Mammut-ungen fra tundraen

Efter 40.000 år i isen dukker en stort set intakt mammut frem.

En mors tab

Mammutflokken nærmer sig den rivende flod. En unge holder sig tæt ved sin mors kæmpestore ben og stryger nu og da de lange, skinnende hår på dem med sin snabel. Himlen er tindrende blå, og en tør vind suser gennem græsset, der bølger som et hav over den 18.000 km brede steppe, som spænder over hele den nordlige del af istidsverdenen. Den lange vinter er forbi; fuglesang og duften af fed, fugtig lerjord fylder luften.

Varmen fra solen gør måske moderen uopmærksom, og et kort øjeblik glemmer hun at holde øje med sin unge. Den spæde unge trasker i retning af vandet. Den snubler på den glatte flodbred og glider ned i et ælte af ler, sand og koldt smeltevand. Den kæmper for at komme fri, men hver bevægelse trækker den længere ned. Mudderet trænger ind i dens mund, dens snabel, dens øjne. Ude af stand til at orientere sig gisper den efter luft, men får i stedet en mundfuld pløre. Ungen hoster og harker, og grebet af panik udstøder den et forfærdeligt, skingert skrig, der får moderen til at komme løbende. Ungen trækker vejret ind af al kraft og suger derved mudderet dybt ned i luftvejene, så lungerne forsegles. Da moderen når hen til bredden, er ungen sunket halvt ned i det iskolde dynd og spjætter hjælpeløst, før den hurtigt går i chok. Moderen brøler og vandrer hvileløst frem og tilbage på den bløde flodbred, hvilket tiltrækker resten af flokken. Mens de ser på, synker ungen ned under overfladen.

Opdagelsen

En majmorgen i 2007 på Jamal-halvøen i det nordvestlige Sibirien står rensdyrhyrden Jurij Khudi sammen med tre af sine sønner på en sandbanke ved Jurijbej-floden og holder rådslagning over et lille kadaver. Selv om de aldrig har set sådan et dyr før, kender de til det fra de myter, deres folk – nenetsfolket – synger om på mørke vinteraftener i deres hytter. Det her er en baby-mammut; et dyr, som ifølge nenetsfolket vandrer i underverdenens frosne mørke drevet af underverdenens guder, på samme måde som nenetsfolket driver deres rensdyr over tundraen. Jurij Khudi har set mange mammutstødtænder med deres honningfarvede, snoede skafter, for hans folk finder dem hver sommer. Men han har aldrig set et helt dyr, og slet ikke ét, der er så uhyggeligt velbevaret. Bortset fra dets manglende hår og tånegle er det helt intakt.

Jurij Khudi er urolig. Han fornemmer, at det er en vigtig opdagelse, en, som andre burde informeres om. Men han nægter at røre ved dyret, fordi nenetsfolket tror, at mammutter varsler ilde. Nogle siger endda, at folk, som finder en mammut, er udset til en tidlig død. Hyrden lover sig selv at formilde underverdenens magter ved at ofre en rensdyrkalv og noget vodka. Men først rejser han 240 km mod syd til den lille by Jar Sale for at søge råd hos sin gamle ven Kirill Serotetto, som er mere velbevandret i verden udenfor. Kirill Serotetto lytter til hans historie og tager ham straks med hen til den lokale museumsdirektør, som overtaler myndighederne til at flyve Jurij Khudi og Kirill Serotetto tilbage til Jurijbej-floden med helikopter. Men da de når sandbanken, er mammutten forsvundet.

Kan og bør vi klone en mammut?

I National Geographic nummer 5, 2009 kan du læse mere om opdagelsen af Ljuba og om overvejelserne om hvorvidt vi kan klone en mammut ud fra fundet DNA - og om vi bør gøre det.

Måske er du interesseret i ...

Læs også