Over 100 elefanter vendt tilbage til naturen

Hvis elefanter kan blive sårede ligesom os, kan de også heles ligesom os, og måske endda lettere. Med omsorgsfulde mennesker som stedfortrædere for deres mødre og hjælp fra de andre elefanter på børnehjemmet kan de fleste af de overlevende unger komme sig og blive fuldstændigt velfungerende vilde elefanter igen.

15. september 2011

Hvis elefanter kan blive sårede ligesom os, kan de også heles ligesom os, og måske endda lettere. Med omsorgsfulde mennesker som stedfortrædere for deres mødre og hjælp fra de andre elefanter på børnehjemmet kan de fleste af de overlevende unger komme sig og blive fuldstændigt velfungerende vilde elefanter igen.

Indtil videre har Daphne Sheldricks børnehjem haft held til at opfostre over 100 forældreløse elefanter. De er vendt tilbage til naturen, men med forsigtige, tøvende skridt i begyndelsen, fordi de som “menneskeelefanter” er splittet mellem dyb hengivenhed over for deres menneskeplejere og deres sande naturs stærke instinkter.

En aften i tørtiden kommer en kæmpe flok vilde elefanter ud af skoven for at drikke ved vandtruget i Ithumba i Tsavo, et af de to områder, som de forældreløse bliver udsluset til. Der er 25-30 elefanter – enorme hanner med lange stødtænder, matriarker, halvvoksne hanner og hunner, tidligere forældreløse og flere nyfødte unger. Truget står lige ved siden af den plankeværksindhegning, hvor de forældreløse i Ithumba har samlet sig for natten. De kigger fascineret på deres vilde slægtninge, der kigger tilbage mellem slurkene.

Dyrepasserne og jeg står kun 25 m fra den vilde flok, meget tættere, end man normalt kan komme. Og elefanterne er meget tættere på mennesker, end vilde elefanter normalt vover at være. Det drømmeagtige optrin skyldes, at de forældreløse unger kommunikerer med den vilde flok. “De har ladet de vilde elefanter forstå, at det er o.k.,” forklarer Ithumbas overdyrepasser Benjamin Kyalo. “Rygtet breder sig tydeligvis i Tsavo: Gode mennesker. Godt vand. Lad os komme derhen!”

Om dagen følger dyrepasserne de forældreløse ud i skoven for at græsse. Midt på dagen giver de dem flasker med mælkeerstatning på et fastlagt mødested ved et mudderbad. Når der dukker en klynge vilde elefanter op i det fjerne, samler dyrepasserne de mælkedrikkende unger om sig og forhindrer dem i at gå sammen med de andre. Men når ungerne er blevet 5-7 år, får de lov til at gå med de vilde elefanter. Nogle bliver væk i et par nætter, før de kommer tilbage til indhegningen, som om de bare har overnattet hos nogle kammerater. Nogle af dem vender aldrig hjem igen og bliver fuldgyldige medlemmer af deres egne vilde familier.

En forældreløs unge ved navn Loijuk var så ivrig efter at slutte sig til en vild flok, at hun to gange åbnede porten i Ithumba med snablen og smuttede ud. Efter sin anden flugt endte hun med at blive optaget i en vild flok af tidligere forældreløse. En anden forældreløs ved navn Irima var kun lige fyldt tre år og drak stadig mælk, da han indyndede sig hos en vild flok i nærheden af Voi, den anden indhegning, hvorfra forældreløse elefanter bliver sluset ud i naturen.

Fem dage senere hørte dyrepasserne i Voi en række høje, fortvivlede trompetskrig henne fra et elektrisk hegn. “Irima må have fortalt flokken, at han stadig havde brug for sin mælk og sin familie af mennesker og andre forældreløse og ville hjem igen, så Edo [som er opfostret på børnehjemmet] fulgte ham hjem,” fortæller chefdyrepasser i Voi, Joseph Sauni. “Dyrepasserne åbnede porten, og Edo fulgte Irima ind i indhegningen. Edo drak vand fra brønden, spiste lidt mad og gik igen. Missionen var fuldført.”

Selv fuldstændigt “veludslusede” forældreløse som Edo vender af og til tilbage til indhegningen for at besøge deres menneskefamilie. En dag i december 2008 dukkede matriarken Emily, der var blevet bragt til børnehjemmet i Nairobi i 1993, op ved indhegningen i Voi med sin flok og en overraskelse. “Hun havde født dagen før,” siger Joseph Sauni. “Hun førte ungen herhen for at vise os sin nyfødte. Vi døbte den Eve.”

Måske er du interesseret i ...

Læs også