Flagermus fanger fisk!

Den langfingrede flagermus er den første flagermusart i Europa, der vides at fange og spise fisk, siger forskere.

26. november 2010 af Kate Ravilious, National Geographic News

I lang tid troede man, at den lille flagermus, der vejer omkring 9 g og kun er lidt over 42 mm lang, kun levede af insekter. Derfor var forskere overraskede over at finde fiskeben og skæl i flagermusens ekskrementer i 2003. For at finde ud af om flagermusene selv fisker, begyndte Joxerra Aihartza fra det baskiske universitet i Bilbao sammen med nogle kolleger at studere dyrenes fourageringsadfærd ved hjælp af små radiosendere.

For nylig fik holdet billeder af flagermusene i færd med at fange levende fisk. "De flyver lavt hen over vandet og fanger fisk, der søger føde ved overfladen, som f.eks. moskitofisk med deres kløer," siger Joxerra Aihartza.

Europas fiskeflagermus er en udsat art

Man har kun kendskab til en håndfuld flagermus verden over, der fanger fisk, heriblandt den sydamerikanske fiskeflagermus. Så vidt Joxerra Aihartza og hans kolleger ved, er den langfingrede flagermus (Myotis capaccinii) den eneste flagermus i Europa med denne evne. Trods dens færdigheder som fisker, er der visse perioder, hvor den langfingrede flagermus mest spiser vandlevende insekter, siger holdet. "I nogle perioder ernærer de sig mere på fisk, og vi tror, det er et spørgsmål om mængden af fisk. Det er noget, vi studerer nu," siger Joxerra Aihartza.

Den langfingrede flagermus kan ses søge føde over vådområder og sejlløb - bl.a. kanaler og reservoirer - i hele sit udbredelsesområde, der følger middelhavskysten i Marokko, Algeriet og Europa og strækker sig ind i Libanon, Jordan og Iran. De største trusler mod artens overlevelse omfatter ifølge International Union for Conservation of Nature vandforurening, dæmningsbygning og tab af vådområder.

"At finde egnede levesteder er et reelt problem for denne flagermus, og i Spanien er den en truet art," siger Joxerra Aihartza.

Måske er du interesseret i ...

Læs også