De kristne araberes flugt

Fanget midt i den bitre strid mellem jøder og muslimer presses stadig flere kristne arabere ud af det hellige land.

Påsken i Jerusalem er ikke for sarte sjæle. Den gamle bydel, som selv på rolige dage koger af kaos, synes at gå helt amok i dagene op til højtiden. Titusinder af kristne fra hele verden vælter ind i byen som en invasionshær og strømmer ned ad de smalle gader og ældgamle gyder på Via Dolorosa, smertens vej.

De kommer, fordi det var her, kristendommen begyndte. Her i og omkring Jerusalem ligger de stenede bakkedrag, hvor Jesus levede, prædikede og døde. Det var også her, hans tilhængere senere bad, blødte og kæmpede om udfaldet af hans lære. Sammen med jødiske konvertitter i Palæstinas og Syriens huler var araberne nogle af de første, som blev forfulgt på grund af den nye tro, og de første, der blev kaldt kristne. Området kaldes Levanten og er det geografiske område, som omfatter det, der i dag er Syrien, Libanon, Jordan, Israel og de palæstinensiske områder. Det var her, der blev bygget hundreder af kirker og klostre, efter at den romerske kejser Konstantin 1. den Store i 313 legaliserede kristendommen og erklærede sin levantinske provins for helligt land. Selv efter at arabiske muslimer erobrede området i 638, forblev det overvejende kristent.

Ironisk nok var det under korstogene (1095-1291), at de kristne arabere indledte den lange, støtte retræte mod minoritetsstatus. Korsfarerne slagtede dem på linje med muslimerne, og de blev fanget i krydsilden mellem islam og det kristne Vesten. I dag er de, der vokser op som kristne i Levanten, repræsentanter for en glemt verden, og de bærer den tidlige kristne kirkes indædte og jagede sjæl med sig. Deres menigheder, som er sammensat af forskellige ortodokse, katolske og protestantiske sekter, er i de seneste 100 år svundet ind fra en fjerdedel af befolkningen til ca. 8 %. Den nuværende generation udvandrer af økonomiske grunde, for at slippe væk fra de voldelige uroligheder i området, eller fordi de har slægtninge i Vesten, som hjælper dem med at emigrere.

Det betyder trist nok, at Levanten mister nogle af de bedst uddannede og politisk mest moderate borgere: de mennesker, som disse samfund har mindst råd til at undvære. Så blandt de kristne arabere i Jerusalem hersker der en kådhed i påsken, som om de har fået tiltrængt forstærkning efter en lang, ensom kamp.

I en lille lejlighed i udkanten af byen er et ungt, kristent, palæstinensisk par, som jeg har valgt at kalde Lisa og Mark, ved at gøre familien kampklar. Lisa, der selv stadig er iført cowboybukser og T-shirt, forsøger med stort besvær at give deres halvandet år gamle datter, Nadia, en hvid påskekjole på. Imens prøver Mark forgæves at forhindre deres treårige søn, Nate, i at ødelægge et par splinternye bukser med tilhørende vest, som de med møje og besvær har fået ham i. Mark er en stor, ilter mand, og han får en irriteret rynke i panden. Klokken er otte på denne kølige martsmorgen, og han sveder allerede voldsomt.

Det er ellers en ganske særlig påske, for Mark har for første gang fået lov til at tilbringe den sammen med familien i Jerusalem. Han kommer fra Betlehem på Vestbredden, så hans identitets-papirer er fra de palæstinensiske selvstyremyndigheder, og Israel skal give ham tilladelse til at komme på besøg. Lisas familie bor i Jerusalems gamle bydel, og hun har israelske identitetspapirer. Selv om Mark og Lisa har været gift i fem år og har en lejlighed i forstæderne, kan de ifølge den israelske lovgivning ikke bo under samme tag. Derfor bor Mark hos sine forældre i Betlehem. Det er små 10 km væk, men det kunne lige så godt være 100, for Betlehem ligger på den anden side af en israelsk kontrolpost og den 7 m høje betonafspærring, der kaldes Muren.

Det er deprimerende, at “80 % af de kristne fyre, jeg voksede op sammen med, er taget til udlandet for at finde arbejde”, siger Mark. Men han forstår godt hvorfor. Han er uddannet socialrådgiver og har i snart to år søgt alle mulige former for arbejde. “Man er omgivet af denne her enorme mur, og der er ikke noget arbejde at få. Det er ligesom et videnskabeligt forsøg. Hvis man holder rotter indespærret i et lukket rum og gør rummet mindre og mindre for hver dag, samtidig med at man lægger nye forhindringer ud og hele tiden ændrer reglerne, så bliver rotterne tossede efter et stykke tid og begynder at æde hinanden. Det er sådan, det er.”

Stress er normen for alle, som bor i Israel eller i de palæstinensiske områder. Men de 196.500 kristne arabere af palæstinensisk og israelsk herkomst, der siden 1894 er gået fra 13 % af befolkningen til nu under 2 %, befinder sig i et særligt iltfattigt rum mellem traumatiserede israelske jøder og ditto palæstinensiske muslimer, hvis mere og mere militante adfærd har forbindelse til regionale islamistiske bevægelser, som til tider går efter de kristne arabere. I de seneste 10 år “er det gået hurtigt ned ad bakke med de kristne araberes situation”, siger Razek Siriani, der arbejder for det mellemøstlige kirkeråd MECC i den syriske by Aleppo. “Talmæssigt er vi langt underlegne, og vi er omgivet af vrede røster.”

De kristne i Vesten har gjort det hele værre, hævder han og gengiver dermed mange kristne araberes opfattelse.“Det skyldes det, som kristne i vest med USA i spidsen har gjort i øst,” siger han med henvisning til krigene i Irak og Afghanistan, USA’s støtte til Israel og Bush-regeringens trusler om “systemskifte”. “For mange muslimer, og ikke mindst de fanatiske, er det korstogene om igen, kristendommens krig mod islam. Og fordi vi er kristne, ser de også os som fjenden.”

Mark og Lisa har som så mange andre kristne arabere en stående diskussion om, hvorvidt de skal forlade deres hjemland én gang for alle. Mark har en bror i Irland og én i San Diego i Californien, og han har selv boet nogle år i USA. Han har opholds- og arbejdstilladelse dér og arbejdede i Californien, da han blev gift med Lisa i Jerusalem i 2004. Hun prøvede at bo i San Diego i nogen tid, men savnede sin familie, så parret flyttede tilbage, da de havde fået Nate.

Som arabere var det en øjenåbner for dem at bo i USA efter 11. september. “Amerikanerne har aldrig hørt om kristne arabere. De tror, at alle arabere er muslimer, det vil sige terrorister, og at kristendommen er opfundet i Italien eller noget i den retning,” siger Mark.

Måske er du interesseret i ...

Læs også