Kinas rastløse sjæle

I Kina er fortidens menneskeofringer erstattet af moderne ceremonier, men de døde stiller stadig krav til de levende.

15. februar 2010 af Peter Hessler

I Shuiquan gou taler folk sjældent om de døde, og de vil helst ikke mindes fortiden.

“Dette sted var altid så fattigt,” siger landsbyboerne, når jeg spørger dem om gamle dage, og så bliver de tavse. De har blot nogle få gamle fotografier og en håndfuld skriftlige optegnelser. Shuiquan Gou ligger tæt ved Den Kinesiske Mur, men selv de imponerende ruiner vækker ikke den store interesse. I 2001 lejede jeg et hus i landsbyen, til dels fordi jeg var interesseret i egnens historie, men jeg fandt snart ud af, at glimtene af fortiden var både flygtige og få. Som de fleste kinesere i dag fokuserer beboerne på mulighederne her og nu: de stigende priser på de lokale afgrøder og byggeboomet, der skaber nye job i Beijing mindre end to timer derfra.

Der er kun en enkelt dag om året, hvor de kaster blikket tilbage: under Qingming-festivalen i april. Det kinesiske navn kan oversættes til “dagen med skinnende klarhed”, og i over tusind år er denne dag blevet højtideligholdt i forskellige regionale varianter over hele Kina. Men dyrkelsen af forfædrene går endnu længere tilbage. For over 5000 år siden ærede de nordkinesiske kulturer de døde i nogle nøje fastlagte ceremonier. Ekkoet af disse traditioner findes stadig i dag, så da højtiden oprandt i mit første år i landsbyen, fulgtes jeg med naboerne på deres rituelle udflugt til gravpladsen.

Det var kun mænd, der måtte deltage. De hed alle sammen Wei, og en halv snes medlemmer af denne udvidede klan drog af sted før daggry for at vandre op ad det stejle bjerg bag landsbyen. De havde simpelt arbejdstøj på og bar flade fletkurve og skovle over skulderen. De småsnakkede ikke og standsede heller ikke for at holde hvil. Der var samme målbevidste stemning over dem som i et arbejdssjak – med værktøjet klar travede de forbi abrikostræerne, hvor de nye knopper glitrede som stjerner i morgengryets svage lys. Efter 20 minutter nåede vi frem til byens gravplads. Den lå højt oppe på bjerget, hvor der var anbragt nogle enkle jordhøje i nydelige rækker. Hver række repræsenterede en bestemt generation, og mændene startede med at vedligeholde gravene i forreste række – de senest afdøde fædre og mødre, onkler og tanter. De lugede højene og smed frisk jord ovenpå. De lagde særlige gaver på dem såsom flasker med alkohol eller cigaretpakker. Og de brændte gravpenge af papir til at bruge i det hinsides. Pengene bar et vandmærke med teksten “Himmelbanken A/S”.

Måske er du interesseret i ...

Læs også