Hjemme hos Fidencia

Det er torsdag i den hellige uge, semana santa, det vil sige dag-ene op til påske, der er tarahumara-årets allerhelligste. Det var jesuiterpræster, der bragte kristendommen til Sierra Tarahumara i 1600-tallet, men de blev smidt ud igen 100 år senere. Da jesuitterne vendte tilbage i 1900, var tarahumara-folkets religiøse praksis blevet en blanding af katolsk liturgi og den ældgamle tro, der nu er fremherskende i store dele af Sierra Madre. Der sker ting og sager i disse kløfter i semana santa, der nok vil skræmme de fleste kristne, der oplever det første gang, som f.eks.

29. oktober 2009

Det er torsdag i den hellige uge, semana santa, det vil sige dag-ene op til påske, der er tarahumara-årets allerhelligste. Det var jesuiterpræster, der bragte kristendommen til Sierra Tarahumara i 1600-tallet, men de blev smidt ud igen 100 år senere. Da jesuitterne vendte tilbage i 1900, var tarahumara-folkets religiøse praksis blevet en blanding af katolsk liturgi og den ældgamle tro, der nu er fremherskende i store dele af Sierra Madre. Der sker ting og sager i disse kløfter i semana santa, der nok vil skræmme de fleste kristne, der oplever det første gang, som f.eks. en henrettelse af en Judasdukke. Farisæerne og de fromme jøder fra bibelsk tid indtager hovedrollerne i et festoptog fyldt med løb, trommen, dans, druk og kampe. Det er et voldsomt syn, hvor mændene undertiden maler ansigt og krop i prikkede mønstre, der lyser hvidt mod huden, og hvert forår lokker de ugelange ceremonier tusindvis af gæster til Sierra. Dog ikke til Guagüeyvo, for det figurerer ikke på noget kort. Det lille samfund består af spredte boliger i et buskbevokset område i klipperne, og ved skumringstide sidder vi bænket om et langt bord i Lorenas families køkken for at spise varme tortillaer.

“Hvordan går dansen?” spørger Lorena.

“Den førende farisæer faldt og brækkede benet,” siger Fidencia.

De taler spansk, hvilket Fidencia lærte i rarámuri-grundskolen, der lå flere timers gang fra den hule, hun er født i. Hun blev gift med Lorenas far, Catarino Olivas Mancinas, der er efterkommer af en minearbejder og ud af en ikke-tarahumara-familie, der har boet i Sierra Madre i mange generationer. Det hus, han bliver ved at bygge til på, er blandt de bedste i Guagüeyvo: Der er ekstra soveværelser med madrasser til de voksne børn og børnebørn, som stadig bor hjemme, foruden betongulve og en veranda møbleret med bagsæder fra gamle biler, der bruges som sofaer. Der er også et lille solpanel, der giver lys til et par summende gule lamper, når mørket falder på. Det er tre år siden, at der omsider blev anlagt en grusvej til Guagüeyvo, der lige akkurat er bred nok til også at levne plads til nogle elmaster, men masterne er ikke i drift endnu. Fidencia har fået at vide, at der snart vil komme elektricitet. Når der gør det, vil Lorena komme med et køleskab til hende. Det er noget, der giver stof til eftertanke, dette køleskab. Det er Lorenas, og indtil videre står det i hendes køkken i San Rafael, hvor der er enkelte asfalterede gader og de fleste af husene har indlagt elektricitet og toilet med træk og slip. Det er et år siden, Lorena og Fidencia sidst har set hinanden, og selv om genforeningen var reserveret – Fidencia var uden ynde slentret hen til datteren, havde nikket og taget imod et let knus – holder hun sig nu tæt op ad Lorena, mens de laver mad.

Den majs, der er brugt til tortillaerne, er fra sidste års høst. Om morgenen har Fidencia samlet tørrede blå majskerner, udblødt dem i vand fra den udendørs vandtank, kørt dem igennem håndkværnen ude på verandaen og malet smuldet til mel på en kværnsten, samme slags, som hendes bedstemor og tiptipoldemor brugte. Derefter gik hun ud for at hente en favnfuld brænde og tænde op i jernkomfuret.

Tortillaerne er tykke og smager pragtfuldt. Samme morgen har Fidencia hugget hovedet af en kylling og smidt den i gryden, hvorfra der nu breder sig en duft af simrende caldo, kød- og grønsagssuppe. Hun er klædt i rosablomstret nederdel, sweatshirt i klar blå og har et tørklæde bundet under hagen. Hendes arme ser ud til at være lige så stærke som en vægtløfters. Jeg spørger Fidencia, hvordan hun ville reagere, hvis hun fik alle de moderne chabochi-ting ind i sit hjem, og et øjeblik tager hun øjnene fra sin datter for at kigge undersøgende på mig, alvorligt, men venligt, som om hun forsøger at finde ud af, om jeg virkelig er så dum, som jeg lyder.

“Det ville være vældig godt,” siger hun.

Jeg skæver til Lorena, og ser, at hun forsøger at lade være med at le.

Måske er du interesseret i ...

Læs også