Frem- eller tilbageskridt?

Valget af Sierra Madre som det strategiske tilflugtssted fra spanierne for flere århundreder siden er både en gave og en klods om benet på tarahumara-folket i dag. Deres forfædre var hverken kujoner eller pacifister. Kolonisatorerne udnyttede tarahumaraer til tvangsarbejde, blandt andet i miner, og samtidig forsøgte de at tvinge tarahumaraer til at leve i landsbyer efter europæisk forbillede. Historien beretter om voldelige oprør blandt tarahumaraer. Tarahumara-folket overlevede hovedsageligt på grund af det, en Sierrapræst kalder særlig gode undvigelsesmanøvrer.

29. oktober 2009

Valget af Sierra Madre som det strategiske tilflugtssted fra spanierne for flere århundreder siden er både en gave og en klods om benet på tarahumara-folket i dag. Deres forfædre var hverken kujoner eller pacifister. Kolonisatorerne udnyttede tarahumaraer til tvangsarbejde, blandt andet i miner, og samtidig forsøgte de at tvinge tarahumaraer til at leve i landsbyer efter europæisk forbillede. Historien beretter om voldelige oprør blandt tarahumaraer. Tarahumara-folket overlevede hovedsageligt på grund af det, en Sierrapræst kalder særlig gode undvigelsesmanøvrer.

Den geografi, der gjorde tarahumara-folkets territorium så utilgængeligt for erobrere, virkede imidlertid som en magnet på en hel stribe af udbyttere. Tinder og kløfter indeholdt sølv og andre mineraler, der allerede i det 17. århundrede lokkede minefolk til. Skovene tiltrak skovhuggere, der fældede træerne og med tiden fik anlagt en jernbane til at transportere byttet væk. Anlæggelsen tog knap 80 år, og den færdige bane bugter sig igennem Sierra Madre over høje broer og igennem adskillige tunneler. I dag køres kævlerne væk på lastvogne, og det vigtigste af de tog, der nu kører på Sierrabanen, hedder Chihuahua Pacífico eller i daglig tale Chepe, og dets hovedopgave er at fragte turister.

Tarahumaraer og andre lokale kører på anden klasse, når de tager Chepe til byerne eller de sæsonbestemte frugtplukningsjob på den anden side af bjergene. Men det er mexicanere og udlændinge, der gør, at Chepe giver overskud.

Videnskabsfolk, der studerer tarahumara-folket, hævder, at deres kultur er bemærkelsesværdig i kraft af sin sejlivethed. I århundreder er det lykkedes dem at undgå den ene form for chabochi-indblanding efter den anden, hvilket er grunden til, at deres sprog stadig er lige livskraftigt, deres tro lige intens og til, at så mange kvinder stadig går traditionelt klædt.

I en rarámuri-enklave i byen Chihuahua bliver der afholdt et af de mange gadeløb, som tarahumara-folket er kendt for.

Når tarahumara-folket løber, foregår det som regel i en traditionel form for rarámuri-kappestrid, hvor folk samles for at vædde om udfaldet og sætter kvæg eller andre ejendele på højkant. Mændene løber barfodede eller iført sandaler i krævende løb ad stierne, samtidig med at de sparker til en trækugle på størrelse med en tennisbold. Når kvinderne løber, kaster de en ring og griber den i farten med en lang kæp. Piger og de unge kvinder spæner igennem Chihuahuas gader med sandalerne klaprende over fortovet, mens skørterne flagrer om deres lægge.

I de små lejligheder i rarámuri-enklaverne bor lærere og tømrere, ældre, der leder lokalsamfundet, og universitetsstuderende, der læser til antropologer eller ingeniører. Men alle ved, at der også bor narkoarbejdere og unge, som sniffer lim. Her er også fyldt med tiggere, teenagemødre og folk med diabetes, der følger i kølvandet på overvægt fremkaldt af junkfood og forhøjet blodtryk. Og disse plager hører ikke kun bylivet til. En ung chabochi-læge i Guagüeyvo har hængt et diagram over tilfælde af fejlernæring hos børn under fem år op på klinikkens væg. Alene sidste forår var der 60 tilfælde, fortæller han. Årsagen til fejlernæringen er en kombination af fattigdom, fejlslagen høst og alkoholiserede forældre, der er så sløvet af majsbryg eller alkohol, at de ikke fatter, at deres børn ikke får nok at spise.

“Tarahumara-folkets liv har ændret sig mere i de sidste 20 år end i de sidste 300 år,” fortæller præsten Pedro Juan de Velasco Rivero fra Creel mig. Han er medlem af en gruppe jesuitter med base i Sierra. De fungerer som omrejsende sjælesørgere og mellemmænd mellem tarahumaraer og chabochier – flere af dem taler flydende rarámuri – og er nu blandt Mexicos hårdeste kritikere af chabochi-kulturens indflydelse på tarahumara-folket. Bortset fra de ansatte på statens turistkontor er det svært at finde nogen i Chihuahua, der går helhjertet ind for udviklingsplanerne for Kobberkløften, eller for det kæmpemæssige stillads i glas og stål, der skal rejses langs randen af kløften. Der er heller ikke mange, der tror på de optimistiske skøn, at kløften vil tiltrække 7,2 millioner besøgende fra USA og endnu 5,5 millioner fra Mexico. Men nogle chabochier og endog enkelte tarahumaraer siger, at regionen godt kunne bruge denne økonomiske saltvandsindsprøjtning i form af turistfaciliteter og en kommerciel lufthavn. Fattigdom er aldrig ædel, understreger en hotelejer fra Creel, heller ikke selv om den bor i prægtige kløfter og er klædt i smukke gevandter.

Men præsternes svar er klart: Et job som stuepige på hoteller med pæne malerier af tarahumaraer på væggene er overhovedet ikke noget fremskridt. “Lad være med at foregive, at det er projekter, der skal hjælpe tarahumaraerne,” siger Pedro Juan de Velasco spidst. “De skal kun trække turister til og øge den private profit. En ‘tarahumara-landsby’ er absurd. En tovbane hen over kløften ville være helligbrøde. Og området her mangler vand; alene ét nyt hotel ville bruge mere vand på en enkelt dag end en tarahumarafamilie på et helt år.”

Måske er du interesseret i ...

Læs også