På opdagelse i det ukendte

En biologisk ekspedition til regnskoven på Ny Guinea dumper ned midt i en verden af sære og smukke skabninger – blandt mange andre en løvfrø, den gulpandede løvhyttefugl og et lillebitte medlem af målerfamilien, der er mindst lige så fantastisk som noget computerskabt science fiction-uhyre.

12. juli 2010 af Mel White

Broder Henk er overraskende rolig, selv om han lige har mistet sit tøj. Det er kun et par timer siden, at en helikopter satte ham ned i en lysning i regnskoven i 1,5 kilometers højde i Foja-bjergene på Ny Guinea – et af de mest isolerede og utilgængelige steder på kloden. Lyden af helikopterens rotorblade havde knap fortonet sig, da han opdagede, at hans vadsæk ikke var nogen steder at se, og at han de næste tre uger kun havde det tøj, han gik og stod i: en bøllehat, en kortærmet, lyserød skjorte, cowboybukser og gummistøvler.

Alligevel er Henk van Mastrigt tindrende lykkelig. Bevæbnet med et rødt net vader han igennem en mudret sump og langer ud efter nogle af de farvestrålende sommerfugle, der flyver forbi som juvelbesatte pile. Indimellem lykkes det at fange en. “Kom ned, kom her, I skal ikke være bange,” kalder han med sin karakteristiske hollandske accent. Han stopper op for at lade sit vand i mudderet, vel vidende at sommerfugle tiltrækkes af mineralerne i urinen.

Broder Henk fanger et middelstort eksemplar. Med en stump pincet breder han sommerfuglens vinger ud. De er kulsorte med skinnede hvide, J-formede aftegninger. “Det er stort, stort, stort!” siger han. “Helt sikkert en ubeskrevet art.”

Selv om han er franciskanermunk og ikke uddannet biolog, har broder Henk brugt årtier på at studere det vestlige Ny Guineas sommerfugle. Hvis han aldrig har set dette insekt før, er der heller ingen andre, der har. Det er ligesom at være til stede under selve skabelsen, eller på en måde før skabelsen, for i videnskabelig forstand eksisterer denne art ikke, før den er blevet indleveret til et museum, og broder Henk har beskrevet den i et videnskabeligt tidsskrift.

“Se, der er den nye honningæder,” siger broder Henk og peger på den grønne mur af planter i kanten af sumpen. En mellemstor fugl med sorte fjer og orange hudlapper på hver side af hovedet hopper frem fra et krat og pikker frugt med næbbet. Som Henk van Mastrigt siger, er det en ny art honningæder, Melipotes carolae, der udelukkende findes i Foja-bjergene. Kun en halv snes videnskabsfolk har set den i levende live.

foja mountains

Verdens næststørste ø, Ny Guinea, har i århundreder fascineret og udfordret selv de mest eventyrlystne og erfarne videnskabsfolk. Den legendariske, britiske opdagelsesrejsende og naturforsker Alfred Russel Wallace, som nok vidste, hvad han talte om, beskrev i midten af 1800-tallet Ny Guineas barske terræn og tætte skov som “en næsten uoverstigelig barriere ind til den ukendte, indre del af øen”. Dette udsagn forblev sandt gennem det meste af det 20. århundrede. Videnskabsfolk udforskede efterhånden andre bjergområder, men de dybe dale, stejle klipper, knivskarpe højderygge og tætte trækroner i Foja-bjergene modsatte sig al udforskning, indtil biologen Jared Diamond foretog kortlægninger der i 1979 og 1981.

Da ornitolog Bruce Beehler i 2004 fløj hen over Foja-bjergene, fik han øje på en lille lysning i skoven. Det viste sig at være en sump, hvor årlige oversvømmelser begrænser plantevæksten til buske og græsser, så det er muligt at lande med en helikopter. I slutningen af 2005 stod Bruce Beehler så i spidsen for den første dybtgående, videnskabelige ekspedition til Foja-bjergene. Turen varede 25 dage og var udsendt af den almennyttige, amerikanske organisation Conservation International, der blandt andet arbejder med at skaffe biologisk viden, som kan fremme miljøbeskyttelse i områder med vigtig biologisk mangfoldighed. Det var på dén ekspedition, at Melipotes carolae blev opdaget (den første nye fugleart, som er fundet på Ny Guinea siden 1950) sammen med over en halv snes nye frøer og flere pattedyr- og plantearter. Henk van Mastrigt indsamlede over 20 sommerfugle og natsværmere, der muligvis er nye arter.

I november 2008 er broder Henk vendt tilbage til Foja-bjergene på sin anden Conservation International-ekspedition. Og heldigvis kan han låne noget tøj af de andre ekspeditionsdeltagere. Dét er godt, for de tunge regnskyl betyder, at folk meget af tiden må gå rundt i gennemblødte skjorter, klamme bukser og svuppende sokker.

Regnen giver naturligvis næring til det frodige liv i skoven, som blandt andet kommer til udtryk i de saftige mosser, bregner og andre epifytter (planter, som vokser på andre planter), der dækker træstammer og grene. Basen, som forskerne meget passende har døbt Sumplejren, ligger så højt, at der hverken er malariamyg eller kendte giftslanger. Til gengæld risikerer man at få en faldende gren i hovedet, fordi epifytterne opsuger vand og tynger grenene, så de brækker af med en lyd som maskingeværild.

Måske er du interesseret i ...

Læs også