Flamingoer bruger "makeup"

De farverige fugle smører olie med lyserøde farvestoffer på fjerene i parringssæsonen.

16. november 2010 af Matt Kaplan, National Geographic

Der er en grund til, at flamingoer er så smukt lyserøde: Fuglene bruger "makeup" for at gøre indtryk på deres mager, viser en ny undersøgelse.

Forskere er i lang tid gået ud fra, at flamingoers fjer kun ændrer farve, fordi fjerdragten falmer i solen eller ved et tilfælde bliver plettet af organiske stoffer.

Men efter at have studeret flamingoer ved den biologiske forskningsstation Doñana i Spanien indså ornitolog Juan Amat, at der var noget andet på færde.

"Vi lagde mærke til, at flamingoer mistede deres lyserøde farve, så snart ungerne var udklækket," siger han.

De voksne fik senere deres velkendte lyserøde fjerdragt tilbage, "men de skiftede ikke fjer, så vi spekulerede på, om der måske var noget kosmetisk med i spillet."

Farveskala for flamingoer

For at undersøge denne hypotese studerede forskerne årstidsvariationer i flamingoernes farve i tre vådområder i Spanien. Samtidig iagttog holdet fuglenes ynglevaner, fjerpudsning og parringsaktiviteter.

Ved hjælp af kikkerter tildelte forskerne hver flamingo en farveværdi på en skala fra 1 til 3, der gik fra meget bleg til stærkt lyserød.

Holdet opdagede, at farveværdierne faldt fra i gennemsnit 1,7 i februar – højdepunktet af parringssæsonen – til i gennemsnit 1,0 i maj, juni, juli, august og september, når fuglene passede de nyudklækkede unger. I oktober steg værdierne igen til 1,6.

Som alle andre fugle producerer flamingoer olie i nogle kirtler omkring halen. Fuglene smører olien ud over deres fjer med næbbet.

Man ved, at olien forlænger fjerenes levetid og gør dem vandafvisende. Men Juan Amat havde mistanke om, at flamingoerne måske også brugte stoffet til farvning.

Flamingoer får deres farve fra nogle farvestoffer, der kaldes karotinoider, som fuglene optager gennem deres kost bestående af alger og små krebsdyr.

Flamingofjer indeholder i forvejen en vis mængde karotinoider. Men på basis af prøver, der var taget fra flamingoer i fangenskab, fandt Juan Amat og hans kolleger, at olien indeholder særlig meget af disse farvestoffer.

Pink er hot

Hos både han- og hunfugle blev den oliesmørende adfærd mere udpræget i parringssæsonen, bemærkede holdet.

Jo kraftigere lyserød, desto mere attraktiv er fuglen som regel – så flamingoerne smurte sandsynligvis olien på som makeup for at gøre sig selv mere eftertragtede, siger Juan Amat.

"Det var meget spændende for os at gøre den opdagelse," siger han.

"Vi ved, at andre fugle som f.eks. lammegribben tager mudderbade, der giver deres fjer et farveskær. Nu må vi tage et kig på disse arter for at se, om de bruger kosmetik ligesom flamingoerne."

Måske er du interesseret i ...

Læs også