Til søs med kaptajn Bligh

Den berømte eventyrer Richard Halliburton forsøgte i 1939, at sejle en kinesisk junke fra Hongkong til San Fransisco, hvor han ville ankomme midt i Verdensudstillingen. Læs mere om, hvordan det gik.

27. marts 2013 af Hans Henrik Fafner

Richard Halliburton var en eventyrer og vovehals. Han havde skaffet sig selv berømmelse ved som den første nogen sinde at svømme hele Panamakanalens længde. Han skrev artikler og bøger om sine rejser, og i 1930ernes krise, hvor folk havde behov for at flygte lidt fra hverdagen, var der godt salg i den slags.

I 1939 besluttede han sig for at sejle en kinesisk junke fra Hongkong til San Fransisco, hvor han ville ankomme midt i Verdensudstillingen. Hans mål var at bevise, at kineserne kunne have krydset Stillehavet længe før Colombus ankom til Amerika.

Skibet var bygget specielt til formålet. Med sine 75 fod var The Sea Dragon større end en almindelig junke, og i bunden lå en kraftig dieselmotor. Halliburton kendte meget lidt til navigation, så han hyrede kaptajn Welch som skipper, han fik fat på en maskinmester samt nogle unge mænd, der i forvejen dyrkede sejlsport. Men allerede under den første prøvesejlads viste junken sig at have nogle alvorlige konstruktionsfejl, og Halliburton indså også, at det hele var dårligt håndværk.

To af de unge sejlere skulle ikke nyde noget. De stod af, men Halliburton nægtede at opgive projektet, og den 3. marts begav han sig ud på den store rejse. Sidst på måneden løb de ind i en tyfon, og så viste problemerne sig. 1900 kilometer vest for Midway blev junken sidst set fra passagerdamperen SS President Coolidge, der selv kæmpede med de tårnhøje bølger, men Halliburton meddelte over radioen, at alt var vel om bord.

The Sea Dragon forsvandt i søerne. Det vides ikke, hvad der skete, men en mulig forklaring er at Welch var en dårlig kaptajn.

"Det var som at sejle med kaptajn Bligh," skrev en af de unge mænd, der var afmønstret i tide.

Måske er du interesseret i ...

Læs også