Traumer hindrer hjernens udvikling

Denne periode i det langvarige, anstrengte forhold mellem elefanter og mennesker er særligt interessant, fordi de mange anekdoter, der er blevet samlet gennem årene om elefanters usædvanlige intelligens, nu viser sig at blive underbygget af videnskaben. Undersøgelser afslører, at strukturerne i elefanthjernen i slående grad minder om menneskets hjerne.

15. september 2011

Denne periode i det langvarige, anstrengte forhold mellem elefanter og mennesker er særligt interessant, fordi de mange anekdoter, der er blevet samlet gennem årene om elefanters usædvanlige intelligens, nu viser sig at blive underbygget af videnskaben. Undersøgelser afslører, at strukturerne i elefanthjernen i slående grad minder om menneskets hjerne.

MR-skanninger tyder på, at elefanthjerner har en stor hippocampus. Det er den del af pattedyrhjernen, som styrer hukommelsen. Hippocampus er desuden en vigtig del af det limbiske system, der har med bearbejdning af følelser at gøre. Elefantens hjerne har også vist sig at rumme mange specialiserede neuroner, som man mener er forbundet med selvbevidsthed, indfølingsevne og social bevidsthed hos mennesker. Elefanter har endda bestået spejlprøven – dvs. de kan genkende sig selv i et spejl – og det er ellers noget, man troede, kun mennesker og nogle menneskeaber og delfiner kunne.

Den fælles neurobiologi har fået nogle forskere til at undersøge, om unge elefanter, der har fået ar på sjælen, måske viser tegn på posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) ligesom forældreløse børn efter krig eller massedrab. Psykolog Gay Bradshaw, der er leder af Kerulos Center i Oregon, har anvendt den nyeste viden inden for human neurovidenskab og psykologi under forbløffende feltobservationer af elefantadfærd. Hun tror, at visse truede elefantbestande lider af kronisk stress og traumer på grund af menneskers indtrængen og jagt.

Før der blev indført et internationalt forbud mod handel med elfenben i 1989, led mange elefantbestande voldsomt under krybskytteri. Det ændrede ofte deres sociale struktur markant, fordi krybskytterne gerne gik efter de ældste elefanter. Feltbiologerne kunne konstatere, at antallet af ældre matriarker og andre omsorgsgivere i sårbare grupper var faldet drastisk. F.eks. viste en undersøgelse i Uganda, at mange hunner mellem 15 og 25 år overhovedet ikke havde nogen nære familiemedlemmer.

Siden forbuddet er nogle bestande stabiliseret, men de fleste elefanter er stadig truet. Krybskytteriet er blusset op igen i de seneste fem år i Congobækkenet og i store områder i det centrale og østlige Afrika, så mange elefantfamilier dér har mistet de fleste af deres voksne hunner. Når den slags sociale omvæltninger sker, bliver ungerne opfostret af stadig mere uerfarne hunner. Og flere og flere forældreløse elefantunger, der i mange tilfælde har set deres mor blive slået ihjel på grund af udtyndinger af bestanden eller krybskytteri, vokser op uden den traditionelle hjælp og støtte.

“Tabet af ældre elefanter,” siger Gay Bradshaw, “og de ekstreme psykiske og fysiske traumer efter at have overværet en massakre på familiemedlemmer griber forstyrrende ind i en elefantunges normale udvikling.”

Gay Bradshaw har en teori om, at nogle af de tilfælde af unormal elefantadfærd, der er blevet rapporteret af feltbiologer, skyldes en kombination af tidlige traumer og sammenbruddet af gruppernes sociale struktur. Mellem 1992 og 1997 dræbte unge hanelefanter i Pilanesberg Vildtreservat i Sydafrika f.eks. over 40 næsehorn – en usædvanligt aggressiv adfærd – og de havde endda i nogle tilfælde prøvet at parre sig med dem.

Elefanterne var halvvoksne hanner, der i Kruger Nationalpark havde overværet familiemedlemmer blive skudt som del af en udtynding foretaget for at holde elefantbestanden nede. Dengang var det almindeligt at tøjre de forældreløse unger til ligene af deres døde slægtninge, indtil de kunne blive hentet og transporteret til nye territorier. Da de unge elefanter var blevet flyttet til Pilanesberg, voksede de op uden støtte fra voksne hanner. “Unge hanner følger tit rundt med ældre og seksuelt aktive hanner,” siger Joyce Poole, “tilsyneladende for at se, hvordan de gør. Men de her unger havde ingen rollemodeller.”

Allan Schore, der er ekspert i traumer hos mennesker fra universitetet UCLA i USA, mener, at elefanternes adfærd er i overensstemmelse med diagnosen PTSD hos mennesker.

“Meget forskning viser, at de neurobiologiske tilknytningsmekanismer findes hos mange pattedyr, heriblandt mennesker og elefanter,” forklarer han. “Det følelsesmæssige forhold mellem moderen og hendes afkom påvirker dannelsen af nerveforbindelser i den spæde elefants hjerne. Ved tidlige traumatiske oplevelser bliver de forbindelser, der er under udvikling i hjernen, svækket, især i de områder, der bearbejder følelsesmæssig information og styrer stress. Det betyder, at elefanterne bliver mindre robuste og får varig mangel på aggressionsstyring, social kommunikation og indlevelse.”

Et forsøg på elefantbørnehjemmet underbygger teorien om, at tidlige traumer og mangel på rollemodeller kan føre til aggression: Joyce Poole foreslog parkbetjentene i Sydafrika at sætte seks ældre hanelefanter ind i flokken for at lappe på den beskadigede struktur i gruppen i Pilanesberg, der bestod af ca. 85 elefanter. Resultatet var, at de halvvoksne hanner øjeblikkeligt ophørte med deres hærgende adfærd – ligesom det stoppede en hormonel udvikling, som var gået alt for tidligt i gang hos dem.

Måske er du interesseret i ...

Læs også