Rejsen til Timbuktu endte ved et vandhul

Eventyret udviklede sig stille og roligt til et mareridt for den irske opdagelsesrejsende Daniel Houghton, som var en af de første europæere, der rejste igennem Vestafrika.

27. marts 2013 af Hans Henrik Fafner

Daniel Houghton var kommandant på fortet på den lille ø Gorée i indsejlingen til Dakar. Han var god til arabisk og det lokale sprog mandinka, og det var gode kvalifikationer, da englænderne i 1790 satte ham i spidsen for en ekspedition, der skulle sejle op ad Gambia floden. Målet var at nå frem til den sagnomspundne by, Timbuktu.

Ekspeditionen nåede frem til vandfaldene ved Barro Kunda, hvorfra den fortsatte til fods. Og så begyndte det at gå galt. I byen Medina mistede han sine våben og det meste af sit videnskabelige udstyr ved en ildebrand, og han blev senere på rejsen overfaldet af røvere. Men selv om han erfarede, at der var krig mellem to konger længere fremme på ruten, fortsatte han ud i Sahara. På det tidspunkt sendte han sin sidste melding med sendebud, hvorpå ekspeditionen forsvandt sporløst.

Først et par år senere fik man stykket de dramatiske begivenheder sammen. To dagsrejser inde i ørkenen havde Houghton fået mistanke om, at hans hjælpere havde planer om at dræbe ham, så han var vendt tilbage, alene og uden mad eller vand. Han var dog nået frem til et ørkenvandhul ved navn Tarra, men de lokale beduiner havde nægtet at hjælpe ham, hvorpå han døde langsomt af tørst.

Måske er du interesseret i ...

Læs også