Læderskildpadden - en overlever

Læderskildpadder er bygget til at være på farten. På stranden er de lige så lidt i deres rette element som en ubåd i tørdok, men i vandet er de yndefulde. “Deres hydrodynamiske form er en af de bedste på Jorden,” siger Scott Eckert. Modsat andre havskildpadders kraftige rygskjold med udhæng går læderskildpaddens fleksible og tætsluttende rygskjold nærmest sømløst over i den brede hals og de muskuløse skuldre. Skjoldet er dråbeformet og smallest bagtil med syv længdekøle, der leder vandet forbi.

2. november 2009

Læderskildpadder er bygget til at være på farten. På stranden er de lige så lidt i deres rette element som en ubåd i tørdok, men i vandet er de yndefulde. “Deres hydrodynamiske form er en af de bedste på Jorden,” siger Scott Eckert.

Modsat andre havskildpadders kraftige rygskjold med udhæng går læderskildpaddens fleksible og tætsluttende rygskjold nærmest sømløst over i den brede hals og de muskuløse skuldre. Skjoldet er dråbeformet og smallest bagtil med syv længdekøle, der leder vandet forbi.

Forskere kan følge læderskildpaddens vandringer ved hjælp af satellit-sendere, der monteres på skildpadderne på ynglestrandene eller til havs. Satellitterne har fulgt deres tur på langs og tværs af Nordatlanten, fra Caribien op til Canada og over til De Kanariske Øer og Det Irske Hav. Skildpadder med satellitsendere har foretaget den længste vandring i Stillehavet: 10.500 km mellem ynglestrandene på Ny Guinea og kysten ud for Oregon og Californien.

Undervejs kommer læderskildpadderne tit gennem områder, hvor vandtemperaturen er betydeligt lavere end 15°, og hvor hvaler og sæler føler sig mere hjemme end havskildpadder. Men læderskildpadder kan ryste kulden af sig. Hvis man lægger hånden på en læderskildpaddes kødfulde skuldre, mærker man en svag varme, der bestemt ikke er krybdyragtig.

Store, vekselvarme dyr som havskildpadder og krokodiller kan på grund af deres størrelse holde på varmen, fordi de taber relativt mindre varme til omgivelserne end små vekselvarme dyr som f.eks. frøer og firben. Det hjælper læderskildpadden til at holde sig flere grader varmere end det vand, den svømmer i. Ved at pakke skildpadder ind i is (ja, man har faktisk prøvet det, og dyrene kom sig hurtigt) fandt forskerne ud af, at blodtilførslen til luffernes overflade med mellemrum lukker ned, så varmen bliver inde i kroppen. Et tykt fedtlag hjælper også.

Flere årtier efter at Sherman Bleakney sprang fra læderskildpadder til søpølser, fortsatte den unge forsker Mike James, hvor han slap. Mike James tog rundt til fjerne fiskerlandsbyer i hele Nova Scotia og satte plakater op med et billede af en læderskildpadde og teksten “Har du set denne skildpadde?” Det første år, 1998, fik han 200 rapporter om observationer.

Den næste sommer kørte Mike James til den lille havneby Neil’s Harbour på Cape Breton Island i den nordlige ende af Nova Scotia og bankede på døren hos fiskeren Bert Fricker. Torskebestanden var kollapset først i 1990’erne og sværdfiskene var også ved at forsvinde.

Det eksemplar på 278 kg, Bert Fricker havde fanget med harpun en måned tidligere, skulle vise sig at være det sidste, der nogensinde blev fanget i Neil’s Harbour. Så Bert Fricker og hans bror Blair havde masser af tid til at tage den ivrige Mike James ud på deres båd for at fange en levende læderskildpadde med hans kæmpe specialfremstillede rusegarn.

Siden dengang har Mike James og hans kolleger fra Canadian Sea Turtle Network i Halifax i Canada arbejdet hver sommer og det tidlige efterår sammen med brødrene Fricker på deres to både og fanget flere hundrede læderskildpadder og sat dem ud igen. Når de trækker en af dem ind, undersøger de først, om den er mærket. Det kan være et metalbånd klemt sammen om en bagluffe eller en mikrochip, der er skudt ind i skulderen af forskere på en fjern ynglestrand. Gennem årene har de registreret lande fra det nordlige Sydamerika, Mellemamerika, de caribiske øer, inklusive Trinidad, og Florida.

Læderskildpadderne vandrer så langt og affinder sig med det kolde vand af den ene grund, at her er masser af mad. Selv fra båden ser man tydeligt, at skildpadderne ikke ænser andet end at æde. Den har tit lyserøde stykker af goplemundarme hængende ud af munden, og hovedet er bøjet bagover, så den kan sluge maden. Båden manøvreres helt hen til skildpadden, og en fra mandskabet læner sig ud med en lille instrumentpakke med sugekopfod og trykker den fast på dyrets ryg. De næste timer følger instrumenterne læderskildpadden, mens den gnasker gopler i sig flere meter under havoverfladen.

Der er ikke meget næring i gopler. Det anslås, at de indeholder mindre end 2 % af de kalorier, der er i fisk. Så selv om læderskildpadderne har et nøjsomt stofskifte og sparer på energien, når de svømmer, må de æde enorme mængder. Sidste år fik Mike James indblik i grovæderiets omfang med et videokamera i instrumentpakken på sugekopfoden. Filmen blev optaget i 18 meters dybde og viser skildpadder, der fortærer gople efter gople. På tre timer åd en læderskildpadde 69 gopler af arten rød brandmand, der kan blive 1 m i diameter og veje over 4 kg.

Atlanterhavet har sikkert altid været fuld af gopler. Men forskere siger, at der måske er endnu flere nu, end der har været før. Måske har klimaforandringerne ændret bevægelsesmønstrene i det nordlige Atlanterhav og tilført det ekstra næringsstoffer, der har givet goplerne en opblomstring.

Eller måske har rovfiskeri skabt ændringer i økosystemet. De ældste fiskere siger, at der begyndte at komme mange læderskildpadder omkring det tidspunkt, hvor fiskeriet ud for Neil’s Harbour kollapsede for næsten 20 år siden. Mens torsk, kuller og sværdfisk forsvandt, bredte arktisk krabbe og hummer sig og blev byens redning. Ingen har fulgt bestanden af gopler, men Mike James tror, at de må have formeret sig stærkt samtidig med skaldyrene. “Pludselig har vi et gople-domineret økosystem.

Og skildpadder er ikke dumme. Det er derfor, der er så mange flere end før.” Begge scenarier er lige ironiske. Menneskenes aktiviteter – der er så skadelige for havet og de fleste af dets dyr – giver måske i virkeligheden den atlantiske læderskildpadde et løft.

Men inden man bliver alt for glad på naturens vegne, må man også huske på, hvad der er sket i det østlige Stillehav. Der ser det ud, som om alle tendenserne modarbejder skildpadderne: æggetyve og byggeri på strandene, drivgarn og langliner til søs plus havet selv. Læderskildpadderne i det østlige Stillehav lægger æg på vestkysten af Mexico og Mellemamerika og vandrer ned syd for ækvator for at fouragere i det næringsrige vand, der stiger op fra dybet ud for Chile og Peru.

Men med et par års mellemrum, når El Niño kommer, ændres havstrømmene, opstigningen af næringsrigt vand holder op, og Stillehavet ved ækvator bliver nærmest en ørken. Biologer har konstateret, at hvert magert år ud for Sydamerika giver en sparsom ynglesæson den følgende vinter, hvor strandene kun bliver besøgt af en håndfuld hunner mod normalt over 100. Selv i gode år kan knapheden på føde ses på læderskildpadderne i det østlige Stillehav. De er gennemsnitligt flere centimeter kortere end i andre have, de lægger ikke æg så ofte, og de får mindre kuld.

El Niño-fænomenerne har været voldsommere i de senere år, måske på grund af drivhus-effekten, selv om en flere årtier lang naturlig cyklus i Stillehavet også spiller en rolle. Under alle omstændigheder har manglen på føde tilsyneladende gjort læderskildpaddebestanden i det østlige Stillehav endnu mere sårbar over for æggetyve og fiskere, og skildpadderne dér er nu meget tæt på at være udryddet.

Men for 25 år siden var bestanden i det østlige Stillehav måske Jordens største. Alene i Mexico blev strande, der nu ligger næsten øde hen, hvert år besøgt af op til 75.000 æglæggende hunner. Den bratte nedgang er en påmindelse om, hvor hurtigt menneskenes indvirkning på havet kan vise sig, og hvor uforudsigeligt den kan gå i forbindelse med naturlige faktorer.

På de overfyldte ynglestrande ser man sommetider læderskildpaddehunner støde sammen. Den ene går målrettet op for at lægge æg, og den anden har lige gjort det og er på vej tilbage til havet. Ingen af dem vil vige. Begge kæmper for at komme fremad drevet af urkræfter, indtil de til sidst glider af på hinanden. Når man ser denne styrkeprøve, fornemmer man den livskraft, der har bragt læderskildpadderne over hver eneste forhindring i 100 millioner år.

I løbet af den tid er en kæmpe asteroide faldet ned fra himlen, Jorden er blevet dækket af is, der er smeltet igen, og utallige andre skabninger er opstået og uddøde igen. Imens har læderskildpadderne bare svømmet rundt i havene og er kravlet op på strandene for at lægge æg. I det lange løb – den eneste målestok, der tæller for en skabning, der er så gammel – er menneskene måske bare endnu en af de forhindringer.

Måske er du interesseret i ...

Læs også