Sådan skifter kamæleonen farve

Kamæleonens sælsomme farveskift skyldes ikke pigment, men krystaller, og formålet er ikke at camouflere sig, men at kommunikere.

4. januar 2016 af National Geographic News

Der er ingen over og ingen ved siden af kamæleonen, når det gælder bizarre anatomiske attributter. Dens tunge er længere end dens krop og kan indfange insekter på en brøkdel af et sekund.

Dens øjne drejer uafhængigt af hinanden, og dens tæer er vokset sammen til vantelignende klosakse. Den har horn på pande og snude, knortede gevækster på næsen og en bred, kravelignende hudfold om halsen.

Af alle kamæleonens sælsomme kendetegn er især ét blevet fremhævet – endda helt tilbage i Aristoteles’ tid: Den kan skifte farve.

Omgærdet med stor mystik

Det er en udbredt myte, at kamæleoner skifter farve efter deres omgivelser. Det er korrekt, at visse farveskift hjælper dem med at falde i ét med tapetet, men den fysiologiske reaktion, som farveskiftet er, har først og fremmest kommunikation som formål.

Øglen bruger “farvesproget” til at give udtryk for ting, der påvirker dens tilstand: parringslyst, konkurrence, miljøpåvirkninger. Det mener man i hvert fald i dag.

“Selv om kamæleoner i årevis har været genstand for stor opmærksomhed, er de stadig omgærdet med stor mystik,” beretter seniorforsker i biologi Christopher Anderson fra Brown University i USA og kamæleonekspert.

“Vi er stadig i gang med at afdække mekanismerne bag, hvordan de fungerer,” fra den eksplosive udskydning af tungen til fysikken bag den skiftende hudfarve.

VIDEO: LÆR HVORDAN KAMÆLEONEN SKIFTER FARVE

Panterkamæleoner i parringslyst

Vores forståelse for kamæleonens kulører har også ændret sig med tiden – og i særligt høj grad tidligere i år, da Michel Milinkovitchs forskning blev offentliggjort.

Forskere havde længe ment, at kamæleonen skiftede farve ved at lede hudcellepigmenter ud i kroppen gennem årelignende celleudvidelser.

Michel Milinkovitch, der er evolutionær genetiker og biofysiker, fremførte, at den teori ikke holdt, fordi der var mange grønne kamæleoner, men ingen grønne pigmenter i deres hudceller.

Derfor begyndte Michel Milinkovitch og hans kolleger på Université de Genève at “arbejde med fysik og biologi sammen”, som han siger.

Under et lag af pigmenterede hudceller opdagede de yderligere et hudlag, der indeholdt nanokrystaller arrangeret i et trekantet gitter.

Ved at udsætte kamæleonhudprøver for tryk og kemikalier opdagede forskerne, at disse krystaller kan kalibreres, sådan at afstanden mellem dem ændrer sig. Dette har betydning for, hvilken farve lys krystalgitteret reflekterer.

I takt med at afstanden mellem krystallerne vokser, skifter den reflekterede farve fra blå til grøn til gul til orange til rød – en kalejdoskopisk opvisning, der er almindeligt udbredt blandt visse panterkamæleoner, når de går fra afslappet tilstand til ophidselse eller parringslyst.

Skovafbrænding truer kamæleonen

Både han- og hunkamæleoner er polygame. De fleste arter lægger æg, men nogle føder levende unger i gennemsigtige, kokonagtige sække. Kamæleoner opfostrer ikke deres afkom. Ungerne må klare sig selv, når de er født eller udklækket.

For at undgå de fugle og slanger, der jager den, har kamæleonen udviklet opfindsomme måder at skjule sig på. De fleste arter lever i træer.

Når de gør deres krop smallere, er de slanke nok til at gemme sig bag en gren. Hvis en kamæleon, der lever på jorden, ser et rovdyr, kan den “spille blad” – den vrider sin krop til en form, der ligner blade på skovbunden.

Kamæleoner kan gemme sig for visse trusler, men de kan ikke beskytte sig selv mod den rydning og afbrænding af skovene, der sker for at skaffe landbrugsjord, og som ødelægger deres naturlige levesteder.

IUCN klassificerer ni arter som kritisk truede, 37 som moderat truede, 20 som sårbare og 35 som næsten truede.

VIDSTE DU?

40 % af de lidt over 200 arter af kamæleoner, man kender, lever på Madagaskar. De fleste andre lever på det afrikanske kontinent.

På baggrund af dna-prøver har man konstateret, at visse kamæleoner, der ellers til forveksling ligner hinanden, er genetisk forskellige.

Over 20 % af alle kendte arter er blevet opdaget inden for bare de sidste 15 år.

Måske er du interesseret i ...

Læs også