Det rejsende folk

I flere dage har jeg spurgt lohar-folket, hvornår de vil rejse videre, og hver gang er svaret det samme: i morgen. Og så endelig sker det. En morgen, når jeg dukker op i lejren, er de i gang med at læsse deres kærrer. Værktøjet er pakket ned i forskellige rum, studene er med stort besvær spændt for, og sengetøjet er foldet sammen og bragt om bord sammen med feltsenge, sodede gryder og familiemedlemmer, der er for små eller for syge til at gå. Til sidst sætter den lasede karavane sig i bevægelse. De jernbeslåede hjul skramler mod vejbelægningen.

4. februar 2010

I flere dage har jeg spurgt lohar-folket, hvornår de vil rejse videre, og hver gang er svaret det samme: i morgen. Og så endelig sker det. En morgen, når jeg dukker op i lejren, er de i gang med at læsse deres kærrer. Værktøjet er pakket ned i forskellige rum, studene er med stort besvær spændt for, og sengetøjet er foldet sammen og bragt om bord sammen med feltsenge, sodede gryder og familiemedlemmer, der er for små eller for syge til at gå. Til sidst sætter den lasede karavane sig i bevægelse. De jernbeslåede hjul skramler mod vejbelægningen. Den modgående trafik, som hovedsageligt består af motorcykler og hjemmelavede dieselkøretøjer kaldet jugards, giver plads for lohar-folket, der bevæger sig ned ad den smalle vej forbi sennepsmarker og bølgende vinterhvede.

Det er svært ikke at lade sig fortrylle af det romantiske sceneri. En fortabt stamme, som dog er i bevægelse. Hvis man ser bort fra de hostende, indiskproducerede Hondaer og de orange og hvide antennemaster, er det svært at kende forskel på lohar-folket og de stolte rajput-håndværkere, som flygtede fra Chittaurgarh for næsten 500 år siden. Hvad måtte disse middelalderligt udseende folk give afkald på, hvis de holdt op med at vandre og i stedet bevægede sig ind i samfundets hovedstrøm? Formentlig alt, når man taler om deres kultur og traditioner.

Det forekommer at være en høj pris at betale. De lohar-folk, jeg møder, holder fast i deres nomadeidentitet. Men de fleste siger, at de bor i deres kærrer, fordi de ikke har noget andet valg.

“Jeg bliver verdens lykkeligste mand, hvis jeg får noget jord og et hus,” siger Lallu en aften. Også Kanya længes inderligt efter bekvemmelighederne i et rigtigt hjem. Sådan noget har hun aldrig kendt til. Deres dybe længsel er ikke svær at forstå. Selv i dette landområde i Rajasthan er der tegn på Indiens hurtige økonomiske forvandling i form af de mobiltelefoner, som mange af lohar-folkets kunder går rundt med (men ikke lohar-folket selv), og parabolantennerne, der skyder op på de større landejendomme. Det forekommer naturligt, at de ønsker at få del i den nye velstand. Derudover er de blevet mere bevidste. I lighed med andre nomadefolk i det nordlige Rajasthan er lohar-folket af lokale jordrettighedsaktivister blevet opfordret til at søge de lokale myndigheder om jord og husly. På den måde ville de få tag over hovedet, samtidig med at det indiske bureaukratis behov for en fast adresse ville blive opfyldt. Hvis ikke man har en fast adresse, er det meget vanskeligt at få adgang til velfærdsydelser som f.eks. subsidieret madolie og gratis lægehjælp.

Men indtil nu har anstrengelserne været forgæves. Ifølge myndighederne i en by, hvor lohar-folket har søgt, er der ikke noget jord at give væk, og hvis der var, tvivler de på, at lohar-folket vil have den.“De vil ikke slå sig ned ét sted,” afviser en embedsmand. “De vil leve på landevejen.”

Det samme svar lyder i Thana Ghazi ca. 95 km nordøst for Jaipur, hvor lokale embedsmænd tøvende har skaffet jordparceller til en halv snes lohar-familier lige ved byens mest trafikerede færdselsåre. Grovsmedene bor i etværelses murstenshuse, og deres kærrer og esser står ude foran. Men efter fem år har lohar-folket stadig ikke elektricitet, ligesom en ansøgning om et fælles latrin er blevet afslået.

Pradhan’en, distriktets mest magtfulde, valgte embedsmand, bekræfter, at han har været imod at levere tjenester til kolonien, fordi han er af den opfattelse, at lohar-folket aldrig skulle have haft lov til at slå sig ned på stedet. Det er for tæt på et pigeherberg og et gymnasium, forklarer han, og lohar-folket ville være bedre tjent med et andet område uden for byen. Nogle få dage efter min forespørgsel tropper arbejdere op i kolonien og begynder at trække kabler, så der kan komme elektricitet ind i husene. Der er nogle af byens beboere, som ikke engang forsøger at lægge skjul deres fjendtlighed. Da jeg en eftermiddag forlader kolonien sammen med en velgørenhedsarbejder, er der tre teenage-drenge klædt i slacks og sweatre, der råber efter os fra taget af det nærliggende gymnasium. “Hvad vil I gøre for dem?” skriger en af dem. “De er og bliver nomader.”

Det er i begyndelsen af marts, og forårshøsten nærmer sig for Lallu og Kailashi og deres klan. Hvedemarkerne modnes i solen, der bliver varmere og varmere for hver dag. I deres lejr i den nye landsby søger lohar-folket ly i skyggen fra deres kærrer og køler deres kroppe ned med vandet fra en nærliggende brønd.

Foråret er normalt håbets tid på landet i Rajasthan, men for Kanya er årstiden fyldt med frygt. Hendes forældre har besluttet, at hun efter hindu-helligdagen Akha Teej i april skal tilbage til sin mand og hans familie. “Han er en meget slem dreng,” fortæller hun. Hun siger, at han og hans mor tvang hende til at arbejde hele dagen ved blæsebælgen, og hvis hun protesterede, slog han hende. Kanya er imidlertid godt klar over, at skilsmisse er utænkelig for en kvinde i hendes position. “Jeg kan ikke gøre noget,” siger hun. “Jeg bliver straffet, uanset om jeg bliver her eller tager tilbage. Jeg er i skæbnens vold.”

Kanyas magtesløshed forstærkes af hendes køn, men den findes til en vis grad hos hele lohar-folket, hvis lave sociale status gør dem sårbare over for presset og fordommene i Indiens landdistrikter. En eftermiddag, jeg dukker op i lejren, får jeg at vide, at lohar-folket dagen forinden har haft besøg af medlemmer af Rashtriya Swayamsevak Sangh, eller RSS, Indiens mest centrale hiduistiske nationalistorganisation. Ekstremister fra organisationen havde fået nys om min tilstedeværelse. De antog, at jeg var en kristen missionær, og truede mig med tæsk. Lohar-folket er ganske enkelt skrækslagne og beder mig indtrængende om at rejse.

Til sidst lykkes det mig at overbevise dem om, at mit forehavende er journalistisk og ikke evangelisk. De lokale RSS-medarbejdere undskylder og følger endda med mig til et møde med lohar-folket, der på det tidspunkt er flyttet igen – denne gang til en nedtrampet græsmark i udkanten af en anden landsby. RSS opfordrer lohar-folket til at samarbejde, men mit forhold til de nomadiske grovsmede bliver aldrig det samme igen.

De har været på vagt lige fra starten, og efter balladen med RSS ser de ikke nogen grund til at blive ved med at tolerere mig. “Du giver os en håndfuld mel, og så skriver du rigtigt meget,” siger Kartar og glor olmt på mig. “Nu skal du gå. Vi har fået nok af dig.”

En eftermiddag kører jeg fra Jaipur ud til lohar-folket i et sidste forsøg på forsoning. Desværre er Lallu og Kailashi der ikke til at støtte mig. De er taget med bussen til Jaipur, hvor Kailashi håber at kunne blive behandlet for sin kroniske hoste og feber. De andre vil knap nok tale til mig, og nogle vender ryggen til, når jeg nærmer mig. Jeg forstår hentydningen og går tilbage til min bil. “Kom ikke igen,” råber Kartar.

Inden jeg kører af sted, vender jeg mig om og betragter lohar-folket for en sidste gang. Der er ikke meget gang i deres forretning, og esser- ne er blevet kolde. I morgen, eller måske dagen efter, vil de pakke deres kærrer og tage et nyt sted hen, på samme måde som de har gjort så mange gange før. Men lige nu ser de bare apa-tiske og trætte ud. De ligner en flok rejsende, som er nået til vejs ende.

Måske er du interesseret i ...

Læs også