En 5,4 m lang pytonslange er blevet fanget i Florida. Det er den største slange, der nogen sinde er fundet i USA's sydøstlige delstat, siger forskere.
En obduktion af den aflivede pytonslange afslørede ifølge et forskerhold fra University of Florida, at den havde 87 æg i sig.
Den kæmpemæssige pytonslange blev fanget i Everglades Nationalpark og vil ifølge universitetet senere blive udstillet på naturhistorisk museum i Florida.
Pytonslange-invasion
Everglades er hjemsted for en voksende bestand af de ikke-hjemmehørende invasive sydøstasiatiske pytoner, som for en stor dels vedkommende enten er flygtet ud i naturen eller er blevet sluppet fri.
Den burmesiske tigerpyton, der somme tider bliver holdt som kæledyr, er en af ni kvælerslangearter og omkring en million individuelle kvælerslanger, der over de seneste 30 år er blevet importeret til USA, oplyser landets Fish and Wildlife Service.
LÆS MERE: Verdens største slange fanget i Malaysia
Pytonslange har "perfekte forhold" i Florida
Den tidligere indehaver af rekorden som den største slange i Florida var en 5,12 m lang burmesisk tigerpyton. Fundet af en endnu større "er en tydelig indikation af, at forholdene er helt perfekte for dem", siger J.D. Willson, der er biolog og slangeekspert på University of Arkansas.
Burmesiske tigerpytoner, siger han, vokser sig størst, når der er rigeligt med føde. I fangenskab kan de blive op til 6 m lange.
En burmesisk tigerpyton på størrelse med den nye rekordindehaver "burde være i stand til at æde et hvilken som helst hjemmehørende dyr i det sydlige Florida", selv Floridas pantere, siger J.D. Willson. En ny undersøgelse viser da også, at burmesiske tigerpytoner lever af en lang række indfødte arter, heriblandt nogle, der er i tilbagegang.