Sådan blev rævene tamme

Men Mavrik er slet ikke nogen hund. Han er en ræv. Godt gemt af vejen på dette vildnis af en ejendom omgivet af birkeskove og lukket inde bag en rusten metalport udgør han sammen med flere hundrede artsfæller verdens eneste bestand af domesticerede sølvræve. De fleste er sølvfarvede eller mørkegrå. Mavriks kastanjebrune pels er en sjældenhed.

31. marts 2011

Men Mavrik er slet ikke nogen hund. Han er en ræv.

Godt gemt af vejen på dette vildnis af en ejendom omgivet af birkeskove og lukket inde bag en rusten metalport udgør han sammen med flere hundrede artsfæller verdens eneste bestand af domesticerede sølvræve. De fleste er sølvfarvede eller mørkegrå. Mavriks kastanjebrune pels er en sjældenhed.

Med “domesticeret” mener jeg ikke indfanget og tæmmet eller opfostret af mennesker og trænet med godbidder som belønning til at tolerere at blive kælet med en gang imellem. Jeg mener fremavlet til at være tamdyr på linje med gråstribede huskatte eller labradorhunde.

Rævene betragter mennesker som kammerater

Disse ræve behandler alle mennesker som potentielle kammerater, en adfærd, der er resultatet af det vel nok mest ekstraordinære avlsforsøg nogensinde.

Det begyndte for mere end 50 år siden, da Ljudmila Trut stadig læste på universitetet. Med biolog Dmitrij Beljajev i spidsen indsamlede forskere ved det nærliggende institut for cellebiologi og genetik 130 ræve fra forskellige pelsfarme. Og derefter begyndte de at avle på dyrene med henblik på at genskabe den evolutionære udvikling fra ulv til hund, som var begyndt mere end 15.000 år tidligere.

For hver ny generation af ræveunger, der blev født, afprøvede Dmitrij Beljajev og hans kolleger dyrenes reaktion på mennesker og udvalgte de mest omgængelige til videre avl. I midten af 1960’erne gik det langt bedre med forsøget, end Dmitrij Beljajev havde turdet håbe på. Der blev født ræve som Mavrik, der ikke var bange for mennesker, men tværtimod aktivt søgte at knytte sig til dem. Forskerne gentog endda forsøget med to andre arter: mink og rotter.

“Dmitrij Beljajev påviste noget særdeles vigtigt, nemlig tidsperspektivet,” fortæller biolog Gordon Lark.

“At de så hurtigt blev så imødekommende over for mennesker … hold da op.”

Domesticering: Et mysterium

Det var helt mirakuløst lykkedes Dmitrij Beljajev at komprimere flere tusinde års domesticeringsproces ned til nogle få år. Men han ville ikke bare bevise, at han kunne skabe venligtsindede ræve. Han havde en fornemmelse af, at han ved hjælp af rævene kunne løse domesticeringens molekylære mysterium.

Alle domesticerede dyr har nogle fælles træk. Det dokumenterede Darwin i værket The Variation of Animals and Plants Under Domestication fra 1868. De er ofte mindre, har tendens til hængeører, og halen er mere svungen end hos deres vilde forfædre. Disse kendetegn får gerne dyr til at virke sødere og yngre i menneskers øjne. Pelsen er også nogle gange plettet, mens deres vilde forfædres pels var ensfarvet. Disse og andre egenskaber – også kaldet domesticeringsfænotypen – findes hos en bred vifte af arter lige fra hunde, grise og køer til visse ikke-pattedyr som høns og endda nogle fisk.

Dmitrij Beljajev havde en formodning om, at rævene, efterhånden som de blev mere og mere tamme, måske også ville begynde at udvise aspekter af en domesticeringsfænotype. Og han havde endnu en gang ret. Når forskerne udelukkende udvalgte de ræve, der skulle avles videre på, ud fra hvor godt de kom ud af det med mennesker, så det ud til, at ikke bare personligheden, men også dyrenes fysiske udseende ændrede sig. Efter bare ni generationer stod forskerne med ræveunger, som var født med mere hængende ører, ligesom der optrådte brogede mønstre i deres pels. På dette tidspunkt peb rævene allerede af glæde og logrede med halen, når der var mennesker i nærheden. Sådan en adfærd er aldrig set hos vildtlevende ræve.

Årsagen til disse forandringer, hævdede Dmitrij Beljajev, var et sæt gener, som forårsagede en tilbøjelighed til tamhed – en genotype, dvs. et anlægspræg, som rævene måske havde til fælles med alle arter, der kunne domesticeres. På rævefarmen i Novosibirsk er det lige præcis disse gener, som Anna Kukekova og Ljudmila Trut leder efter. Andre steder analyserer forskerne dna fra grise, høns, heste og andre domesticerede arter. Forskningen sigter mod at få besvaret et helt grundlæggende biologisk spørgsmål: “Hvordan er det muligt at gennemgå denne omfattende forvandling fra vilddyr til husdyr?” spørger professor i genombiologi Leif Andersson fra Uppsala universitet i Sverige. Svaret kan ikke bare give os større viden om, hvordan vi mennesker domesticerede vilde dyr, men også om, hvordan vi tæmmede det vilde i os selv.

Menneskets dominans

Den mest betydningsfulde begivenhed i menneskets historie overhovedet var vel nok, da vi udviklede vores dominans over planter og dyr.

Dyrkning af jorden og evnen til at opfostre og forvalte domesticerede dyr – ulvene var formentlig de første, men høns, kvæg og andre “føde”arter var de vigtigste – ændrede menneskets kostsammensætning, og det banede igen vejen for, at faste bosættelser og senere større nationalstater kunne blomstre op. I og med at mennesket kom i så tæt kontakt med dyr, skabte domesticeringen imidlertid også grobund for en række sygdomme, som senere skulle komme til at påvirke samfundsudviklingen.

Ikke desto mindre er selve domesticeringsprocessen forblevet et mysterium. Dyreknogler og billeder og symboler indhugget i sten kan i nogle tilfælde kaste lys over, hvor og hvornår de enkelte arter begyndte at leve side om side med mennesker. Hvordan det skete, er straks mere vanskeligt at få rede på.

Listede nogle få nysgerrige vildsvin sig tættere på menneskene, mens de åd deres affald, og kom de derefter generation for generation til at udgøre en større og større del af vores kost? Fangede mennesker røde junglehøns, den moderne kyllings vilde forfædre, eller var det fuglene, der tog det første skridt til en tilnærmelse? Af 148 store pattedyrarter på Jorden er kun 15 nogensinde domesticeret. Hvordan kan det være? Hvorfor har vi kunnet tæmme og avle heste i tusinder af år, men trods mange forsøg aldrig deres nære slægtninge zebraerne?

Hvad betyder domesticering egentlig?

Faktisk har forskerne også haft problemer med at definere begrebet domesticering helt præcist. Vi ved alle, at enkeltindivider kan oplæres til at leve i tæt kontakt med mennesker. En tigerunge, som håndfodres og præges af sine dyrepassere, vil måske vokse op og stadig behandle dem, som var de familie. Men samme tigers afkom vil fra fødslen være lige så vilde som deres forfædre. Domesticering er ikke noget, man optræner enkeltindivider til at besidde, men en karakteregenskab, der avles ind i en hel bestand gennem generationer, hvor dyrene lever tæt på mennesker. Mange af, om ikke alle arternes vilde instinkter er for længst gået tabt. Domesticering ligger med andre ord hovedsageligt i generne.

Alligevel er grænserne mellem domesticeret og vild ofte flydende. Mere og mere tyder på, at domesticerede dyr formentlig selv har spillet en stor rolle i deres egen tæmning, idet de vænnede sig til mennesker, før vi begyndte at tage aktiv del i processen. “Min arbejdshypotese,” siger Greger Larson, der er ekspert i genetik og domesticering ved det britiske Durham University, “er, at de fleste af de tidlige dyr – først hunde og siden grise, får og geder – formentlig gennemlevede en lang periode under utilsigtet indflydelse fra menneskets side.” Ordet domesticering “antyder noget styret, noget, som mennesker gjorde bevidst”, siger han. “Men den mere komplekse historie er langt mere interessant.”

Måske er du interesseret i ...

Læs også