Mød isdykkeren Rhian Waller

Rhian Waller er en af vores udvalgte vovehalse i portrætserien om modige mænd og kvinder, som rykker grænserne på deres felt.

6. marts 2013 af Pat Walters

Rhian Waller havde studeret dybhavskoraller i 10 år gennem koøjer og på direkte videooptagelser sendt fra fjernstyrede ubåde omkring 1000 m under havoverfladen. Korallerne er grundlaget for et økosystem, der i stigende grad beskadiges af fisketrawl, men da disse langsomt voksende livsformer er så vanskelige at komme til, ved forskerne stadig kun ganske lidt om dem. Så dukkede nogle af de samme koralarter op på lavt vand i Alaskas fjorde for nogle år siden. Og her var vandet lavt nok til at dykke i. Det eneste problem for den 34-årige havbiolog fra University of Maine i USA var, at hun aldrig havde prøvet at dykke før.

Vand, der nærmer sig frysepunktet, er vel næppe det bedste sted at dykke? Det har du ret i, det er ret ekstremt. Vandtemperaturen ligger som regel på omkring 1 °C. Efter fem minutter i vandet er hoved og hænder så følelsesløse, at man ikke kan mærke dem. Om sommeren, når gletsjerne smelter, kan man komme ud for meget kraftige strømforhold. Sigtbarheden kan også være ret dårlig pga. alle aflejringerne fra gletsjerne.

Du er bogstaveligt talt nedsænket i isvand. Er du aldrig bange? Vi er ekstremt forsigtige. Men jeg må indrømme, at der har været kritiske øjeblikke. Under en dykning var sigtbarheden så ringe, at jeg ikke kunne se min egen albue. Jeg var på vej ned langs en lodret væg i fjorden. Jeg holdt fast i min makkers iltudstyr, men slap det for at finde en prøvetagningspose frem. Jeg kiggede kun væk et sekund, og så var han forsvundet. Pludselig kunne jeg ikke se noget som helst – væggen, mine hænder, mine fødder. Jeg begyndte at få propper i ørerne. Jeg var nødt til at kigge efter boblerne for at regne ud, hvilken vej der var opad.

Men er det risikoen værd? Helt sikkert. Det er svært at beskrive følelsen af rent faktisk at svømme rundt mellem eksemplarer af en dybhavsart, man kun har set på en skærm ? at se kolonier af disse kæmpestore, næsten 2 m høje, røde Primnoa pacifica-koraller rage ud fra fjordvæggen, at studere polypdyrene, røre ved dem og se tentaklerne trække sig tilbage. Jeg tænkte straks på, hvilke muligheder der kunne være i at studere disse økosystemer, hvis man kunne tage tilbage til samme sted to gange, hvilket er stort set umuligt i dybhavet. Jeg er stadig ved at pløje mig igennem dataene, men mange af disse koraller lader til at formere sig over en betydeligt længere tidshorisont, end vi havde troet, hvilket gør dem – og dermed hele økosystemet – endnu mere sårbart over for påvirkninger fra mennesker.

Måske er du interesseret i ...

Læs også