Naturlige instinkter: Panda

Om kærlighed og kurmageri i dyrenes verden. Vidste du at en panda kun er i brunst én gang årligt - og kun i 24-72 timer?

21. oktober 2014

Du siger bare til, skat

Hannen hos den store panda, Ailuropoda melanoleuca, er en bejler med en tålmodighed ud over det sædvanlige.

Genstanden for hans begær er i brunst én gang om året – og kun i 24-72 timer. Så forstår man godt, at pandaen er en truet art, og at dens formering i fangenskab får lige så stor opmærksomhed, som når kongefamilien venter småfolk.

Men hvad gør en pandahan så, når chancen for at give sig hen til kærlighedsakten er så kortvarig? Han sørger for at være godt udrustet og konstant beredt.

Hunnen kan komme i brunst når som helst fra februar til maj. Men allerede i efteråret går hannerne op i et højere hormonelt gear for at være forberedt. I løbet af hunnens fire "måske"-måneder kan hannens testikler vokse til to-tre gange deres normale størrelse.

Forskere i Chengdu i Kina har fundet ud af, at hanpandaer har mere sæd og mere bevægelige sædceller i de fire måneder end på noget andet tidspunkt på året. Derfor er det også det perfekte tidspunkt til indsamling af sæd til avlsprogrammer med pandaer i fangenskab.

I juni eller juli sættes hanpandaens frugtbarhed dog i stå – for så at vende tilbage med fuld styrke ved næste års parringssæson.

Panda

Levested: Kina

Status: Truet

Fascinerende fakta: Den er vild med bambus: En panda spiser i gennem­-snit over 25 kg om dagen.

Måske er du interesseret i ...

Læs også