Hvem opfandt surfing?

De første surfere var allerede begyndt at ride på bølgerne, da europæere i 1200-tallet drog på korstog til det hellige land.

2. juli 2015 af National Geographic Danmark

Hawaiis surfere var de første

Surfing-traditionen går tilbage til de allerførste hawaiianere, som menes at være kommet sejlende til Hawaii fra Marquesas-øerne i dobbeltskrogede kanoer omkring 700 e.Kr. 500 år senere fulgte lignende søfarende efter fra Tahiti. Nybyggerne havde formentlig allerede et vist, om end beskedent kendskab til surfing, men i deres nye hjemland udviklede sporten sig til en vigtig del af kulturen og blev dyrket af høj og lav af begge køn.

Gode bølger lagde byer øde

Der var surf-templer, surf-guddomme og surf-konkurrencer, hvor de mange tilskuere spillede om udfaldet. De kongelige brugte store olo-brætter udskåret af de hawaiianske træsorter wiliwili eller koa, mens undersåtterne typisk surfede på kortere, tyndere alaia-brætter. En periode med god bølgeaktivitet kunne lægge en landsby øde i flere dage.

Missionærernes indtog

Den britiske opdagelsesrejsende James Cook var den første europæer, der nåede til Hawaii i 1778. I hans kølvand fulgte missionærer fra New England, som tit har fået skyld for at lægge en dæmper på den sport, som de indfødte kaldte he’e nalu. Missionærernes vigtigste indvending mod surfing var tilsyneladende, at de lokale foretrak at surfe uden tøj på. Men langt værre for surf-traditionen og det hawaiianske samfund i det hele taget var ankomsten af europæiske sygdomme som kopper. I 1898, da USA’s kongres formelt annekterede Hawaii, var det lokale indbyggertal faldet fra 800.000 ved James Cooks ankomst til omkring 40.000.

Kolonitiden

Koloniseringens bitre eftermæle har sat sit mærke på Hawaii. Siden de første hvide kom til øerne i slutningen af 1700-tallet, har deres historie været præget af tab. Mange hawaiianere mistede deres jord, lokale skikke blev undertrykt, selv hula-dansen forsvandt næsten, og det indfødte sprog blev udrenset fra skolerne til fordel for engelsk – omend lokalbefolkningen i praksis talte kreolsk, som er en simpel udgave af engelsk.

Genopblomstring

I dag er surfing en håndgribelig forbindelse til tiden før koloniseringen og hawaiianernes nærmest religiøse tilknytning til havet. Det er også blevet en vigtig del af hawaiianernes skrøbelige kulturelle identitet. Intet under, at surfing er så meget mere end bare en vandsport.

Læs hele artiklen om Hawaiis spirituelle surfer-kultur her.

Måske er du interesseret i ...

Læs også