Når døden ikke betyder farvel

I et afsides hjørne af Indonesien forbliver de afdøde – og deres lig – en del af familien.

13. april 2016 af Amanda Bennett // Foto: Brian Lehmann

En aften trækker Elisabeth Rante et gyldent forhæng til side i døråbningen, og vi smutter ind. Hun taler til sin mand. “Papa … Papa,” hvisker hun. “Vi har en gæst langvejsfra.”

Bag os kommer den næstældste søn, Jamie, ind med en bakke og går stille ind i værelset. “Her er dine ris, Papa. Her er din fisk. Her er chilierne,” siger han.

Mens vi stille trækker os baglæns ud af rummet, siger Elisabeth med dæmpet stemme: “Vågn op, Papa. Det er tid til aftensmad.” Jeg venter et øjeblik, mens den ældste søn, Yokke, forklarer: “Hun tager et billede af dig, Papa.”

Et rørende familieoptrin. Et scenarie, der kunne udspille sig et hvilket som helst sted på Jorden. Bortset fra en ting. Elisabeths mand, en tidligere kontoransat på byens vielseskontor, har været død i næsten to uger.

Her i dette nydelige, ferskenfarvede betonhus, der tilhører en anset og velstående familie, ligger Petrus Sampe ubevægelig i en træseng med et rødmønstret tæppe trukket op under hagen.

Artiklen optræder i det nyeste nummer af National Geographic (Nr. 4, 2016). Du kan læse resten af reportagen her:

Måske er du interesseret i ...

Læs også