På opdagelse i Stargate

Da Brian Kakuk og jeg kommer gennem laget af svovlbrinte og ned i det sorte vand nedenunder, forsvinder kvalmen og hovedpinen hurtigt. Vi dykker ned, indtil vores lygter viser indgangen til Sydpassagen – en 750 m lang tunnel.

22. juli 2010

Da Brian Kakuk og jeg kommer gennem laget af svovlbrinte og ned i det sorte vand nedenunder, forsvinder kvalmen og hovedpinen hurtigt. Vi dykker ned, indtil vores lygter viser indgangen til Sydpassagen – en 750 m lang tunnel.

Stargate består af en godt 100 m dyb skakt med korridorer mod nord og syd. Brian Kakuk har udforsket Nordpassagen omkring 400 m ud fra hovedskakten, og han er nået endnu længere ind i Sydpassagen. Der findes formentlig mere end 1000 blå huller i Bahamas, men færre end 20 % af dem er udforsket, og Brian Kakuk anslår, at tre fjerdedele af dem rummer uopdagede korridorer.

Indgangen til Sydpassagen prydes af nogle imponerende drypstensformationer. De er opstået under istider, hvor vandstanden i havet faldt dramatisk og tørlagde hulerne. For Peter Swart, der er professor i maringeologi og geofysik ved University of Miami, gemmer drypstenene på en uvurderlig optegnelse over klimaforandringer for hvert år af deres vækst. Ved at studere dem kan Peter Swart, Kenny Broad og Amy Clement, der laver klimamodeller ved University of Miami, få viden om fortidens pludselige klimaforandringer, inklusive de langvarige storme, der for tusindvis af år siden blæste sand fra Sahara over Atlanterhavet og efterlod en høj jernkoncentration i stalagmitterne og synlige røde striber i aflejringer på hulevæggene. Drypstenene kan sige noget om vor tids hurtige globale opvarmning og stigningen i havniveauet. “Jo bedre vi forstår, hvordan det naturlige klimasystem virker, jo bedre kan vi forstå, hvordan og hvor meget vi selv påvirker det,” siger Peter Swart.

Jeg binder vores line fast til en ny line ved åbningen ind til Sydpassagen og følger med Brian Kakuk ind. Korridoren er fantastisk smuk. Over os rejser et trekantet, hvælvet loft sig, under os ligger et gulv af kulsort mørke. 60 m nede i Sydpassagen peger Brian Kakuk på en fisk med en glitrende, gennemsigtig hale, der blafrer som flammen i et lys. Det er et medlem af fiskefamilien brosmekvabbe på ca. 12 cm. Ligesom de fleste livsformer i det kulsorte dyb er fisken blind. Så viser Brian Kakuk mig en cubansk grottereje – et rødligt, 5 cm langt krebsdyr med lange, buede følehorn, der kan opdage et bytte i mørket. Få minutter senere stopper han og lyser med pandelampen på sin fingerspids, hvor en muslingekrebs på størrelse med et sesamfrø sidder. Dens strålende, lyserøde indre ligger indkapslet i en gennemsigtig, muslingeagtig skal. Højt oppe på den runde krop fungerer et par følehorn som vinger, der driver dyret frem i vandet.

Brian Kakuk er kendt for at få øje på ting, som de fleste andre dykkere og endda erfarne forskere ikke ser. I sin 21 år lange karriere har han opdaget mere end 10 nye arter, hvoraf fire er blevet opkaldt efter ham. I de seneste årtier har forskerne opdaget et overraskende antal af hidtil ukendte organismer i disse og andre oversvømmede huler verden over. Det drejer sig om 300 nye arter, 75 nye slægter, ni nye familier, tre nye ordener og en ny klasse, Remipedia, der første gang blev dokumenteret i 1981 i Bahamas.

De fleste af de arter, der tilpasser sig huler, er krebsdyr, og mange har ligesom remipederne ikke ændret sig synderligt fra dem, der er bevaret som fossiler. Remipederne opstod for 300 millioner år siden og har givet forskerne et usædvanligt indblik i, hvordan livet var i kultiden – mange millioner år før dinosaurerne kom til. Remipeder har lange, leddelte kroppe på under 5 cm og er normalt farveløse og blinde, men er ikke desto mindre øverst i fødekæden på deres levesteder, hvor de bruger hule gifttænder til at dræbe rejer og andre krebsdyr med.

Måske er du interesseret i ...

Læs også