Har julemanden altid haft rødt tøj på?

Stor, rar, rund og rød. Men har julemanden altid set sådan ud?

14. november 2014 af Hans Henrik Fafner

En lille elveragtig julemand

Julemanden har ikke altid set ud, som han gør i dag. For bare hundrede år siden optrådte han ofte i mørke kåber, og under den amerikanske borgerkrig 1861-65 fremstillede bladet Harper’s Weekly ham om en lille, elveragtig mand.

Julemanden var blå

Den lille mand gik i øvrigt helhjertet ind for nordstaternes krigsindsats mod sydstaterne, og i tidens ånd var han i blå frakke med hvide stjerner samt rød- og hvidstribede bukser.

Lige siden oldkirkelig tid har den blå farve symboliseret håb. Derfor var historiens julemænd i vid udstrækning mørkeblå, hvilket også er farven, som den russiske Bedstefar Frost foretrak.

Coca Colas julemand

Den røde dragt kom for alvor ind i billedet i USA i begyndelsen af det 20. århundrede. Her dukkede Santa Claus op i rød dragt med hvide pelskanter, og denne farvekombination var tydeligvis medvirkende til, at Coca Cola i 1931 tog Santa ind i sin reklamekampagne.

Kampagnen skulle ændre amerikanske forbrugeres opfattelse af, at Coca Cola kun var en drik til varme sommerdage. Tegneren Haddon Sundblom blev ansat til at fremstille firmaets Santa Claus, og han gjorde det så godt, at han ikke bare forvandlede Coca Cola til en helårsdrik, men han cementerede også opfattelsen af, hvordan den moderne julemand skulle se ud.

Måske er du interesseret i ...

Læs også