Hvorfor er der en ø, der hedder Kaffeklubben?

Der findes en ø i det nordlige Grønland, som hedder Kaffeklubben. Hvorfor hedder øen det?

Kaffeklubben Ø (grønlandsk: Inuit Qegertaat) er en lille ø, der ligger ud for nordkysten af Peary Land i Nordgrønland.

Øen er verdens nordligste landområde, hvis man ikke lige regner en mindre sandbanke med ved navn Oodaaq Ø, der ligger lidt nordligere.

Kaffeklubben Ø blev formentlig opdaget i 1900 af den amerikanske polarforsker Robert Peary, men den første til at gå i land på øen var den danske geolog og polarforsker Lauge Koch. I 1920-23 stod han i spidsen for "Jubilæumsekspeditionen", som skulle fejre Hans Egedes ankomst til Grønland i 1721, og han valgte at opkalde øen efter en kaffeklub på Mineralogisk Museum i København.

Af andre navne med historie i området kan nævnes Independence Fjord, som hedder sådan, fordi Robert Peary så den første gang på USA’s uafhængighedsdag, 4. juli, 1892.

Kap Morris Jessup på nordspidsen af Peary Land er opkaldt efter en amerikansk bankmand, der ydede støtte til polarekspeditioner, og en gammel tradition for at opkalde områder efter kongelige betyder, at Grønland blandt andet har lokaliteter ved navn Kronprins Christian Land, Kong Frederik VIII Land og Dronning Louise Land.

Måske er du interesseret i ...

Læs også