Hvilket dyr er farligst for mennesker?

Alt efter hvor i verden du befinder dig, er der forskellige farlige dyr, du skal være opmærksomme på. Men hvilke dyr er farligst for mennesker?

Det er umuligt at afgøre, hvilket dyr der er farligst for os mennesker. Det kommer helt an på omstændighederne. Isbjørnen, tigeren og løven har hvert år menneskeliv på samvittigheden. Isbjørnen i måske kun et enkelt tilfælde, hyppigst på Svalbard, mens tigeren er det kattedyr, der årligt dræber flest, omkring 10-30 mennesker i de indiske tigerreservater.

Flodhesten dræber

Adskillige andre arter er også livsfarlige, blandt andre krokodiller og hajer. Blandt pattedyrene dræber flodhesten i Afrika omkring 100-150 mennesker hvert år – og måske er tallet reelt langt højere. Når så mange dræbes af flodheste, skyldes det, at dyret er meget aggressivt, hvis det møder et menneske, når det går på land om natten. Flodhesten kan både trampe og bide et menneske til døde.

Hold øje med de små dyr

Slangebid er dog årligt årsag til langt flere dræbte mennesker, måske titusinder, for ikke at tale om de myg, der spreder sygdomme som malaria og denguefeber, og som fører til, at op mod et par millioner dør hvert eneste år.

Måske er du interesseret i ...

Læs også