Længere ned i dybet

Vi glider længere ind i Sydpassagen. Det eneste, vi hører, er den rytmiske hvæsen fra vores regulatorer og den boblende rumlen, når vi ånder ud. Brian Kakuk tegner indimellem en lyscirkel på væggen, som betyder: “Okay?” Jeg svarer med samme signal. Jeg har kendt ham i knap to måneder, men hernede afhænger mit liv af ham – og hans i nogen grad af mit.

22. juli 2010

Vi glider længere ind i Sydpassagen. Det eneste, vi hører, er den rytmiske hvæsen fra vores regulatorer og den boblende rumlen, når vi ånder ud. Brian Kakuk tegner indimellem en lyscirkel på væggen, som betyder: “Okay?” Jeg svarer med samme signal. Jeg har kendt ham i knap to måneder, men hernede afhænger mit liv af ham – og hans i nogen grad af mit.

Når man dykker i huler, er dobbeltsikring af udstyr strengt nødvendigt. Hvis en af mine lygter går ud, har jeg tre i reserve. Vores luftforsyning – iltberiget luft, der er en kombination af ilt og kvælstof – kan udskiftes med to uafhængige flasker og regulatorsystemer. Så længe vi følger reglen om tredjedele (en tredjedel af den samlede mængde luft på vej ind, en tredjedel på vej ud og en tredjedel i reserve til nødsituationer), bør vi have nok til at komme tilbage – selv hvis en af flaskerne eller regulatorerne skulle svigte. Det forudsætter, at vi ikke mister kontakten med livlinen, for det kan blive fatalt hernede i de labyrintagtige korridorer. Da jeg trænede til denne ekspedition, snurrede Brian Kakuk mig rundt, mens jeg havde øjnene lukket, og trak mig væk fra linen for at simulere, at jeg var faret vild. Jeg famlede i blinde og brugte linehjulet til at lede ud fra et centrum, som jeg hele tiden vendte tilbage til. Det tog mig 12 uendeligt lange minutter at finde linen igen. Brian Kakuk har selv udført godt 3000 dyk i huler uden alvorlige skader. I betragtning af risikoen fortæller den sorgløse stemning på dykkerholdet intet om det faktum, at dykkerne her tilsammen har været med til at hente mindst 25 lig op af vandet i huler.

Omkring 150 m inde i Sydpassagen når vi til enden af primærlinen, som er fastgjort i 40 meters dybde. Her bliver tunnelen smallere og falder ned til mere end 70 m. På nogle af hans tidligere dyk har Brian Kakuk trukket endnu 600 m line ud, men vi er nået så langt, som han vil tillade mig at komme med det erfaringsniveau, jeg er på. Vi tjekker luften – den første tredjedel er næsten væk – og vender om.

Ved den åbning, der skiller Sydpassagen fra hovedskakten i Stargate, skygger Brian Kakuk for lyset og standser op i vandet. Det fjerne, grønne dagslys i toppen af skakten er lige akkurat kraftigt nok til at få passageåbningens vægge til at stå frem i silhuet. Jeg lader arme og ben flyde frit. Min krop hæver og sænker sig næsten umærkeligt, med hvert åndedrag jeg tager. Det føles, som om tiden står stille hernede i dybet.

Vi går langsomt op til 18 meters dybde og holder hvil under hulens åbning. Her er en skrå afsats med en lang rende af dynd, som Brian Kakuk lagde mærke til på et tidligere dyk. Han stikker hånden ned og roder rundt. Pludselig trækker han en lang knogle frem. Det er lårbenet fra et menneske. To mindre knogler følger efter. Så stikker han armene længere ned, arbejder sig godt ind i dyndet og hiver et kranium med hvælvet isse op. Selv om underkæben mangler, er der kindtænder i begge sider af det gulnede kranium og en enkelt fortand. Panden er påfaldende skrå, hvilket er et tegn på, at kraniet stammer fra de indfødte lucaya-indianere, som boede her fra 6. til 15. århundrede. For at gøre panden skrå bandt de træstykker fast på børnenes hoveder. Nogle arkæologer mener, at man gjorde det for at gøre hovedet mere hårdført mod slag under kamp, mens andre mener, at det var ren æstetik.

Brian Kakuk rækker mig kraniet. Øjenhulerne og næseåbningen er stoppet til af bladstumper og mudder. Jeg prøver at forestille mig, hvordan personen har set ud i live. Kraniet er bredt, solidt og udpræget mandligt. Var han kriger? Shaman? Jeg rækker kraniet tilbage til Brian Kakuk, som lægger det tilbage i dyndet igen til senere studier.

I 1991 hentede huledyk-pioneren Rob Palmer, som navngav Stargate, og hans hold levn af 17 lucayanere op fra Sanctuary-hulen på Andros. Der var 11 voksne mænd, fem voksne kvinder og et barn. I 2009 fandt Michael Pateman, der er arkæolog og huledykker ved Bahamas’ nationalmuseum, rester af endnu to lucayanere. Han vil kulstof 14-datere knoglerne og studere dem sammen med dem, Brian Kakuk fandt på vores dyk, for at få information om alder, køn, højde, kostvaner, livsførelse, og hvordan de døde.

“Noget af det, vi ved om lucayanerne, er, at de var fabelagtige dykkere,” siger Michael Pateman. “Spanierne brugte dem til perledykning. Vi har fundet tegn på dybdedykning på nogle af kranierne, hvor der over tid har opbygget sig knoglemasse omkring ørerne som reaktion på trykket.” Som altid ved videnskabelige studier af de blå huller er Michael Patemans undersøgelser kun lige begyndt. Det spørgsmål, der først og fremmest optager ham, er: Hvordan og hvorfor endte lucayanerne i de blå huller? Han gætter på, at de oversvømmede huler var gravpladser, men fundet af et bundet lig af en lucayaner i en tør hule på en af øerne tyder på noget andet og mere voldeligt. Var det mordofre? Var det ofre for opgør, krig eller religiøse ofringer?

Lucayanerknoglerne er kun en del af billedet i de blå huller, siger Nancy Albury, der koordinerer projektet ved Bahamas’ nationalmuseum. Hun interesserer sig først og fremmest for de dyrerester, der findes i de blå huller. De utroligt velbevarede fossiler og knogler af krokodiller, skildpadder, flagermus, ugler, biller og andre arter, der levede i Bahamas før lucayanerne. “I nogle blå huller har vi fundet hele skeletter og bløddele bevaret på skildpaddeskjold, som er tusinder af år gamle,” siger Nancy Albury. “Bladene har stadig deres struktur og pigmenter, og insekternes vinger changerer stadig i blåt og grønt.” Som ekspeditionens palæontolog, Dave Steadman, forklarer, så er det beskyttede iltfri miljø i de blå huller perfekt til at bevare organisk materiale. Hvis det ikke var for de blå huller, siger Dave Steadman, ville mange af de fossile beviser for dyrelivet i Bahamas flere tusind år tilbage slet ikke findes mere.

Måske er du interesseret i ...

Læs også