Judas går op i flammer

Da mørket har sænket sig over Guagüeyvo skærtorsdag aften, begynder folk at samles uden for kirken på den anden side af en braklagt majsmark knap en kilometer fra Lorenas forældres hus. Der lyder stadig trommeslag; de fortsætter med enkelte afbrydelser resten af natten og de næste 51 timer. Jeg har fået semana santa-ritualerne forklaret af antropologer, tarahumaraer i andre lokalsamfund og slægtninge i Fidencias køkken, og der er ikke mange sammenfald i disse forklaringer. Tag f.eks.

29. oktober 2009

Da mørket har sænket sig over Guagüeyvo skærtorsdag aften, begynder folk at samles uden for kirken på den anden side af en braklagt majsmark knap en kilometer fra Lorenas forældres hus. Der lyder stadig trommeslag; de fortsætter med enkelte afbrydelser resten af natten og de næste 51 timer. Jeg har fået semana santa-ritualerne forklaret af antropologer, tarahumaraer i andre lokalsamfund og slægtninge i Fidencias køkken, og der er ikke mange sammenfald i disse forklaringer. Tag f.eks. trommerne: Tre uger inden semana santa begynder de at lyde overalt i Sierra Madre, og en kvinde, der stod på en rarámuri-skole og rørte i en sammenkogt frokostret, fortalte, at slagene skulle hindre Gud i at døse hen, fordi det er på denne tid af året, at Djævelen er tættest på.

Da jeg afprøver denne teori på Fidencia, svarer hun noget i retning af: “Hvor interessant,” og trækker på skuldrene, som om hun tænker: “Lad os nu bare føje chabochien.” Når vi trommer, er det, fordi det er tid til at tromme, siger hun. Farisæerne, som maler sig på kroppen, de udklædte soldater bevæbnet med pyntede træsværd, hytter med Jesusbarnet og Jomfru Maria, der bæres rundt på skuldrene, Judasfiguren i strå – hvis chokerende form leder tankerne over på nylig indtagelse af masser af Viagra – alt sammen er det indslag i semana santa, der gentages overalt i Sierra Madre, og det er en blanding af kristne og hedenske ritualer.

I Guagüeyvo venter jeg, til der ikke er nogen mænd til stede, før jeg diskret forhører mig om Judas’ anatomi, og alle kvinder i lokalet hyler af grin. Men der er ingen, der er helt sikker på forklaringen, og en nonne, der er på besøg, siger, at det nok er meningen, at Judas skal se komisk ud. “Husk, at han er en forræder,” siger nonnen. “Og det er lige før, at han skal dræbes.” Månen er fuld, da Lorena og jeg begiver os hen over majsmarken. Jeg vil gerne virke respektfuld og har skiftet til nederdel og bundet et tørklæde om håret. Lorena, der er iført de fløjlsbukser, hun har haft på hele dagen, kigger bebrejdende på mig. “Du har pyntet dig,” siger hun og sukker. “Nå, jamen okay.”

Hun går tilbage til huset og kommer ud iført nederdel og hovedtørklæde – men tørklædet er foldet som et pandebånd og ikke bundet under hagen. Vi spadserer over til pladsen foran kirken, hvor hendes fætre slår på gedeskindstrommer og danser på række i måneskinnet. Hun sparker til stenene med sine kondisko. “Men jeg tager ikke sandaler på,” siger hun. “Så får jeg for mange sten under fødderne.”

Det er så let at opfatte alt dette på en bestemt måde, kvinden med den blandede arv, der kæmper med sin egen identitet, og så videre. Men Lorenas far er allerede ovre på kirkepladsen, hvor han står med lukkede øjne og spiller på en tarahumara-fløjte af træ, mens mænd med malede ansigter danner en kæde, som langsomt bevæger sig omkring ham. Han er en slank, mørkhudet mand, som, dengang jeg ankom, rakte mig hånden og uden at sige et ord stod lidt og kiggede på mig. “Hvor var du henne, da tvillingetårnene faldt?” spurgte han pludselig. Efter at have hørt mit svar (hjemme i Californien) nikkede han og spurgte, om Osama bin Laden var blevet fundet, og så gav han sig atter til at spille fløjte. Han og hans tvillingbror er med til at lede semana santa-ceremonierne. De hører til i Guagüeyvo. Det gør Lorena ikke, ikke længere, for det, hun ønsker for sig selv og sine tre små sønner, er alt det, den isolerede kløft og den utilstrækkelige grundskole ikke kan give. Efter at hun begyndte at arbejde som sygeplejerske, flyttede hun hjem til byen i fem år, blev udstationeret på den lille lægeklinik, staten har bygget ved siden af Guagüeyvos skole. De tilbød hende at blive, men hun valgte at takke nej.

“Jeg er en indfødt kvinde,” siger Lorena til mig sent om aftenen, da vi sidder oppe og sludrer. Vi tumler med begrebet identitet, hvad det betyder at tilhøre den ene eller den anden kultur, og hvor let det er at forplumre det hele: Hvornår begynder bestræbelserne på at bevare en indfødt kultur at fastlåse den enkelte i en romantisk forestilling om, hvordan den pågældende kultur bør være? Lorena er ikke begejstret for udviklingsplanerne for Kobberkløften. Stuepigejob er ikke lige det, folk her har brug for, siger hun og bliver utilpas, når hun ser de rarámurier, der sælger kunsthåndværk, stå og se højtidelige og kulørte ud, mens turister tager billeder af dem. Og når hun bliver det, er det af fundamentalt usentimentale grunde: De tjener ikke nok på det. De burde kræve mere for deres arbejde, og deres børn burde gå i skole. Og de burde ikke lære deres sønner at drikke.

Der er tændt et enkelt stearinlys i det bageste værelse, som Lorena og jeg deler med to af hendes drenge. Det er over midnat. Vi kan stadig høre trommerne. “Jeg føler mig så rolig, når jeg er her,” hvisker Lorena.

Og så siger hun pludselig: “Jeg har tænkt mig at holde fødselsdagsselskab, når min søn fylder seks. Jeg vil bede mine søstre komme. Jeg vil gerne have dem væk herfra. Om ikke andet så bare for nogle dage. De skal se, hvordan der er inde i byen.” Det er sine to ugifte søstre, hun taler om; de er begge yngre, har begge gået kort tid i skole og bor stadig begge hjemme hos forældrene. Den ældste af dem har allerede tre børn, men børnenes far har en anden familie i Guagüeyvo. “De kunne også blive tosprogede sygeplejersker og arbejde på klinik,” hvisker Lorena. “Der er intet for dem her.”

Judas går op i flammer lørdag morgen. Kar med majsbryg bliver trukket ud i det fri, og ved daggry begynder drikkeriet. Varm pozole, der er en sammenkogt majsret med en slagtet ged og kaniner, bliver øst op fra kæmpemæssige tønder uden for et hus, der ligger lidt længere oppe i kløften end Lorenas forældres.

“I eftermiddag ville jeg ellers gerne have fulgt dig ud ad stierne til huse, du ikke kan se herfra,” siger en af Lorenas fætre høfligt og rækker mig en tallerken pozole og et græskar med majsbryg. “Men jeg har tænkt mig at drikke mig meget fuld.” Så myldrer alle ud på kirkepladsen. Judasfiguren, der har en sort baseballkasket på hovedet, bliver trukket ud på en åben plads, og en håndfuld fulde mænd kaster sig over den, råber, sparker og river og flår i den. Til sidst er der en, der sætter en tændstik til Judas. Da der ikke er andet end aske og forkullet strå tilbage, træder de fulde mænd usikkert og forpustede til side.

“Hvad gør vi nu?” råber en af dem.

Lorena ler og gentager – “Hvad gør vi nu?”

Måske er du interesseret i ...

Læs også