Små blæksprutter udvikler store sædceller

Splejsede tiarmede blækspruttehanner sniger sig ind på hunnerne og befrugter dem anden gang – efter at de større hanner har været der.

16. august 2011 af Christine Dell'Amore, National Geographic News

Sædcellerne hos "sniger"-hannerne har tilpasset sig et sekundært forplantningsorgan hos hunnerne, der netop er beregnet til dem, viser en ny undersøgelse.

Undersøgelsen viser, at de mindre tiarmede hanner, der kaldes "snigerblæksprutter", har mere potente sædceller end de store tiarmede blæksprutter. Desuden er snigernes sædceller skræddersyet til et helt separat sædreservoir, der ifølge forskerne sidder i nærheden af hunnens mund.

Hunner foretrækker store hanner

Tiarmede blækspruttehunner parrer sig normalt med store hanner, der gør kur til hunnerne med naturligt, mangefarvet, pulserende lys, en parringsopvisning ved hjælp af bioluminescens, som de mindre hanner ikke udfører.

Så snart en hun har valgt sig en han, holder denne hunnen fast over sig og fører ved hjælp af sin arm en sædkapsel ind i hunnens æggeleder, en kanal, som hannens sæd vandrer igennem til hunnens æggestokke. Bagefter holder han vagt ved hunnen, indtil hun gyder, for at sikre sig, at ingen andre hanner befrugter hunnens æg.

Men netop som hunnen begynder at lægge sine æg på havbunden, kan en mindre blækspruttehan, en sniger, smutte hen til hunnen og parre sig med den hoved til hoved.

En hun "accepterer i reglen at parre sig med en sniger, fordi hun har et særligt sædopbevaringsorgan i nærheden af munden beregnet til snigerhanner", siger Yoko Iwata, forskningsstipendiat ved Tokyos universitet og medforfatter til undersøgelsen, i en e-mail.

Selv om de større hanner ender med at befrugte de fleste af æggene, sikrer snigerhannernes adfærd, at de mindre blæksprutter også får en chance for at blive fædre til noget af afkommet.

Større sædceller svømmer ikke hurtigere

Som led i undersøgelsen dissekerede Yoko Iwata og hendes kolleger tiarmede blæksprutter, der var fanget af erhvervsfiskere, og indsamlede sæd fra hannerne og fra hunnernes to sædlagre.

Holdet målte derefter størrelsen af sædcellerne under mikroskop og opdagede, at de større hanners sædceller, der var deponeret i hunnerne, i gennemsnit var 73 milliontedele af en meter lange. Sædcellerne fra snigerne målte i gennemsnit ca. 99 milliontedele af en meter.

Forskerne indsamlede også æg fra levende hunblæksprutter og befrugtede kunstigt æggene med sædcellerne for at få bekræftet, at begge sædtyper var levedygtige.

De to typer sæd svømmede desuden med samme hastighed, hvilket tyder på, at de større sædceller ikke har et forspring i konkurrencen med de mindre sædceller.

De større sædceller fra snigerne har snarere udviklet sig med henblik på at passe til hunnernes sædreservoir og det omgivende havvand.

Hunnernes to sædbeholdere og vandet, der omgiver disse beholdere, kan med andre ord have forskellige egenskaber – såsom pH-værdi, saltindhold eller indhold af gasser og næringsstoffer – der tilgodeser den ene størrelse sædceller frem for den anden.

Resultaterne er det første eksempel på, at to typer hanner af den samme art, der ikke er lige store, producerer sædceller med forskellig størrelse og bruger forskellige stillinger, når de parrer sig. Det siger forfatterne til undersøgelsen, der fornylig blev offentliggjort i tidsskriftet BMC Evolutionary Biology.

Og der er sandsynligvis en evolutionær fordel ved alt dette, tilføjer Yoko Iwata: Fordi de to typer sædceller er genetisk forskellige, bliver afkommet af de tiarmede blæksprutter genetisk mere varieret, og det giver generelt en art bedre chancer for at overleve på lang sigt.

Hvordan bliver en sniger til en sniger?

Det er dog stadig en gåde, hvad der gør tiarmede babyblæksprutter til henholdsvis snigere eller større hanner til at begynde med. Forskere ved ikke, om det at være sniger er et genetisk træk, der nedarves fra forældrene, eller om miljøfaktorer som f.eks. vandtemperatur eller mængden af føde gør en babyhan til sniger.

Forskning i andre blækspruttearter tyder foreløbig på, at miljøet godt kan være en medvirkende faktor.

William Gilly, der er ekspert i tiarmede blæksprutter på Stanford University i USA, siger, at unge jumbo-blæksprutter, der også kaldes Humboldt-blæksprutter, fuldstændig ændrer livscyklus i år med El Niño, der er en opvarmning af tropiske farvande i det centrale og østlige Stillehav.

Det varmere vand får af en eller anden grund unge jumbo-blæksprutter til at yngle allerede, når de er seks måneder gamle, og deres kroppe kun er omkring 20 cm lange fraregnet arme og tentakler. Normalt yngler blæksprutterne først, når de er fuldt udvoksede, og deres kroppe er op til 1,8 m lange.

"Princippet med at miljømæssige påvirkninger tidligt i livet sender dem ud på en helt anden livsbane senere hen, siger William Gilly, "er muligvis meget udbredt blandt blæksprutter og mange andre dyr".

Måske er du interesseret i ...

Læs også