Isbjørn svømmer 687 km i ét stræk

Undersøgelse forudsiger flere svømmeture over lange afstande som følge af smeltende havis.

1. august 2011 af Anne Casselman, National Geographic News

En hun-isbjørn har slået alle rekorder ved at svømme ni dage i træk og tilbagelægge 687 km i vandet, fortæller en ny undersøgelse.

Rovdyret foretog sin historiske rejse i Beauforthavet, hvor havisen svinder på grund af global opvarmning, hvilket tvinger bjørnemødre til at svømme længere og længere afstande for at nå land.

Tabte 22 % af kropsvægt

Ungen til den maratonsvømmende bjørn døde et eller andet sted mellem svømmeturens begyndelse, og det sted, hvor forskerne igen observerede moren på landjorden. Isbjørnen tabte desuden 22 % af sin kropsvægt.

"Vi er ret sikre på, at disse dyr ikke var nødt til at tage så lange svømmeture tidligere, for der har ikke ret tit i isbjørnens udviklingshistorie været 687 km lange stræk med åbent vand," siger Steven Amstrup, der er chefforsker for miljøgruppen Polar Bears International og medforfatter til undersøgelsen.

En anden hunbjørn i undersøgelsen svømmede i over 12 dage, men fandt sig tilsyneladende nogle hvilesteder undervejs.

Biologer mærkede mellem 2004 og 2009 68 hun-isbjørne for at studere deres færden. Takket være, hvad Geoff York, som er medforfatter til undersøgelsen og isbjørnebiolog i WWF, kalder "et tilfældigt sammenfald af teknologi og design", bemærkede forskerne nogle huller i dataene om bjørnenes strejftog. Efterfølgende blev forskerne i stand til at kæde hullerne sammen med perioder, hvor bjørnene var til havs.

Forskerne undersøgte gps-data fra over 50 hun-isbjørnes langdistancesvømninger, hvilket defineres som svømmeture på over 50 km. Disse data blev derefter sammenkørt med ungernes overlevelseshyppighed.

Isbjørneunger dør

"Bjørne, som kastede sig ud i svømmeture over lange afstande, havde større sandsynlighed for at miste unger," siger George Durner, medforfatter til undersøgelsen og forskningszoolog hos USA's geologiske undersøgelser (USGS) i Alaska.

Fem af 11 mødre, der havde unger, før de påbegyndte deres lange svømmeture, havde mistet ungerne, da forskerne igen observerede dem på land, fortæller undersøgelsen, der blev fremlagt 19. juli på International Bear Association Conference i Ottawa i Canada. Undersøgelsen er endnu ikke blevet bragt i et tidsskrift.

Indtil 1995 var havisen om sommeren for det meste intakt langs kontinentalsoklen i Beauforthavet, som på grund af store sælbestande er et vigtigt leveområde for isbjørne. I dag trækker havisen i Beaufort- og Chukchihavet sig flere hundrede km væk fra kysten, siger George Durner.

I 2010 skrumpede den arktiske havis til det tredjemindste, der er målt, og det er i tråd med en langtidstendens for istab, som ifølge National Snow and Ice Data Center i USA vil fortsætte flere årtier frem.

"Så de forhold, der er med til at gøre svømmeturene længere, vil sandsynligvis vedblive at være der i fremtiden, og hvis det har en direkte sammenhæng med dødeligheden blandt ungerne, vil det få en negativ indflydelse på bestanden," siger George Durner.

Det vides ikke, om ungerne drukner til havs, eller om de energikrævende langdistancesvømninger i det iskolde vand får dem til at bukke under, efter at de er nået i land.

Måske er du interesseret i ...

Læs også