Masser af sære dyr

Blandt Sumplejrens halve snes telte er der et stort gult ét, der fungerer som et interimistisk laboratorium. Biologerne Kristofer Helgen og Christopher Milensky fra den amerikanske Smithsonian Institution præparerer eksempla­rer af pattedyr og fugle dér, mens australieren Paul Oliver arbejder med frøer og firben. Ornitolog Ed Scholes fra USA bærer video- og bånd­optagere rundt på skovstierne for at dokumentere sjældne paradisfugle. Botaniker Asep Sadili fra det indonesiske videnskabsinstitut, som har været med til at finansiere ekspeditionen, samler planter i nærheden af lejren.

10. juni 2010

Blandt Sumplejrens halve snes telte er der et stort gult ét, der fungerer som et interimistisk laboratorium. Biologerne Kristofer Helgen og Christopher Milensky fra den amerikanske Smithsonian Institution præparerer eksemplarer af pattedyr og fugle dér, mens australieren Paul Oliver arbejder med frøer og firben. Ornitolog Ed Scholes fra USA bærer video- og båndoptagere rundt på skovstierne for at dokumentere sjældne paradisfugle. Botaniker Asep Sadili fra det indonesiske videnskabsinstitut, som har været med til at finansiere ekspeditionen, samler planter i nærheden af lejren.

Ekspeditionens medlemmer fanger dyrene i fælder og net eller til tider med de bare næver. Det sidste gælder især frøer, som forskerne finder i pandelampernes skær på natlige vandringer. Mange af de større fugle og pattedyr bliver bragt til lejren af folk fra en landsby i forbjergene. Mændene derfra fungerer som guider for biologerne, hjælper til med de daglige gøremål i lejren og demonstrerer gang på gang deres næsten magiske viden om livet i skoven.

På ekspeditionens anden dag vender tre af de lokale jægere tilbage fra en vandring med en kasuar, som de har nedlagt med bue og pil. Christopher Milensky vil gerne have fingre i den én meter høje fugl, men stammefolkene har noget helt andet i tankerne, og snart breder der sig en duft af stegt kasuar. Christopher Milensky sikrer sig knoglerne. “Det er måske det første fritlevende eksemplar, som bliver indleveret til et museum i de seneste 100 år,” siger han.

Jægerne kommer med andre godbidder til Kristofer Helgen, blandt andet en lillebitte harekænguru. “Det er måske verdens mindste, ægte kænguru,” siger han om dyret, der er på størrelse med en kanin. Han får også et sjældent, sært, langnæbbet myrepindsvin. Dette kloakdyr er et æglæggende pattedyr, som er medlem af næbdyrfamilien. Dets snude er forsynet med elektroreceptorer, der hjælper dyret med at finde regnorme, som det spidder med sin harpunagtige tunge og suger ind i sin tandløse mund, som var det spaghetti. “Det er verdens mærkeligste pattedyr,” siger Kristofer Helgen med tanke på myrepindsvinets muskuløse krop, dens spidse pigge formet af omdannede hår, hunnens evne til at producere mælk over en større flade (den har ingen dievorter) og hannens firgrenede kønsorgan. Ikke desto mindre er det Kristofer Helgens foretrukne pattedyr, hvilket uden tvivl hænger sammen med dets ufattelige fremmedartethed og med udfordringen i at komme til at studere det. Ingen, hverken forskere eller stammefolk, har nogensinde set en langnæbbet myrepindsvineunge.

Livet i lejren er ikke helt uden omkostninger. Ud over arbejdet med at indsamle og præparere dyr er der igler, som sætter blodige striber på alles ben. Nælder giver et smertefuldt udslæt, og en aften regner det i bogstaveligste forstand med larver i Kristofer Helgens telt. Fluer har lagt hundredvis af æg på indersiden af teltdugen, og nu er de sultne larver klækket. En anden aften spolerer en af de lokale mænd hele holdets lager af petroleum. Han tror fejlagtigt, det er vand, og hælder det i en gryde med ris. Men det er ikke nok til at ødelægge humøret særlig længe.

Dagen begynder med fuglesang, ikke mindst fra den højrøstede og allestedsnærværende bjergdrossel. De daglige rutiner bliver afbrudt af skræppende flokke af små papegøjer kaldet rødrumpede prydlorier, der suser rundt som røde og grønne projektiler. Hvidbrystede frugtduer, der på forunderlig vis formår at skjule sig i trætoppene på trods af deres klare grønne og gule fjerdragt, kurrer uafbrudt. Og så er der den evindelige lyd af vand, der drypper på teltene. Ved aftentid begynder cikadernes øredøvende sang. Kl. 17.30 lyder de som bilalarmer, og kl. 18 som politisirener. Når natten falder på, begynder frøerne at bippe og båtte som en skov fuld af løbske science fiction-robotter.

Hver dag bringer nye opdagelser og ikke mindst overraskelser. Lige fra den sjældne, næsten mytiske trækænguru (med det latinske navn Dendrolagus pulcherrimus, som betyder “den smukkeste træhare”) til de mange natsommerfugle, broder Henk indsamler hver aften, og som tilsyneladende findes i alle mulige form- og farvekombinationer.

Videnskabens verden består imidlertid ikke kun af aha-oplevelser. Nogle af de dyr, forskerne er på jagt efter, viser sig at være afsindigt svære at få fat på. Hen imod slutningen af ekspeditionen vender ornitolog Ed Scholes tilbage efter en dag i skoven og sætter sig skulende under den blå presenning, som gør det ud for spisesalen. Han har håbet på at dokumentere adfærd, der beviser, at den parotia-paradisfugl, som lever i Foja-bjergene, er en art, der måske adskiller sig fra dem, der lever andre steder på Ny Guinea.

“Jeg er oppe på et forhold, der hedder 400:1,” skumler han. “400 minutters ventetid i den myggebefængte svinesti af et skjul bare for ét minuts glimt af fuglen.”

Da de tre uger er gået, er listen af opdagelser vokset fra den sommerfugl, som broder Henk fangede den første dag, til også at omfatte en rotte med øjne som små knapper, en langnæset frø, som forskerne snuppede, mens den sad på en sæk ris, en kæmpestor guldsmed med funklende gule øjne, en gekko, som blev opdaget på grund af genskinnet fra dens glødende orange øjne, samt mange flere sommerfugle og natsværmere. Selv om de kun har udforsket en brøkdel af Foja-bjergene, har biologerne fundet adskillige nye arter og udbygget kendskabet til Ny Guineas bjerge og rige flora og fauna.

Da helikopteren letter, har forskerne udsigt til flokke af enorme, hvide kakaduer. Fuglene er blevet skræmt op af den brølende motor og flyver over den mørkegrønne skov, som strækker sig, så langt øjet rækker. Lyden dør bort, og kakaduerne lander igen i trætoppene. Livet i Foja-bjergene går atter sin århundredgamle gang, og dets hemmeligheder er knap afdækkede.

Måske er du interesseret i ...

Læs også