Pompejis ofre døde pludseligt

En gruppe italienske forskere siger nu, at ofrene for Vesuvs udbrud modsat den almindeligt udbredte antagelse ikke døde en langvarig og smertefuld kvælningsdød. De brændte ihjel på et øjeblik.

17. juni 2010 af Stefania Martorelli

Millioner af turister og besøgende, der hvert år strømmer til Pompeji, krymper sig uvilkårligt ved synet: Afstøbningerne af de mennesker, der døde ved Vesuvs udbrud i 79 f.Kr., er det mest menneskelige udtryk for og håndgribelige bevis på en oldtidstragedie.

Hidtil har folk troet, at Pompejis afstøbninger var beviser på menneskers smertefulde kvælningsdød. Nu ved vi imidlertid, at de døde på en helt anden måde: de brændte ihjel på et øjeblik.

En ny undersøgelse af Giuseppe Mastrolorenzo og Lucia Pappalardo, der er forskere ved Vesuvs observatorium (Osservatorio Vesuviano-INGV), og Pierpaolo Petrone og Fabio Guarino, der er biologer ved universitetet i Napoli, afslører for første gang, hvilke virkninger vulkanskyen havde på folk i Pompeji og andre nærliggende steder i Vesuv-området under udbruddet i 79 f.Kr.

Undersøgelsen bygger på tværgående forskning og studier af vulkanske lag, askestruktur og ofrenes dna kombineret med computersimuleringer af udbruddet.

Opdagelsen

“I modsætning til hvad forskere har troet indtil i dag, og hvad utallige nyhedshistorier har viderebragt, og millioner af turister på besøg ved afstøbningerne i Pompeji har fået fortalt, døde ofrene ikke en langvarig og smertefuld kvælningsdød. De døde derimod pludseligt, fordi de blev udsat for meget høje temperaturer på 300 til 600 ?C,” forklarer vulkanolog Giuseppe Mastrolorenzo, der er en af forfatterne til undersøgelsen.

“Nye vidnesbyrd om de termiske og mekaniske virkninger af udbruddet i 79 f.Kr. understreger, at farerne ved et eventuelt fremtidigt Vesuv-udbrud kan være meget større end anslået af forskere og redningsfolk. Derfor er det nødvendigt med hurtige og drastiske ændringer af nødplanen for et Vesuv-udbrud.”

En ny undersøgelse

“Vi begyndte med at undersøge askelagene i forskellige dele af Vesuv-området,” siger Giuseppe Mastrolorenzo. ”På den baggrund kunne vi udlede nogle oplysninger: højden og hastigheden af den sky, der opstod, da den pyroklastiske røgfane eller søjle, som vi i forvejen ved, var 30 km høj, kollapsede. Beregningen af hastigheden og højden gjorde, at vi kunne bestemme skyens tykkelse og tæthed og den tid, det tog den at passere hen over Pompeji: lidt over et minut.”

Beviser fra ofrene

“Så spurgte vi os selv, hvilke virkninger skyen havde på mennesker,” siger Giuseppe Mastrolorenzo, ”og vi nåede til den konklusion, at de mekaniske påvirkninger var begrænsede: Skyen var ikke særligt tyk. Derefter besluttede vi at analysere resterne af ofrene.”

“Det var tydeligt, at afstøbningerne af ligene viste en “øjeblikkelig dødsstivhed”, en stilling, der er typisk ved pludselig død. Vi analyserede knogleresterne og udførte dna-analyser og fandt tegn på forandringer, der skyldtes udsættelse for høje temperaturer,” tilføjer Giuseppe Mastrolorenzo.

“I laboratoriet lavede vi forsøg med knoglestumper: Vi udsatte dem for stigende temperaturer og iagttog forandringerne, mens varmen steg; så sammenlignede vi disse knoglestumper med resterne af ofrene fra Pompeji. På det tidspunkt blev det helt tydeligt for os, at resterne af ofrene havde været udsat for omkring 300 ?C. I Herculaneum nåede temperaturerne op på 600 ?C.”

“Den tid, det tog skyen at passere (mellem et og to minutter), var heller ikke lang nok til at fremkalde en kvælningsdød,” siger vulkanologen. “Det tager længere tid at blive kvalt ihjel. Ofrenes stillinger, som man mente, var bevis på langvarig smerte, er i stedet beviset på en øjeblikkelig død på grund af ekstremt høj temperatur.”

Undersøgelsen, som har titlen Lethal Thermal Impact at Periphery of Pyroclastic Surges: Evidences at Pompeii, bliver offentliggjort af det videnskabelige webmedie PLoS ONE.

Måske er du interesseret i ...

Læs også