Island stopper jagten på finhvaler - for nu

Islands eneste hvalfangerfirma meddeler, at de dropper sommerens jagt af den truede finhval i Nordatlanten. Beslutningen skyldes uoverensstemmelser i forhold til japanske regler for importeret hvalkød.

29. februar 2016 af Jani Actman

Finhvalen får en tiltrængt pause fra de islandske fangeres harpuner til sommer. Umiddelbart gode nyheder for dyreværnsaktivister - og hvalerne naturligvis.

Direktør Kristjan Loftsson fortæller, at hans firma Hvalur sætter sommerens planlagte fangst af finhval i bero.

Beslutningen skyldes i følge ham uoverensstemmelser i forhold til japanske regler for importeret hvalkød.

Norge og Island driver kommerciel hvalfangst

Japan, som er det største marked for finhval, driver selv hvalfangst, men officielt kun til "videnskabelige" formål.

Siden den Internationale Hvalfangstkommission IWC i 1986 forbød fangst af en række af de største hvaler, er det i dag kun Island og Norge som åbenlyst driver kommerciel hvalfangst.

En række kulturer og mindre grupper af såkaldt "oprindelig befolkninger" har lov til bæredygtig hvalfangst. Det vil sige ikke-kommercielt og kun til eget forbrug.

Eksperter mener, at kontroversen mellem Island og Japan er politisk, og at Hvalur sikkert vil genoptage jagten af finhval på et senere tidspunkt. I så fald vil kampen for at beskytte havenes kæmper blot intensiveres.

Hvert år sætter Island kvoter for antal hvaler de må slå ihjel. I 2015 var drabstallet for finhval 155 mens 29 minkehvaler måtte lade livet. Minkehvaler er ikke på listen over truede arter, mens bestanden af finhvaler i Nordatlanten omkring Island angiveligt tæller ca. 20.000.

Finhvalen er Jordens største pattedyr efter blåhvalen - som er totalfredet.

Måske er du interesseret i ...

Læs også