Vejen til Stillehavet

Det var vigtigt for Thomas Jefferson at etablere et venskabeligt forhold til indianere da han i 1804 sendte en ekspedition mod vest for at finde en rejserute til Stillehavet. I begyndelsen gik det godt...

25. april 2013 af Hans Henrik Fafner

Den amerikanske præsident Thomas Jefferson sendte i 1804 en ekspedition mod vest. Året før havde USA købt det enorme Louisiana-territorium, og under ledelse af kaptajn Meriwether Lewis og sekondløjtnant William Clark skulle en gruppe soldater, der havde meldt sig frivilligt til opgaven, nu finde en rejserute til Stillehavet.

Præsidenten havde indskærpet dem vigtigheden af at etablere et venskabeligt forhold til de lokale indianere. I begyndelsen gik det godt. Oto og Missouri-indianerne modtog dem venligt, og det første møde med Sioux-indianerne gik også godt. Men en anden Sioux-stamme, Tenton, afviste hånligt deres medbragte gaver og krævede mere. Kun med nød og næppe blev krisen afværget.

Rejsen fortsatte, og nu kom de ind i helt ukendt territorium. Lewis havde smilet ad indianernes advarsler om grizzly-bjørne. Han mente ikke, de kunne være nogen trussel for mænd med moderne skydevåben, men han tog fejl. Bjørnene var både farlige og aggressive, og hvis det ikke var nok, blev ekspeditionens deltagere angrebet af enorme myggesværme. En indianerhøvding solgte dem gamle, udtjente heste til vild overpris, da de skulle skaffe transportdyr til at komme over Rocky Mountains. De nåede dog omsider frem til Stillehavet.

Hjemturen gik ad nogenlunde samme rute, og under næsten konstante sammenstød med skiftende indianerstammer. Da Lewis og Meriwether i 1806 – to år og fire måneder efter afrejsen – nåede frem til St. Louis, var alle overraskede over at se dem i live. De havde fundet en rute til Stillehavet, men forholdet til indianerne var ikke blevet bedre.

Det var noget nær et mirakel, at kun et medlem af ekspeditionen mistede livet undervejs, og han døde efter alt at dømme af blindtarmsbetændelse.

Måske er du interesseret i ...

Læs også