Se billeder fra Tjernobyl 25 år efter

Robotter kunne ikke klare den kraftige stråling i Tjernobyl, så den farlige opgave med at rydde op efter atomkatastrofen tilfaldt "likvidatorerne", et korps af soldater, brandfolk, minearbejdere og frivillige.

28. april 2011 af Marianne Lavelle, National Geographic News

Før Fukushimas 50 var der likvidatorerne i Tjernobyl.

Efter eksplosionen i atomreaktoren for 25 år siden, der spredte radioaktivt materiale ud over Ukraine, Hviderusland og Rusland, blev et korps bestående af ansatte på værket, brandfolk, soldater, minearbejdere og frivillige indkaldt til at rydde op i kaoset.

Regeringen i det tidligere Sovjetunionen kaldte dem "likvidatorer", altså dem, der skulle eliminere følgevirkningerne af en ulykke. Fra første færd stod det dog klart, at de ikke kunne eliminere, men kun begrænse skaderne efter, hvad der stadig står som det største ikke-militære udslip af radioaktivitet i historien.

600.000 arbejdere deltog

Da oprydningen var på sit højeste, deltog skønsmæssigt 600.000 arbejdere i opgaver som at bygge affaldsdepoter, vandfiltreringssystemer og den "sarkofag", der omgiver ruinerne af Tjernobyl-værkets reaktor nummer fire. De byggede også bosættelser og byer til værksarbejdere og evakuerede.

Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) siger, at omkring 350.000 af likvidatorerne under den første oprydning på værket i gennemsnit blev udsat for en samlet strålingsdosis på 100 millisievert. Det svarer til at få taget ca. 1000 røntgenbilleder af brystet og er omkring fem gange den maksimalt tilladte dosis for arbejdere på atomanlæg.

Utilstrækkelig beskyttelse

Sovjetunionen rådede ikke over uniformer med tilstrækkelig beskyttelse, så de, der var indkaldt til at trænge ind i højradioaktive områder, flikkede deres egen beskyttelse sammen. Nogle arbejdere som dem, der er vist i billedserien, bar forklæder af kun 2-4 mm tykke blyplader over deres bomuldsarbejdstøj.

Myndighederne erkender, at 28 arbejdere mistede livet på grund af akut strålesyge, mens 106 andre likvidatorer fik behandling og overlevede. Men de sundhedsmæssige omkostninger for de overlevende er fortsat et emne, der debatteres. Én støttegruppe, Tjernobyl-unionen, siger, at 90.000 af de 200.000 overlevende likvidatorer har store og langvarige helbredsproblemer.

Nogle talspersoner for likvidatorerne kan konstatere fornyet opmærksomhed i kølvandet på den jordskælvs- og tsunami-udløste katastrofe på Fukushima-atomkraftværket i Japan og omtalen af den risiko, som oprydningsarbejderne løber her (nogle kalder dem "Fukushimas 50", selv om der formentlig er langt flere).

"Takket være Fukushima har de lyttet til os," sagde Viatjeslav Grishin, leder af Tjernobyl-unionen, til nyhedsbureauet AFP, da der dagen før 25-året for Tjernobyl-ulykken blev holdt en ceremoni i Moskva til ære for likvidatorerne.

For radioaktivt til robotter

I begyndelsen forsøgte myndighederne at bruge robotter til at fjerne det farlige affald, men efter et par dage ødelagde de høje strålingsniveauer de elektroniske kredsløb i maskinerne.

Opgaven måtte udføres af mennesker, og derfor blev en gruppe arbejdere, der senere fik tilnavnet "biorobotter", udstationeret på tagene. De skulle skynde sig op på tagene og i løbet af nogle minutter eller mindre fjerne et par skovlfulde affald, før et nyt hold likvidatorer tog over. Arbejderne kan huske, at de havde ondt i øjnene og blysmag i munden på grund af de høje strålingsniveauer.

Erstatning ikke nok

Dagen før 25-året for Tjernobyl fik veteraner fra likvidatorkorpset medaljer af præsident Dmitrij Medvedev. Men i medieomtalen af ceremonien i Moskva havde nogle svært ved at skjule deres fortsatte utilfredshed med efterforløbet. Vladimir Kondrashov sagde til nyhedsbureauet AFP, at hans første følelse af at være en helt hurtigt aftog: "Nu får jeg sølle 23.000 rubler" (godt 4000 kr.) om måneden.

Til at begynde med blev arbejderne lovet en god sundhedsordning af staten, men senere blev tilskuddene skåret ned.

Undersøgelser af kræft og dødshyppighed har ikke vist en direkte forbindelse mellem udsættelsen for stråling blandt likvidatorerne og øget hyppighed af kræft eller dødsfald, siger IAEA, selv om agenturet erkender, at der er tydelig post-traumatisk stress at spore blandt de mange arbejdere.

Forskere på Lawrence Livermore National Laboratory under USA's energiministerium har undersøgt likvidatorerne ved hjælp af en teknik kaldet FISH (fluorescence in situ hybridization), der er udviklet på laboratoriet. Teknikken går ud på at måle kromosomskader ved at finde antallet af reciprokale translokationer – ødelagte kromosomstumper i lymfocytter, der efterfølgende har samlet sig på en forkert måde. De Tjernobyl-likvidatorer, som de undersøgte, så ud til at være udsat for en stråling svarende til omkring 10 års aldring eller regelmæssig cigaretrygning.

Forskerne på Lawrence Livermore bemærker, at de forventede helbredsmæssige følger af en sådan udsættelse er små, men det er umuligt at fastslå den risiko, den enkelte person løber. Arbejdernes udsættelse svingede i forhold til deres arbejdsopgaver. Og vaner såsom rygning, alkohol og kost gør det endnu vanskeligere at spore helbredsproblemer tilbage til Tjernobyl.

Overhyppighed af grå stær og kræft i skjoldbruskkirtlen

Mange af likvidatorerne udviklede grå stær på grund af strålingen det første par år efter ulykken. Undersøgelser af disse arbejdere har rent faktisk afsløret, at grå stær kan opstå som følge af langt lavere strålingsdoser end hidtil antaget, siger Verdenssundhedsorganisationen WHO.

Udover arbejderne kendes konsekvenserne af Tjernobyl bedst for de børn og unge, der boede i Hviderusland, Ukraine og Rusland, og som drak mælk med høje niveauer af radioaktivt jod, der var blevet spredt ud over området efter eksplosionen. Frem til 2005 var der diagnosticeret over 6000 tilfælde af kræft i skjoldbruskkirtlen hos denne gruppe.

På lang sigt kan op til 4000 mennesker dø på grund af stråling fra Tjernobyl-ulykken, konkluderer et internationalt team af forskere samlet af WHO, IAEA og andre FN-organisationer. Miljøorganisationen Greenpeace stiller dog spørgsmålstegn ved tallet og mener, at det potentielle dødstal nærmere er 100.000.

Måske er du interesseret i ...

Læs også