Jumbojet blandt vandfuglene

Sangsvanen er med sit vingefang på 2,5 m en jumbojet blandt vandfuglene. Den er engleagtig i flugt, imponerende i triumferende opvisning, værdig med næbbet under vingen og ren elegance på vinger – en inspiration til drømme.

1. april 2011 af Cathy Newman

Den smukke sangsvane, som Finland har ophøjet til nationalfugl, tilhører et elegant søstersamfund af vandfugle, som også omfatter pibesvane, trompetersvane, sort svane, sorthalset svane samt knopsvane, som i 1984 udkonkurrerede sanglærken og blev erklæret nationalfugl i Danmark.

Sangsvanen, Cygnus cygnus, blev første gang beskrevet af svenskeren Carl von Linné i 1758 og anses af mange for at være svanernes svane, den meget karakteristiske og derfor arketypiske svane. Den er også på alle måder uovertruffen. Bestanden er på ca. 180.000, så selv om sangsvanen har mistet levesteder, er den blandt de talrigeste af sin art og har et langt større udbredelsesområde end andre svaner.

I den græske og romerske oldtid var en svane, der gled ubesværet hen over søens spejl og foldede sig ud i yndefuld flugt, et tegn på flygtighed, der vækkede længsler om udødelighed. Sokrates hørte ifølge Platon svanesang på sin dødsdag. Valkyrierne i nordisk mytologi var forklædt som svaner, når de førte deres faldne krigshelte til Valhal. Pythagoras mente, at digteres sjæle forvandlede sig til svaner. Måske havde H.C. Andersen denne forestilling i tankerne, da han skrev Den grimme ælling, et eventyr, som ofte tolkes som et billede på digterens egen svære barndom.

Svanen, skriver den russiske digter Anna Akhmatova, “svæver gennem århundrederne” og ind i årstidernes roterende hjul. Svaner på efterårstræk – det himmelske vingesus, flokkens forreste fugl, der som en sølvpil kløver himmelrummet – fremkalder et poetisk vemod. Skyggerne bliver længere. Dagene bliver kortere. Endnu et år går på hæld. Men så er der heldigvis trøst at hente i H.C. Andersens eventyr, hvor fuglen i andedammen pludselig forvandles fra en grim ælling til en smuk svane.

Bittersød er svanens ynde, for den fortæller intet om, hvor voldsomt tyngdekraften trækker i dens store krop, og hvor meget den dagligt skal kæmpe for at overleve. Det kræver meget energisk plasken med svømmefødderne og kraftige slag med vingerne at stige til vejrs. Herudover udviser disse fugle en territorial angrebslyst over for andre svaner og vandfugle, der kan udarte voldsomt og ligefrem være dødbringende. Man må sige, at skønheden på ingen måde mildner livet for denne fyrstelige fugl, uanset hvor meget man kunne ønske sig det.

Måske er du interesseret i ...

Læs også