Frossen sæd kan redde kæmpesalamander

Nedfrysning er måske sidste udvej for at redde den såkaldte “hellbender” eller “snotodder”.

25. august 2010 af Christine Dell’Amore, National Geographic News

Nedfrysning af sæd er måske den sidste mulighed for at redde Nordamerikas største salamander, den såkaldte “hellbender”, siger naturforskere. Det er i hvert fald et forsøg værd.

Hellbenders – der også er kendt under navne som “snotoddere” og “djævlehunde” – er i tilbagegang i hele deres udbredelsesområde, der engang strakte sig fra vandløb i det nordøstlige Arkansas til New York.

De 0,7 m lange amfibier er de seneste årtier gået tilbage med 80 til 90 % på de fleste af deres sædvanlige levesteder, og i dag er der kun levedygtige bestande tilbage i isolerede lommer i den sydlige del af Appalacherne og i Pennsylvania, siger Dale McGinnity, der leder afdelingen for reptiler i Nashville Zoo.

Alle delstater i hellbenderens udbredelsesområde har fredet arten, og USA’s fiske- og vildtadministration overvejer netop nu, om hellbenderen skal fredes i hele USA, siger Dale McGinnity. Årsagen til deres tilbagegang er ukendt, men det er sandsynligt, at miljøgifte såsom pesticider skader dyrene gennem deres meget gennemtrængelige hud, siger han.

For at gøre ondt værre ser det ud til, at hellbenders tilsyneladende ikke yngler særlig meget i naturen, siger han, muligvis fordi menneskeskabt forurening, der indeholder kunstige hormoner, skader amfibiernes forplantningsorganer. Forureningen skader måske også artens æg eller larver.

Konsekvensen er, at der bortset fra ældre individer tilsyneladende er meget få hellbenders tilbage i vild tilstand – amfibierne bliver mindst 30 år gamle og kan måske leve meget længere end det. Nedgangen i bestanden af hellbenders fik i september 2009 et internationalt forskerhold til at indsamle sæd fra nogle indfangede salamandre med henblik på nedfrysning, en udbredt praksis i zoologiske haver, der kan fryse sæden ned uden at beskadige dens cellemembraner.

Selv om flere zoologiske haver har gjort sig “store anstrengelser” for at få amfibierne til at yngle i fangenskab, har ingen af dem haft heldet med sig, tilføjer Dale McGinnity. Det vides ikke, hvorfor de er så svære at få til at yngle.

“For første gang er det lykkedes at indsamle sæd fra en levende salamander, fryse den ned og bringe den til live igen,” siger Dale McGinnity, der deltager i indsatsen for at bevare sæd sammen med kolleger fra Antwerpen Zoo og Michigan State University i USA.

Sæden er en slags “forsikring” mod udryddelse, der vil gøre forskere i stand til at lave avlsarbejde med hellbenders, siger Dalen Agnew, der er forplantningspatolog på Michigan State University. Eksempelvis kan forskere bruge sæden til at lave krydsningsavl, siger han, for at sikre genetisk spredning blandt vilde hellbenders. Genetisk spredning er vigtig, for hvis nært beslægtede salamandre parrer sig, vil deres indavlede afkom være svagere og mere udsat for sygdom.

Sædfyldte salamandre Trods deres frygtindgydende kælenavne er de “store, leddeløse” skabninger faktisk “meget blide”, siger Dalen Agnew.

Den føjelige natur er en hjælp for forskerne, når de skal indsamle salamandersæd, der “malkes” ud af en hellbender ved, at man gnider den mellem forbenene og halen, siger Dale McGinnity fra Nashville Zoo.

Dalen Agnew har desuden opdaget, at hellbenderens sædceller – ligesom andre amfibiske arters – har et bånd af væv, der snor sig rundt om halen. Når man forstørrer den 40 gange, “ligner den næsten en proptrækker, der drejer rundt,” siger Dalen Agnew.

Det snoede væv giver formentlig noget ekstra fremdrift til sædcellen, siger han. Ved hjælp af en særlig “blanding” af konserveringsmidler er det indtil videre lykkedes Dalen Agnew og hans kolleger – der desuden tæller Sally Nofs og Michael Kirk fra Nashville Zoo og Robert Browne fra Antwerpen Zoo – at holde liv i hellbender-sæd i seks måneder – i princippet skulle sæden kunne opbevares i hundredvis af år.

Snotoddere har ikke forandret sig siden dinosaurerne levede Hellbenders har ikke forandret sig meget, siden dinosaurerne herskede på kloden, og det sætter næsten amfibierne i en klasse for sig, bemærker Dale McGinnity fra Nashville Zoo.

Kun to arter er beslægtede med hellbenderen: den kinesiske kæmpesalamander og den japanske kæmpesalamander, der også er i tilbagegang.

“Hvis vi mister dem, mister vi en masse evolutionshistorie, fordi denne gruppe er helt speciel og ikke ligner noget som helst andet."

Måske er du interesseret i ...

Læs også