn – kræver menneskeblod eller endda menneskeofring. Det har en indsat i et andet fængsel, hvor forholdene var langt værre, fortalt mig var sandt.

El Niño og Antonio siger blot, at La Santa Muerte opfylder ens bønner – men kun mod betaling, og betalingen skal stå i forhold til størrelsen af det mirakel, man beder om. Straffen for ikke at betale det tilbage, man skylder hende, er forfærdelig.

Jeg har talt med mændene en rum tid, og selv om temperaturen må få deres celler til at virke som brændeovne, er der noget ved fængslets åbenhed, græsset, træerne og selv den kammeratlige måde, de indsatte behandler den enlige vagthavende betjent på, som får mig til at synes, at det nærmest er et rart sted at være. (“Han tilbringer 12 timer om dagen her,” siger Antonio. “Han er i fængsel lige så meget, som vi er”).

Mændene begynder at slappe af, og den høflighed, de behandler mig med, gør, at jeg kan forestille mig, at de ikke har begået forfærdelige forbrydelser, og at deres tro på La Santa Muerte alene er et spørgsmål om valg og ikke affødt af et desperat behov. Så spørger jeg El Niño, om han tror, at det vil være muligt for ham at leve et normalt liv, når han kommer ud. Hans ansigt fortrækker sig i et bittert smil.

“Efter alt, hvad jeg har gjort?” siger han. “Der vil være folk, der venter på at tage livet af mig, i samme øjeblik jeg går ud af porten.”

Vi giver hånd til afsked, og El Niño og Antonio takker mig for at have hørt på dem. Jeg vender tilbage til det andet Mexico, hvor det også kræver en god portion tro at nære noget håb.

Måske er du interesseret i ...

Læs også