Bahamas' blå huller

Sådan er vilkårene, når man dykker i Stargate, et af Bahamas’ såkaldte blå huller – en række af huler og jordfaldshuller på land, hvor saltvand trænger ind i bunden, og ferskvand kommer ind fra oven. Her i Stargate på øen Andros er gastætheden rimeligt lav, men jeg får alligevel kvalme og hovedpine, da vi dykker ned. Til gengæld er min guide, Brian Kakuk – en af verdens førende huledykkere – helt upåvirket. Jeg er åbenbart ekstra følsom over for det giftslør, der ligger som et bolværk for det, der gemmer sig længere nede i dybet.

22. juli 2010

Sådan er vilkårene, når man dykker i Stargate, et af Bahamas’ såkaldte blå huller – en række af huler og jordfaldshuller på land, hvor saltvand trænger ind i bunden, og ferskvand kommer ind fra oven. Her i Stargate på øen Andros er gastætheden rimeligt lav, men jeg får alligevel kvalme og hovedpine, da vi dykker ned. Til gengæld er min guide, Brian Kakuk – en af verdens førende huledykkere – helt upåvirket. Jeg er åbenbart ekstra følsom over for det giftslør, der ligger som et bolværk for det, der gemmer sig længere nede i dybet.

Oversvømmede huler ved kysten påvirkes af tidevandet på samme måde som det omgivende hav, og man finder det samme dyreliv dér, som der ellers er i havet. Til gengæld ligner de blå huller på land ikke nogen andre miljøer på Jorden, mest fordi deres geologi og vandkemi er helt anderledes. I en oversvømmet hule som f.eks. Stargate betyder det begrænsede tidevand, at vandet bliver opdelt i skarpt afgrænsede lag. Et tyndt ferskvandslag fra regn ligger oven på et tykkere lag af saltvand. Ferskvandet virker som et låg, der holder atmosfærens ilt væk fra saltvandet og forhindrer bakterier i at nedbryde organisk stof. Bakterierne i zonen lige under ferskvandet overlever ved at udnytte sulfat, der er et af saltene i vandet, og danner svovlbrinte som biprodukt. Svovlbrinte kendes på land som sumpgas, som i større doser kan give delirium eller være dødeligt.

Den type blå huller er levende laboratorier og lige så værdifulde videnskabeligt som Tutankhamons grav. Og så er det dykkernes svar på Mt. Everest, fordi det kræver specialtræning, særligt udstyr og masser af erfaring. Huledykkere arbejder i endnu højere grad end bjergbestigere under tidspres. Hvis noget går galt, er det ofte fatalt.

Hidtil har kun en håndfuld videnskabsfolk været nede i de blå huller, men i sommeren og efteråret 2009 tilbragte et hold af huledykkere og forskere to måneder med at studere blå huller på Andros, Abaco og fem andre øer i Bahamas. Bahamas Blue Hole Expedition var finansieret af National Geographic i samarbejde med Bahamas’ nationalmuseum. Ideen til ekspeditionen kom fra Kenny Broad, en erfaren huledykker og antropolog ved University of Miami. Holdet foretog omkring 150 dyk i 20 blå huller med Brian Kakuk som sikkerhedsansvarlig. Der blev indsamlet data, som kan øge vores viden om alt lige fra geologi, vandkemi, biologi, palæontologi til arkæologi og endda astrobiologi – studiet af liv i rummet.

Og holdet var under tidspres. For med den hast havene nu stiger, vil mange huller på land blive oversvømmet af havvand i de kommende årtier. Det vil forstyrre den sårbare kemi og ødelægge netop de forhold, der gør de blå huller så værdifulde for videnskaben. Samtidigt bruger lokalbefolkningen ofte de blå huller som losseplads, og det forurener øernes vigtigste kilde til naturligt ferskvand. Den underjordiske verden er utroligt vigtig, men dens usynlighed gør, at den ikke står højt på listen over bevaringsværdige steder, forklarer Kenny Broad. Så ekspeditionen havde også til formål at formidle, hvor vigtige de blå huller er, og hvilke trusler de står overfor.

Måske er du interesseret i ...

Læs også