Menneskets domesticeringsproces

Hvis Leif Anderssons teori er korrekt, kan den vise sig at have spændende perspektiver for vores egen art. Biolog Richard Wrangham fra Harvard University i USA har en teori om, at vi mennesker også har gennemgået en domesticeringsproces, som gav sig udslag i biologiske forandringer. “Spørgsmålet om, hvad forskellen på en tamgris og et vildsvin er – eller forskellen på en slagtekylling og en rød junglehøne – ligger meget tæt op ad spørgsmålet om, hvad forskellen på et menneske og en chimpanse er,” fortæller Leif Andersson.

31. marts 2011

Hvis Leif Anderssons teori er korrekt, kan den vise sig at have spændende perspektiver for vores egen art. Biolog Richard Wrangham fra Harvard University i USA har en teori om, at vi mennesker også har gennemgået en domesticeringsproces, som gav sig udslag i biologiske forandringer.

“Spørgsmålet om, hvad forskellen på en tamgris og et vildsvin er – eller forskellen på en slagtekylling og en rød junglehøne – ligger meget tæt op ad spørgsmålet om, hvad forskellen på et menneske og en chimpanse er,” fortæller Leif Andersson.

Nu er mennesker ikke bare domesticerede chimpanser, men større viden om domesticeringens genetik hos høns, hunde og grise kunne måske fortælle os overraskende meget om baggrunden for vores egen sociale adfærd. Det er en af grundene til, at NIH finansierer Anna Kukekovas ræveforskning.

“Hjernefunktionen involverer over 14.000 gener, og vi ved ikke ret meget om dem,” påpeger hun. Det er vanskeligt at finde ud af, hvilke af disse gener der er relateret til social adfærd. Det er klart, at man ikke kan lave avlsforsøg med mennesker, ligesom undersøgelser, som går ud på at finde medfødte forskelle i adfærd hos mennesker eller grupper af mennesker, i bedste fald er problematiske.

Men analyser af dna fra de husdyr, vi omgiver os med, kan give os spændende ny viden. I 2009 stod biolog Robert Wayne fra det amerikanske University of California i Los Angeles (UCLA) i spidsen for en undersøgelse, som sammenlignede ulves og hundes arvemasse. Et af de resultater, som trak overskrifter, var, at hunde nedstammer fra grå ulve, og at de ikke stammer fra det østlige Asien, som andre forskere tidligere havde hævdet, men fra Mellemøsten.

Hvad pressen ikke gjorde så meget ud af, var, at Robert Wayne og hans kolleger havde udpeget en kort dna-sekvens, der findes i nærheden af et gen kaldet WBSCR17, og som er meget forskellig hos de to arter. Forskerne havde en formodning om, at dette område af arvemassen kunne indeholde “gener, som er vigtige i den tidlige domesticering af hunde”. Hos mennesker, påpegede de videre, er WBSCR17 delvist ansvarligt for en sjælden genetisk lidelse kaldet Williams syndrom. Mennesker med Williams syndrom har alfeagtige ansigtstræk, en kort næseryg og er “exceptionelt udadvendte og imødekommende”. De er tit overdrevent vennesæle og stoler blindt på fremmede.

Efter rapportens offentliggørelse, fortæller Robert Wayne, “fik vi især mange e-mails fra forældre til børn med Williams syndrom. De skrev: Faktisk minder vores børn os om hunde, når det handler om deres evne til at læse andres adfærd og deres mangel på sociale barrierer.” De alfeagtige ansigtstræk syntes også at modsvare aspekter af domesticeringsfænotypen. Robert Wayne advarer imidlertid imod at trække direkte paralleller mellem domesticeringsgener og noget så genetisk komplekst som Williams syndrom. Indtil videre finder forskerne det “interessant”, siger han, og de håber at kunne studere forbindelsen nærmere.

I 2003 rejste den unge forsker Brian Hare fra Duke University i USA til Novosibirsk. Brian Hare er kendt for sit arbejde med at katalogisere hundes og ulves unikke adfærd og dermed vise, hvordan hunde har udviklet en evne til at forstå signaler fra mennesker som at pege og øjenbevægelser. Da han lavede lignende forsøg med ræveunger i Sibirien, fandt han ud af, at de forstod signalerne lige så godt som hundehvalpe på samme alder. Resultaterne tyder på, at bevidst udvælgelse væk fra frygt og aggression har skabt ræve, som ikke bare er tamme, men også har hundenes evne til at samarbejde med mennesker, fordi de forstår vores sociale signaler.

“Forskerne foretog ikke deres udvælgelse med henblik på at fremavle en mere intelligent ræv, de ville have en venligtsindet ræv,” siger Brian Hare. “Men de fik også en intelligent ræv.” Denne forskning har også betydning, når man ser på oprindelsen af menneskets sociale adfærd. “Er vi domesticeret på samme måde som hunde? Nej. Men jeg er ret sikker på, at det første, der skal til for at gå fra abelignende forfader til menneske, er en betydelig større tolerance over for andre individer.”

Jeg kom til at tænke på Brian Hares forskningsarbejde den sidste eftermiddag i Novosibirsk, da Anna Kukekova, min tolk, Luda Mekertijtjeva, og jeg legede med Mavrik i en indhegning bag rævefarmens forskningsbygning. Vi så til, mens han løb efter en bold og sloges med en anden ræv. Derefter kom han løbende tilbage, så vi kunne løfte ham op og lade ham slikke os i ansigtet. Men vi skulle alle sammen nå et fly, og efter en times tid bar Anna Kukekova ham tilbage mod barakkerne. Mavrik kunne tilsyneladende fornemme, at han var på vej tilbage til sit bur, og han hylede mere og mere ulykkeligt. Det var tydeligt, at dette dyr biologisk set i lige så høj grad var kodet ind på menneskelig opmærksomhed som enhver hund.

Forsøget på rævefarmen er et videnskabeligt eksperiment. Forskerne har i årtier været nødt til at trimme bestanden ved at sælge de ræve, som ikke var tilstrækkeligt imødekommende eller aggressive til at indgå i forskningen, til pelsfarme. Og det er ikke sjovt at være med til at afgøre, hvilke dyr der skal blive, og hvilke der skal væk. Ljudmila Trut har for længst overladt den opgave til andre, og hun holder sig langt væk fra farmen, når dyrene skal udvælges. “Det er følelsesmæssigt frygteligt svært,” siger hun. Men i de senere år har instituttet arbejdet på at få lov til at sælge de overskydende, tamme ræve som kæledyr i Rusland og i udlandet. På den måde ville de uønskede ræve ikke bare få et bedre hjem, de ville også skaffe penge til den fortsatte forskning, understreger forskerne. “Lige nu gør vi bare, hvad vi kan, for at holde bestanden kørende,” siger Ljudmila Trut.

Hvad Mavrik angår, var Luda Mekertijtjeva så betaget af den kastanjebrune ræv og en af hans legekammerater, at hun besluttede at adoptere dem. De ankom til hendes datja uden for Moskva nogle måneder senere, og ikke længe efter kom der en e-mail med seneste nyt. “Mavrik og Peter springer op på ryggen af mig, når jeg bøjer mig ned for at give dem mad. De sidder pænt, når jeg kæler med dem, og spiser vitaminer af min hånd,” skrev hun. “Jeg er bare så glad for dem.”

Måske er du interesseret i ...

Læs også