Naturlig eller kunstig udvælgelse?

Det er dog ikke alle domesticeringsforskere, som mener, at Dmitrij Beljajevs sølvræve er nøglen til domesticeringens gåde. Leif Andersson fra Uppsala universitet, der studerer landbrugsdyrs genetik, og som kun har rosende ord til- overs for Dmitrij Beljajev og hans medforskeres arbejde, mener dog, at forholdet mellem tamhed og domesticeringsfænotypen måske vil vise sig at være mindre direkte, end ræveundersøgelsen peger på. “Man udvælger ud fra én karakteregenskab, og man ser ændringer i andre karakteregenskaber,” siger Leif Andersson, men “man har aldrig påvist en årsagsforbindelse”.

31. marts 2011

Det er dog ikke alle domesticeringsforskere, som mener, at Dmitrij Beljajevs sølvræve er nøglen til domesticeringens gåde. Leif Andersson fra Uppsala universitet, der studerer landbrugsdyrs genetik, og som kun har rosende ord til- overs for Dmitrij Beljajev og hans medforskeres arbejde, mener dog, at forholdet mellem tamhed og domesticeringsfænotypen måske vil vise sig at være mindre direkte, end ræveundersøgelsen peger på.

“Man udvælger ud fra én karakteregenskab, og man ser ændringer i andre karakteregenskaber,” siger Leif Andersson, men “man har aldrig påvist en årsagsforbindelse”.

Hvis man vil forstå, hvordan Leif Anderssons opfattelse adskiller sig fra Novosibirsk-forskernes, kan man prøve at forestille sig, hvordan de to teorier historisk set kan have udspillet sig. Begge er enige om, at de dyr, der var størst sandsynlighed for at domesticere, var dem, der på forhånd var velvilligt indstillet over for kontakt med mennesker.

Mutationer

En mutation – eller en række mutationer – i deres dna betød, at de blev mindre bange for og dermed villige til at leve tættere på mennesker. Måske levede de af menneskenes affald eller drog fordel af den beskyttelse mod rovdyr, de fik her. På et tidspunkt har menneskene også kunnet se en fordel i, at dyrene boede tæt på, og de begyndte derfor at hjælpe processen på vej ved aktivt at udvælge de mest medgørlige, som de så har avlet videre på.

“I begyndelsen af domesticeringsprocessen var kun naturlig udvælgelse i spil,” som Ljudmila Trut udtrykker det. “Men hen ad vejen blev den naturlige udvælgelse afløst af kunstig udvælgelse.”

Men hvad der efterfølgende skete, er Leif Andersson uenig med forskerne i Novosibirsk om. Hvis Dmitrij Beljajev og Ljudmila Trut har ret, medførte først dyrenes egen udvælgelse og derefter den menneskelige udvælgelse af mindre frygtsomme dyr andre, fysiske, aspekter af domesticeringsfænotypen, f.eks. svungne haler og mindre kroppe.

Men efter Leif Anderssons opfattelse undervurderer den teori den rolle, som mennesket havde i udvælgelsen af disse andre karakteregenskaber. Nysgerrighed og manglende frygt kan uden tvivl have sat processen i gang, men når dyrene først var i hænderne på mennesker, blev de samtidig beskyttet mod vilde rovdyr. Vilkårlige mutationer i dyrenes fysiske træk, som måske hurtigt ville være blevet luget bort ude i naturen – f.eks. hvide pletter i en mørk pels – fik lov til at blive. Det skete, bl.a. fordi vi mennesker godt kunne lide dem.

“Dyrene opførte sig ikke anderledes,” som Leif Andersson siger, “De så bare nuttede ud.”

I 2009 blev Leif Andersson bestyrket i sin teori, da han sammenlignede mutationer i pelsfarvegener hos forskellige domesticerede grise og vildsvin. Resultaterne, fremhævede han, “viser, at de første bønder bevidst udsøgte sig grise med en usædvanligt farvet pels”.

I sin egen jagt på domesticeringsgener ser Leif Andersson nærmere på verdens mest udbredte domesticerede dyr: høns. Deres forfædre, røde junglehøns, gik frit omkring i junglen i Indien, Nepal og andre dele af Syd- og Sydøstasien. På et tidspunkt for omkring 8000 år siden begyndte mennesket at avle dem som fødevare.

Sidste år sammenlignede Leif Andersson og hans kolleger domesticerede høns’ fulde arvemasse med arvemassen fra røde junglehøns i zoologiske haver. De fandt frem til en mutation i et gen kaldet TSHR, som kun fandtes hos de domesticerede høns. Det tyder på, at TSHR har spillet en rolle i domesticeringen, og nu arbejder forskerne på at fastslå, nøjagtigt hvad det er, TSHR-mutationen styrer. Leif Anderssons hypotese går på, at den kan have spillet en rolle i fuglenes formeringscyklus, sådan at høns bliver i stand til at yngle oftere i fangenskab, end røde junglehøns gør i naturen – en egenskab, som de første bønder vil have haft en fordel og interesse i at fastholde. Den samme forskel kan iagttages hos ulve, der yngler en gang om året på en bestemt årstid, og hunde, som kan formere sig flere gange om året uanset årstiden.

Måske er du interesseret i ...

Læs også