Patagoniens urkraft

Det sydlige Chile er med sine gletsjerskabte tinder og fjorde stadig et af de mest uberørte naturområder på Jorden. Men hvor længe?

I 1925 slog en energisk nordmand ved navn Samsing sig ned i bunden af en afsidesliggende fjord i det sydlige Chile. Han sendte sine får på græs i den grønne dal, men efter et år blev han bogstaveligt talt jaget fra hus og hjem af en fremrykkende gletsjer.På det sted, hvor hans kvægfarm lå, er der nu en smeltevandssø med isbjerge. Gletsjeren, som i dag kaldes Pío XI, kapitulerede for en tid, men fortsatte så sit fremstød. I dag er den godt i gang med at rive en hel skov op med rode. Guaitecas-cypresserne, hvoraf nogle er flere hundrede år gamle, ser ud, som om de er standset op midt i faldet. Rødder stritter frem, trækroner er brækket af, og stammer står på kryds og tværs. Kæmpestore isblokke er presset ind under mos og kødædende soldug.

Det område, som Pío XI skubber til side, er magellansk regnskov. Altså ikke mørk regnskov med et tæt løvtag som i troperne, men den type sammenfiltrede, vindblæste, bonsaiagtige træer, man ser ved bjergenes trægrænse. Og det er der ikke noget at sige til. Fjordene og øerne i Patagonien er nemlig de første, der får de vestenvinde, som brøler hen over de sydlige havstrøg, at føle. På disse breddegrader kan vinden blæse med næsten konstant vildskab, og der falder regn og sne hele året rundt.

Der findes ingen steder på Jorden, der er helt i ro. Kun tiden skaber en illusion om stilstand. Men hvis man er heldig, kan man indimellem støde på et sted, hvor tiden synes komprimeret, og hvor man helt ind til benet kan fornemme, hvor bevægelig selv geologien i virkeligheden er.

Chiles gletsjermejslede kyst er sådan et sted. Her forekommer Jordens energi næsten håndgribelig. Tektoniske plader spredes og dykker ned under kontinentets kant, så Andesbjergene løftes, og der opstår en geologisk ustabil zone. Fra indlandsisen synker gletsjere som Pío XI hastigt ned mod havet. Ude på vandet er opstigningen af næringsrigt vand i Humboldtstrømmen en uudtømmelig kilde til liv. Kystlinjen, som deles op af en sand labyrint af vandveje, strækker sig over 90.000 km. Dette Patagonien er helt anderledes end det land-område, navnet normalt forbindes med: et sted med vidstrakte græssletter. Dette Patagonien tilhører havet og isen.

Midt i den vilde natur ligger nationalparken Bernardo O’Higgins. Parken er mere end 350 km lang, og den omfatter bl.a. Patagoniens sydlige indlandsis, der sammen med sit nordlige modstykke er et af de største områder med gletsjeris uden for Arktis og Antarktis.Man kan kun komme til Bernardo O’Higgins med skib, og ruten går gennem en labyrint af dybe fjorde, som til sidst fører frem til Pío XI’s tunge. Dér er luften mættet med gletsjertorden: knagende, rungende hilsner dybt inde fra iskappen og de dybere, mere dumpe lyde, som fremkommer, når isbjerge brækker af gletsjeren. Eksplosionerne ender i hvæset fra nye vandfald og faldende splinter af is.

På den flossede grænse, hvor gletsjeren og regnskoven mødes, fylder Pío XI himmelrummet ud. Et bjerg af is, der rejser sig mod middagssolen. Set helt tæt på er gletsjeren det ene øjeblik næsten ravnsort, det næste grå som en stormsvale. På lidt længere afstand og højere oppe bliver isen hvid og derefter alverdens afskygninger af blå. I dette fjerntliggende og ekstreme landskab bliver vor tids historie fortalt på ny. Her kan man se, hvor finmasket vores nye verden i virkeligheden er. Men hvor isoleret Patagonien end måtte være, står området alligevel over for bratte forandringer. På landjorden ser de få gårde ud, som om de hører hjemme i det 19. århundrede. Men der er planer om at bygge dæmninger over de uberørte floder nord for Bernardo O’Higgins, ligesom laksefarmene støt og roligt bevæger sig sydpå. Det skaber økonomiske muligheder, men er også en miljømæssig plage.

På opfordring af miljøforkæmpere har Chile overvejet at udlægge landets indlandsis og de fleste af de fredede områder langs sydkysten som et kæmpemæssigt nyt UNESCO-verdensarvsområde. Det drejer sig alt i alt om et område på flere millioner hektar. Men i slutningen af 2009 var regeringen på vej til at bakke ud af den ambitiøse plan til fordel for et mere beskedent forslag. I den uberørte sydlige del af landet har Chile imidlertid stadig muligheden for at bevare store naturområder, der endnu knap nok er udforsket, men som ikke desto mindre er truet af potentielt ødelæggende forandringer.

På et kort ligner det uendelige antal øer i de chilenske fjorde småsten, som er trillet ned fra Andesbjergene. De vigtigste vandveje blev på et tidligt tidspunkt kortlagt i forbindelse med jagten på en nogenlunde farbar sejlrute rundt om Kap Horn. Den spanske opdagelsesrejsende Pedro Sarmiento de Gamboa arbejdede sig ind i farvandene allerede i 1579. Den britiske søfarende John Byron forliste i 1741 ud for en ø, som i dag bærer navnet på hans skib. Og den britiske naturforsker Charles Darwin har været her med sit skib, H.M.S. Beagle.

Og dog kan det overraske, hvor megen basal udforskning der først har fundet sted for relativt nylig. De engelske stednavne, som ligger spredt ud over landkortet, stammer fra en britisk opmålingsekspedition i 1830. Men Pío XI, der er opkaldt efter pave Pius XI, fik sit navn af den italienske missionær og opdagelsesrejsende fader Alberto de Agostini, som i 1931 var den første, der krydsede den sydlige indlandsis. Byen Cochrane, som ligger lige på grænsen til det foreslåede UNESCO-verdensarvsområde og er midtpunkt for kontroversiel vandkraftudvikling, blev grundlagt i 1954, men først i 1988 blev det muligt at køre dertil ad en grusvej. Da de første kort over Patagonien baseret på opmåling fra luften blev offentliggjort i 1954, omtalte en forsker dem som “den største kort-revidering af Jordens geografi, der er foretaget i nyere tid”.

Måske er du interesseret i ...

Læs også